Myten om den intakte jomfru

Mødommen er ikke en hinde, der skal sprænges. Alligevel har idéen om den ubrudte mødom i århundreder været et redskab til at styre kvindens seksualitet. Og er det stadig i nogle muslimske kredse

I Holland har en gynækolog sat en opfindelse i produktion, der siden 2003 er blevet efterspurgt blandt kvinder med muslimsk baggrund. Produktet hedder The Virgin Pill. Den er designet til kvinder, der ikke længere er jomfruer, men som ikke vil skuffe de mænd, der forventer en blodplet på lagnet efter bryllupsnatten som bevis på, at de har taget hustruens uskyld. En halv time efter at kvinden i smug har ført ampullen op i skeden, opløses den, og en blodlignende væske strømmer ud.

Dermed kan kvinden ånde lettet op og undgå skam og fordømmelse.

Pillen er bare ét moderne eksempel på, hvor vigtig jomfruhindens brist og den efterfølgende blødning har været i århundreder: det anatomiske bevis på tabet af kvindelig uskyld.

Der er bare lige det ved det, at beskrivelsen af kvindens mødom lige så længe har været ganske fejlagtig. Der findes nemlig ikke nogen jomfruhinde der er ikke noget at sprænge. Der er snarere tale om en kant eller fold ved indgangen til skeden, som ganske vist kan flosse og bløde lidt, men som er langt fra de mytologiske metaforer af knuste vaser og sprængte trommeskind.

Men det er de færreste, der ved det.

Både blandt teenagere, almindelige voksne og sundhedspersonale lever myten i bedste velgående. Og det er et stort problem, som der skal gøres noget ved, mener sygeplejerske Ulla Rode, der laver informationskampagner til unge om sex og samliv for producenten Libresse.

Vi skal simpelthen have opdateret viden på det her punkt. Pigerne skal knageme vide, hvordan de ser ud og ikke gå rundt og tro, at de har en hinde, der skal sprænges, siger Ulla Rode.

I muslimske kredse fører fejlopfattelsen ofte til ekstra stor bekymring for, at mødommen kan sprænge ved gymnastik, ridning eller hvis man bruger tampon. Det kan få fatale følger for et senere ægteskab, hvor der lægges stor vægt på jomfruelighed på bryllupsnatten, forklarer socialrådgiver Kristina Aamand, forfatter til bogen Mødom på mode. Bogen handler om, hvor meget det traditionelle kvindesyn styrer muslimske kvinders kroppe og seksualitet.

Mødommen bliver brugt som et redskab til at holde social orden: Så længe kvinder tror på, at den kan bruges som bevis på noget, holder man styr på tropperne, siger Kristina Aamand.

Mange danske muslimske piger har i dag sex inden ægteskabet, men frygter, at det senere kan afsløres ved at kigge på deres underliv. Der findes ikke tal for det, men ifølge socialarbejdere og læger vælger rigtig mange unge piger at betale tusindvis af kroner for en operation, der rekonstruerer deres mødom. I virkeligheden syr man blot nogle sting i kanten af hinden, så åbningen trækkes let sammen igen.

Jomfruhinden findes ikke. Og de kvinder, der tror, de betaler sig til en ny mødom, ved ikke, hvordan den gamle så ud. Men det koster 6500 kroner, og det synes jeg er rigtig mange penge for at få syet nogle sting i kanten af slimhinden, siger Kristina Aamand.

Allerede i middelalderen kendte man til mødommen, men var ikke optaget af at kæde den sammen med kvindens dyd. Det var først et par århundreder senere, at jomfruelighed blev et plus i samfundet, og myten om den ubrudte jomfruhinde opstod.

Både på latin og engelsk hedder mødommen hymen opkaldt efter den græske gud for ægteskabet Hymenaios, der ifølge mytologien skulle være til stede ved brylluppet, hvis det skulle blive en succes.

Og dermed er de medicinske betegnelse for jomfruhinden blevet knyttet sprogligt til ægteskabet, forklarer Stine Brix. Hun er medicinstuderende og har for nylig skrevet en kronik i Information på baggrund af sin bacheloropgave om mødommen.

Hun kalder mødommen et symbol, indvævet i sociale og kulturelle forestillinger om kvindens seksualitet, mere end et anatomisk faktum.

Jeg mener, ordet jomfruhinde skal smides ud af sproget. Ordet skaber et fejlagtigt billede, og det betyder ganske meget for, hvordan vi kvinder opfatter vores kroppe, siger hun.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk