En ny verden åbner sig, da Marie lægger sin datter til brystet for første gang

I Dea Trier Mørchs klassiker ”Vinterbørn” fra 1976 følger vi en række kvinder på svangregangen på Rigshospitalet. Én af dem er Marie, der har haft en hård fødsel. Men da hun lægger sit barn til brystet, sker der noget. Læs et uddrag fra bogen

I Dea Trier Mørchs klassiker ”Vinterbørn” fra 1976 følger vi en række kvinder, som lige er blevet mødre. Marie har efter en hård fødsel svært ved at mærke sit barn, men der sker noget helt specielt, da hun første gang lægger barnet til brystet. Læs et uddrag fra mor-klassikeren her. Modelfoto
I Dea Trier Mørchs klassiker ”Vinterbørn” fra 1976 følger vi en række kvinder, som lige er blevet mødre. Marie har efter en hård fødsel svært ved at mærke sit barn, men der sker noget helt specielt, da hun første gang lægger barnet til brystet. Læs et uddrag fra mor-klassikeren her. Modelfoto.

Lægen stikker sin lillefinger i barnets mund og føler på ganen. Lægger begge hænder om det smalle hoved, klemmer forsigtigt til og føler på fontanellerne.

Barnet klynker, mens de professionelle hænder glider ned til kravebenet og derfra ud ad armene. De små bitte fingre blir talt og neglene og håndens linjer betragtet.

Så tæller hun pulsslaget i lyskebøjningerne og ser på skamlæberne. Hun kører ud ad benene, tæller tæerne, ser på neglene og lader tommelfingeren glide over barnets silkebløde fodsåler. Hun griber med begge hænder fat om barnets knæ, drejer de bøjede ben ud til hver side – det ser så voldeligt ud – og lytter efter, om der skulle være klik i hofteleddet.

Til sidst løfter hun det grædende barn ganske let i anklerne med den ene hånd, drejer det om på siden og lader pegefingeren løbe ned langs rygraden. Hun gir et let slag i underlaget på begge sider af den nyfødte, som farer sammen i sæt, fægtende med arme og ben.
 
– Ja, siger lægen uden at se op, – hun er i orden.

Mon ikke, tænker Marie, – hvis nu den læge skal være helt ærlig – at min er noget af det mest fuldendte, hun nogensinde har set?

Hele vejen ned ad det lange puslebord i stuens midte ligger små røde og spjættende skikkelser.
 
– Gør det noget, jeg blir liggende i min seng? spør Marie.
 
– Nej, siger sygeplejersken – en ung pige med det lange hår samlet i nakken,

– bliv du bare liggende. Nu ska jeg vise dig, hvordan du gør hende i stand.

Kan du se – ? Den første afføring er mørk og klæbrig, den kaldes mekonium. Men i løbet af et par dage blir afføringen lysegul og velduftende, hvis det er et brystbarn. Du vasker hende sådan. Med svampen her. Dup forsigtigt med håndklædet. På kønsorganerne tørrer du oppefra og ned, aldrig nedefra og op. Drys lidt pudder forsigtigt omkring halsen og under armene og bag ørerne og alle steder, hvor der kan samle sig fugtighed. Men husk – aldrig pudder og fedtstof på én gang, så klæber det. Bleen binder du sådan – endelig ikke for løst! Så føler hun sig utryg. Undertrøje på. Og løjerten bindes i ryggen med en sløjfe. Sådan. Er hun ikke fin?

Hun lægger det hvide barn ned i Maries arme. Marie føler sig som en madonna malet med guld og rødt på en gammel tavle.
 
– Men du skal passe på, at hun ikke blir kold. Børn med lav fødselsvægt har svært ved at holde varmen. En gang imellem skal du fylde varmedunken op, vikle den ind i en ble og lægge den ned i sengen til hende.

Marie nikker og prøver at huske det hele. Hun snuser til barnet. Det dufter så godt. Rent og krydret. – Prøv nu at lægge hende til, siger sygeplejersken, – men ikke mere end 10 minutter ved hvert bryst. Så blir hun bare udmattet. Hun skal lære at sutte, og hun skal stimulere dig.

Det varer et par dage inden mælken falder til. Indtil da får hun noget, der hedder kolostrum – det er råmælk. Den er lidt gullig og meget let at fordøje. Og god for barnet, for den indeholder vigtige antistoffer.

