Johannes Lebech (R): 25.000 kroner

Tidligere kirkeminister Johannes Lebech stillede første gang op til Folketinget i 1987. Siden da er det blevet betydeligt dyrere at være kandidat, fortæller han. Han regner med at bruge 20.000-25.000 kroner i år

Personlige valgplakater er en udgift, som langt fra alle folketingskandidater havde tidligere, fortæller Johannes Lebech. Han ser til gengæld en fordel i, at man som kandidat i dag kan markedsføre sig gratis på internettet og via sociale medier. Arkivfoto.
Personlige valgplakater er en udgift, som langt fra alle folketingskandidater havde tidligere, fortæller Johannes Lebech. Han ser til gengæld en fordel i, at man som kandidat i dag kan markedsføre sig gratis på internettet og via sociale medier. Arkivfoto. Foto: Johnny Anthon Wichmann.

Johannes Lebech, 66 år, er opstillet i Vestjylland. Han har tidligere været landsformand for Det Radikale Venstre, kirkeminister og medlem af Europa-Parlamentet. Han har stillet op til Folketinget adskillige gange, første gang i 1987. 

Hvor mange penge kommer din valgkamp i alt til at koste?
”Jeg er opstillet i både Holstebro og Struer, og de to kredse har til sammen købt 650 valgplakater og betalt en pjece for mig. De har allerede disponeret over omkring 10-15.000 kroner på min valgkampagne, og når valget er slut, så tror jeg samlet set, at vi har brugt 20.000-25.000 kroner. Jeg stillede op første gang i 1987, og siden da er det blevet meget dyrere at være folketingskandidat. Dengang var det slet ikke alle kandidater, mig selv inklusiv, der købte personlige valgplakater.”

Hvor mange penge bruger du personligt på din valgkamp?
”Jeg har brugt cirka 2000 kroner på nuværende tidspunkt. Og jeg har egentlig ikke planlagt at bruge så meget mere udover at betale for de udgifter, der er forbundet med kørsel, forplejning til de frivillige og en valgfest for dem, der har været aktive i min kampagne. Jeg tror ikke, at jeg når længere op end 5000 kroner. Så det bliver ikke mere end 20-25 procent af de samlede valgkampsudgifter, som jeg selv betaler.”

Har du noget indtryk af, om det er normalt inden for dit parti, at kandidaterne har et valgkampsbudget i den størrelsesorden?
”Jeg tror, at det er meget svingende. Der er helt sikkert nogle, der ligger et betydeligt stykke over mig. Jo længere geografisk du kommer mod øst, desto større er vores lokalforeninger, og der er der dermed også flere penge at bruge. Derudover er det for mange af os ældre radikale meget uvant det der med at modtage penge fra erhvervsorganisationer. Da jeg var formand for Radikale Venstre i 90’erne, var der regler for, om kandidater overhovedet måtte modtage penge, og der er partiet blødt en del op, hvilket andre kandidater måske er bedre til at benytte sig af.”

Betragter du det som et demokratisk problem, at folketingskandidaterne har så forskelligt økonomisk udgangspunkt i forhold til kampagneførelse?
”Både og. Hvis du virkelig har mange penge og kan føre en enorm annoncekampagne, så kan du vinde. Men der er mange andre parametre, der også spiller ind, og der er i dag også bedre mulighed for at køre gratis kampagne på de sociale medier. Men det bekymrer mig, at valgkampe generelt på partiniveau er blevet så dyre.”