Hjemmegående: Jeg har taget ansvar for mine børns opvækst

Efter ugers spekulationer traf jeg et benhårdt valg. Jeg græd en hel aften. Men så blev jeg hjemmegående, skriver nybagt hjemmegående mor. Læs hendes historie her

På den ene siden skal vi alle sammen have minimum to børn og komme i gang med at reproducere os, før vi fylder 30, men på den anden side skal vi skynde os at få karrieren i hus og bidrage til samfundet, skriver hjemmegående mor. Modelfoto: Iris
På den ene siden skal vi alle sammen have minimum to børn og komme i gang med at reproducere os, før vi fylder 30, men på den anden side skal vi skynde os at få karrieren i hus og bidrage til samfundet, skriver hjemmegående mor. Modelfoto: Iris.

Jeg åbner døren og går ind. Den smækker bag mig. Pyha, jeg trækker vejret og nyder roen.
 
Kl. er 10:15, og tre små dejlige børn er blevet fordelt i diverse institutioner. Det er torsdag og anden gang i denne uge, at jeg er totalt børnefri.
 
Burde jeg have dårlig samvittighed over at gå hjemme, mens de bliver passet? Måske. Men det har jeg ikke.

For det er nu, at det hårde arbejde går i gang.

På overetagen venter to tunge IKEA-poser fyldt med vådt vasketøj, et fyldt stativ, en fyldt vaskemaskine og en vasketøjskurv, der flyder over. Hernede mødes jeg af havregryn og yoghurt på gulv, bord og stole. Plus det løse, som på magisk vis er endt på umulige steder. En opvaskemaskine, der skal tømmes og efterfølgende fyldes med de snavsede tallerkener, der bugner ved siden af vasken.

Gulvene ignorerer jeg foreløbigt. Jeg ved, at de både trænger til støvsugning og pletrensning. Sengetøjet skal skiftes i dag, og børnenes værelser (som jeg ryddede op for nogle dage siden) ligner en krigszone - og deres velmente forsøg på at rydde op selv har blot tilføjet nogle kaotiske skabe til min opgave.

Badeværelset vidner også om nogle aktive børn, der kan udvikle en ganske almindelig vask af deres mudderhænder til en dramatisk leg, der involverer hver centimeter af mit nyvaskede badeværelse. Det matcher fint bryggerset, der hver dag modtager skidt og snavs fra en hel hær.

Men før jeg kan komme i gang, skal en bulldozer lige have ryddet alle rummene for perler, dukker og Flexi Track.

Når jeg er færdig med dagens grundlæggende pligter, kan jeg måske få renset den pinligt beskidte ovn, opdatere børnenes bøger, vaske vinduerne, få købt ind og sorteret skabene, inden børnene skal hentes og aftensmaden forberedes.

Jep. Det er skønt at gå hjemme. Det er det virkelig. Jeg tog valget for to uger siden.

Jannie Højer Madsen. Privatfoto
Jannie Højer Madsen. Privatfoto

Manden arbejder på fuld tid, og jeg var som studerende i praktik. Vi kæmpede som gale. Hver morgen kom børnene tidligt i pasning og blev hentet blandt de sidste.

Når vi endelig kom hjem, var det et kapløb mod tiden. Lav aftensmad, ryd op, fiks lige gulvene, vær til stede for børnene, se din partner og kyl en omgang vasketøj i vaskemaskinen. Alt det, vi ikke nåede om aftenen, fik vi fornøjelsen af om lørdagen.

Udflugter og hyggetid med børnene var skemalagt ned til mindste detalje. Fredag aften hyggede vi. Hver søndag kunne vi tage på udflugt om eftermiddagen, men ofte kun med den ene forældre. Den anden skulle lige udnytte tiden til at få ordnet lidt derhjemme, før den nye uge begyndte.
 
Ofte blev hverdagens udfordringer løst med fastfood, tegnefilm og nyt legetøj til at dulme samvittigheden.