– Jeg vil meget gerne amme, siger Marie og ser spørgende på sygeplejersken, – tror du jeg kan?

– Ja naturligvis kan du da det. Vi skal nok hjælpe dig i gang. Se – træk hende ind til dig, så hendes kind rører ved dit bryst – sådan! Så vil hun instinktivt dreje hodet om mod vorten og åbne munden.

Sygeplejersken står stille og betragter dem:
 
– Hvis du blir øm, så smør lidt lanolinsalve på. Og sæt dig så rigtig godt til rette. Det er vigtigt, du har støtte i lænden. 

Marie gyser af glæde, da hun første gang mærker barnets silkelæber mod sit bryst. En ukendt længsel blir nu tilfredsstillet. Et ældgammelt savn, som hun ikke kendte navnet på.

Ja, hvilken fuldkommengjort kvindeverden! Marie er i løbet af det sidste døgn dalet ned gennem bløde lag, det ene efter det andet, gennem lys og skygge – ned til denne snehvide, rene seng på barselsgangen.

Med fostervandet og fosteret er spændingen forsvundet, sunket i jorden som regnvandet. Kun den slunkne krop og den lisså slunkne sjæl ligger som en gammel sæk på lagnet.

Den nyfødte sover – som den største selvfølgelighed – ved hendes nøgne bryst.

Barnet er hendes kød og blod. Det er dannet og udvokset i hende. Stødt ud af hendes krop gennem porten, fra én verden til en anden. Afnavlet, undersøgt, gjort i stand. Levende. Velskabt. Over barselsstuen står en regnbue.

En høj, lys og smuk kvinde kommer hen til Marie.
 
– Velkommen og tillykke, siger hun med en dyb, blød stemme og rækker patienten hånden, – hvordan går det så med dig?

Hvor dejligt, at de allesammen siger du. Og det er endda afdelingssygeplejersken. Af en eller anden uforklarlig grund har Marie tårer i øjnene og kan ikke få et ord frem. Hun vil sige noget. Men ordene sidder fast i hendes hals.

Afdelingssygeplejersken bøjer sig ned og betragter det sovende barn.
 
– Hvor er hun dejlig, siger hun. – Jeg har læst din journal – jeg er godt klar over, at det ikke har været så let.

Hun gir patienten tid til at sunde sig. Så lykkes det Marie at få munden på gled:

– Jeg er så træt, så træt, jeg ved ikke selv hvorfor – jeg føler mig bare så...
Hun ved ikke om hun skal sige – underlig eller tom indvendig. For hun ved ikke, hvordan hun skal karakterisere den følelse, hun har.

– Jeg er helt klar over, hvordan du har det, siger afdelingssygeplejersken.

– Jeg var da osse selv dødtræt, da jeg havde født. Det er da meget naturligt. Nu skal jeg sige til sygeplejerskerne, at de skal hjælpe dig med den lille, til du selv begynder at få kræfterne tilbage. Hvis der er noget, du ikke kan finde ud af – så spørg.

Hun vender sig om mod den næste seng.

I den ligger der en lille sammenfalden skikkelse på en helt forkert måde. Det er én, som hverken har fået vådt eller tørt, da de andre spiste morgenmad. Der lyder kun et suk og et snøft fra tid til anden. Over hovedgærdet hænger et drop, en flaske med bunden i vejret – i et stativ. En slange fører klar væske ned til en mager arm, gemt under dynen.

– Nå Lille Mikkelsen, – hvordan har du det så i dag?

Den hængte kat vender sit forgræmmede ansigt op mod den høje, hvide kvinde – og en grødet lyd står ud af hendes strube. Afdelingssygeplejersken stikker hænderne i lommerne og læner sig op ad sengen:
 
– Nu ka vi snart fjerne det drop. Nej – er det dine?

Hun peger på et par fotografier, der står i en todelt og dekoreret ramme på sengebordet.
 
– Ja, siger Lille Mikkelsen og tørrer sig med ærmet under næsen, – gu er det da mine!
 
– Du har rigtignok noget at være glad for.

Og sådan går afdelingssygeplejersken fra seng til seng og taler lavmælt med hver eneste patient. Hun gir sig tid til at høre på dem. Nogle af patienterne lyser af glæde. Andre gir sig prompte til at tude. Hun er så vant til begge dele. Der er ikke noget, der kan forskrække hende mer.

– Hvorfor ligger du så underligt? hvisker Marie til sin nabo

. – Jeg er blevet steriliseret, snøfter den lille krop og kigger over dynekanten med et par store, mørke øjne.
 
– Har du da ikke født eller hva?
 
– Joho – de passer ham ude på kontoret.

Med ét står overlægen – en smule stakåndet – ved Maries seng.
 
– Jeg syntes lige jeg ville se, hvad det blev, siger han smilende og bøjer sig frem og betragter det sovende barn.

Marie rødmer. Hun vil ta hans hånd. Sige tak.

Men hun kan ikke få formet den rigtige sætning.

Det der er gået forud – de mange uger på svangregangen, samtalerne, undersøgelserne – og nu i går – hindesprængningen på operationsbordet. Det er for sårbart. Det er noget mellem hende og ham, der ikke kan udtrykkes.

Han nikker. Han har ikke brug for tak. Han ser et øjeblik på hende. Og er væk.

Væk på sine mange gøremål. Op for at gå stuegang på svangregangen. Ind til en gynækologisk undersøgelse. Ud til et kejsersnit

Marie er fuldstændig forvirret og lagt øde, da han er gået.

Der er en mærkelig, helt speciel duft på barselsgangen. En sødlig duft af spædbørnenes afføring og urin, af det blodige barselsudflod mellem mødrenes ben, af mælken, der løber fra brysterne og stivner på hospitalsskjorten. Af sved blandet med de prangende, kunstigt fremdrevne blomsters duft og lugten af klor og vaseline.

I den første tid efter fødslen dufter kvinderne og deres børn ens. Mælket. Syrnet. Sur-sødt. En smule kvalmt. En hel særlig duft – som kroppen kun udsender denne ene gang i sit liv.

Barselsgangen er meget lang, højloftet og dunkel. Til venstre mellem vinduesnicherne står der skabe og køleskabe, rulleborde og stole i stabler. Til højre er dørene ind til de forskellige barselsstuer – til kontoret og til opholdsstuen.

På de små stuer ligger for det meste kejsersnitpatienter eller patienter, der har haft en vanskelig fødsel. Men der ligger osse kvinder, der har fået tvillinger, trillinger og endda firlinger!

Overalt på barselsgangen er der et vældigt leben.

Sygeplejersker går med raske skridt frem og tilbage med bakker i hænderne. En læge og en høj jordmor står i fortrolig samtale lænet op ad en vindueskarm.

Barselskvinder i alle mulige og især umulige morgenkåber går med spredte ben og slæbende skridt, med håret i uorden og runde rygge i fast rutefart mellem sengene, badeværelset og opholdsstuen.

En unge hyler. Et vindue haspes i. Der lyder latter fra én af stuerne. En sygeplejerske kommer ud fulgt af en sygehjælper. De knækker sammen af grin og slår sig på lårene. De holder sig for munden og retter sig stønnende og fnisende op med tårer i øjnene.

De gør overhodet intet for at skjule deres munterhed

Sådan var der ingen, der morede sig på svangregangen.

– Hej du!
 
 Der står én, Marie kender. En ganske ung pige, ikke særlig høj. Hvem er det nu? Det er jo Connie oppe fra svangregangen. Den 17-årige Connie fra Hundested. Hende der lå på stue 5 sammen med papirhandleren, Karen-Margrethe.

– Dav med dig, hva søren, er du her? – Ja, jeg ligger lige derovre i den seng – ved siden af fru Holm. Jeg fik en tøs i morges, siger Connie stolt. – Og hva fik du?
 
– Det samme – dér ligger hun.
 
– Nej, hvor er hun altså sød, siger Connie og bøjer sig med hænderne støttet til knæene ned over barnesengen, – til lykke med det!
 
– Hvordan gik så din fødsel?
 
– Åh jo. Jeg fik et ordentligt klip, kan du tro. Det gør så pokkers ondt. Jeg kan faktisk ikke sidde – kun ligge eller stå. De sting – de trækker. Jeg var for stram, det sagde jordmoren. Sådan er det tit med unge piger, selv om vi er de bedste til at føde.

Connie smiler stolt og lægger vægten fra den ene fod til den anden: – Hvordan gik det med de andre oppe fra svangregangen – dem jeg kendte?
 
