Niels Chresten Andersen, 55 år, er opstillet på Bornholm. Han arbejder til daglig som EU-konsulent i Bornholms Regionskommune og har tidligere været ansat som partisekretær i partiet, der dengang hed Kristeligt Folkeparti. Han har tidligere været kandidat til Europa-Parlamentet, men det er første gang, at han stiller op til Folketinget.
Hvor mange penge regner du at bruge på din valgkamp?
”Jeg vil tro, at min personlige udgift ved valget lander på 3000 kroner. Nogle af de penge går også til partiet, der for eksempel leverer en kandidatpakke med bl.a. plakater og foldere, som koster 1200 kroner. Derudover er der lidt udgifter til annoncering. Partiet på Bornholm har et valgkampsbudget på cirka 30.000 kroner, som blandt andet skal gå til at føre kampagne for mig og den anden kandidat herovre.”
Fundraiser du ellers til din kampagne?
”Nej, det gør jeg ikke. Partiet på Bornholm sender medlemsbreve ud, hvor vi opfordrer til, at medlemmerne støtter landsvalgbudgettet, for på Bornholm har vi faktisk de penge, vi har brug for.”
Hvor udfordret er I generelt i Kristendemokraterne af et budget, der er noget mindre end de andre partiers?
”Som et fattigt parti er plakaterne vores chance. Når det drejer sig om at minde vælgerne om, at vi er her og stiller op, så er plakaten absolut den billigste måde at komme i kontakt. Vi satser på det bagland, hvor vi ved, der er sympati for de kristne normer og værdier i politik.”
Er det normalt inden for dit parti, at kandidaterne betaler et par tusinde selv?
”Som jeg kender de andre kandidater, så er det i leje. Mange af os stiller ikke op fordi vi har en eller anden idé om, at vi bliver valgt. Vi stiller op, fordi vi gerne vil give vores bidrag til partiets kampagne. Jeg trækker en del personlige stemmer, og det er mit bidrag til at partiet igen kan komme på tinget.”
Betragter du det som et demokratisk problem, at folketingskandidaterne har så forskelligt økonomisk udgangspunkt i forhold til kampagneførelse?
”Nej, der er jeg meget pragmatisk indstillet. Jeg har fuld forståelse for, at dem, der ser, at de har en reel chance for at blive valgt, poster nogle penge i det og måske ser det som en investering. Jeg har den tilgang til det, at jeg gør så meget, som jeg synes, jeg kan forsvare over for familie.”