Fandt vi vores livsstil underlig? Næh, egentlig ikke. Vi blev opmuntret af velmenende venner, når vi gav udtryk for en snært af dårlig samvittighed. Det er jo helt normalt. Mange familier fungerer sådan. Børn trives fint i børnehaver og vuggestuer. De har lige frem godt af det.

Jeg elskede mit studie. Jeg elskede min praktik. Jeg har aldrig påstået at have den største stresstærskel. Men det fungerede. Vi betalte alle lidt af prisen. Min mand, mig, vores børn.

En dag blev jeg spurgt om noget meget simpelt: Hvorfor gør I det?

Det var et underligt spørgsmål, og jeg ville gerne svare ærligt og måske endda lyde lidt smart.

Men jeg kunne ikke få drejet tungen rigtigt og fik svaret noget i retning af 'jamen, det skal man bare'.

Selvfølgelig skal man gøre sit bedste og vise børnene, at man skal gøre sig umage her i livet. Jeg vil gerne vise, at jeg tager ansvar.

Mit ringe svar nagede mine tanker længe efter. Hvem tager jeg ansvar for? Hvad viser jeg mine børn? At livets mening er at hænge med en vis legemsdel i vandskorpen for at få en titel, anerkendelse og tjene lidt penge lidt hurtigere.

Efter ugers spekulationer tog jeg et benhårdt valg. Jeg græd en hel aften. Men jeg sagde op i min praktik.

Nu har jeg i to uger været hjemmegående husmor. Og sikke et vakuum. Hvordan kunne jeg i min vildeste fantasi forestille mig, at det andet kunne fungere?

Selv med dagligdagen som hjemmegående kan jeg næsten ikke følge med. Der er altid lidt mere, der kan nås. Men jeg nyder det. Når hjemmet er blevet gjort til et dejligt sted for både voksne og børn, kan jeg nemt gå i gang med 117 andre ting.

Først og fremmest være sammen med børnene, som jeg har savnet mere, end jeg vidste. Da jeg i tirsdags stod tilbage med min to år gamle tumling, gik det op for mig, at jeg så sjældent havde haft tid alene med hende. Da farmand kom hjem senere, var hendes først ord til ham "mig lege med mor" - sagt med det største smil og skinnende øjne.
 
De to store går i børnehave, og jeg kan endnu nå at nyde dem lidt, før skolen tager deres dyrebare tid. Jeg nyder at have dem både alene og på tur. Men jeg nyder også, når de er af sted. Og tro det eller ej: Deres mor-tank bliver hurtigt fyldt op, og så har de også brug for deres venner og en rytme uden for hjemmet.

Så med god samvittighed afleverer jeg dem og henter dem igen, når hjemmet ikke længere handler om at overleve, men om at være en familie. Nu passes de ude for deres egen skyld og ikke for vores.

Når alle børnene er i skole om 4 år, må jeg få gjort min uddannelse færdig. Men hver ting til sin tid. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, selvom samfundet beder os om det. Man føler, at man bliver kvalt i forsøget.
 
På den ene siden skal vi alle sammen have minimum to børn og komme i gang med at reproducere os, før vi fylder 30, men på den anden side skal vi også skynde os med at få karrieren i hus og bidrage til samfundet. Det er en umulig cocktail, og jeg frygter en epidemi af overbebyrdede forældre.

Mange vælger uddannelse før børn. Men jeg valgte at få tre børn tidligt. Så er det også kun rimelig, at jeg gør det ordentligt.

Det er trods alt dem, der skal køre Danmark videre, og de fortjener en sund og solid start på livet. Den anden lappeløsning nægter jeg simpelthen at være stolt af.

Det var et ordentligt hak i både økonomi, status og ikke mindst i den moderne karrierekvindes stolthed.

Men min familie var vigtigst.

Det er at tage ansvar, synes jeg.