– Jo, nu hende den store Olivia fra min stue, ikke? Hun fik en flot pige på 3.400 gram. Det var overlægen selv der lavede kejsersnit.
 
– Og tyrken hva med hende?
 
– Hun fik osse en pige – et kæmpebarn på ni pund. Helt pragtfuld. Hun lignede faktisk allerede et skolebarn.

Billedet af Habiba med sin store, lille stå-maren i armene står lyslevende for Marie: – Hun må være taget hjem til Næstved i går, tror jeg.
 
– Og så henne – Yvonne. Ved du, hvad der blev af hende?
 
– Ja! Hun fødte i går samtidig med mig. Hun fik to piger. Meget små og meget for tidligt født. 

De ligger i kuvøse på den der afdeling for nyfødte. Mon ikke Yvonne ligger her på gangen – på én af de små stuer? Det vil jeg næsten tro.

Connies ansigt har forandret sig efter fødslen. Hun er lissom blevet mildere i trækkene. Hun ser sund ud. Med røde kinder og kruset hår. Man skulle ikke tro, hun havde født for et par timer siden.

– Og så hende – du snakkede så meget med – hende med de tre små piger? – Ja, Signe. Hun ligger der oppe endnu.

Gad vist om Connie egentlig ved, hvordan det gik med Karen-Margrethe? Jeg siger ikke noget, hvis hun ikke spør, tænker Marie.

Men Connie må ha læst hendes tanker, for hun udbryder i det samme: – Jeg har fået brev fra Karen-Margrethe. Hun spør om jeg vil ha et job i papirvareforretningen til efteråret. Er det ikke sødt af hende? Jeg blev sørme så glad.

– Ved du, hvordan det gik? Connie nikker. Men de taler ikke om det. De gyser – og tænker på deres egne, sovende børn.
 
Hør! Trækker hun vejret! Marie bøjer sig hurtigt ud over sengekanten og stikker armen ned til den nyfødte for at mærke det lille åndepust på sin hånd. 

I et kort sekund ser hun barnet ligge dødt foran sig. Ubevægeligt. Udstrakt med lukkede øjne og halvåben mund. Marie tar sig til hjertet.

Til frokost blir der serveret klarsuppe med kød- og melboller. I suppen svømmer lysegrønne og lysegule små stykker porre, selleri og gulerod.

Som hovedret får de kalvekrebinetter med dampkogte ærter og store gule kartofler.

Connie vinker glad til Marie fra sin seng. Hun ligger på siden og har stort besvær med at føre maden ind i munden.

Fra klokken tolv til halvto er der hvilepause. Sygeplejersken siger, at de skal prøve at sove, de har mere brug for hvile end de aner. Og når først I kommer hjem til Jer selv, så blir det ikke så let!

Der er hvidt på stuen. Børnene er mætte og stille. Der lyder tilfredse grynt og små snorkelyde.

Marie blokker sig op med pude og dyne. Hun skubber snipper og hjørner ind under lænden og mellem benene, under kinden og over nakken – til hun ligger bekvemt i sin lune rede.

Søvnen prikker i huden. Den er ansvarsløs og gyngende, som sov man i en vugge.

På samme måde som man kan gå i et sjællandsk landskab de sidste dage i april eller de første dage i maj – lige på det tidspunkt, hvor alting vikler sig ud af sine svøb, hvor markerne får det første grønlige, dunede skær, hvor mirabeltrærnes hvide blomster begynder at dukke frem i hegnene – og føle, at det er for stort til at man kan rumme det i sig – på samme måde føler Marie det her på barselsgangen. Det er for stort til, at hun helt kan omfatte og forstå det.

Hun ville ønske, at hun kunne sætte tiden i stå. Og bare blive ved og ved at se på det samme billede.

Det smalle barn ligger på dynen mellem hendes ben. Dets pande er ren og hvælvet. Håret mørkt og silkeblødt. Hudfarven er svagt lysebrun, en anelse gul, med to blege roser på kinderne. De fine øjenbryn er en anelse skråtstillede. Mundvigene trukket lidt ned.

Nu gaber hun og trækker benene lidt op under sig. Stadigvæk uden at åbne øjnene og med et lidt bekymret udtryk.

For hver time, der går, fjerner barnet sig fra fostertilstanden. Afstanden mellem barnet og livmoren blir stadig større. Mellem barnet og menneskene – stadig mindre.