Prøv avisen

Forfatter: Sådan (gen)finder I kærligheden

Formålet med bogen "Bare vi ikke skal have tøjet af", er at blive inspireret til at se på sin egen adfærd og genfinde kærligheden i parforholdet. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvor længe skal man kæmpe for sit parforhold, og hvornår skal man sige stop? I bogen "Bare vi ikke skal have tøjet af" håber Katrine Axholm at kunne inspirere andre til at se på deres parhold og tage ansvar for deres kærlighedsliv. Læs et uddrag af bogen her

Jan og jeg har været sammen i fem år, og vi taler om at få et barn nummer to, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil. Jeg elsker ham, og vi har det rart sammen, det kører med det praktiske, men vi har ikke rigtigt noget samliv. Vi lever bare mere som gode venner end som kærester, og det er ikke godt nok for mig.

Jan er en god mand og en sød far, og han har det godt med min familie, men vi taler ikke om vigtige ting. Vi taler en masse om vores arbejde, vores datter og det praktiske, men aldrig om, hvordan vi har det. Vi taler aldrig om tingene, hvis vi har uenigheder. Dem lister vi bare hen over, og så bliver luften kølig imellem os, indtil vi måske sidder i sofaen om aftenen og hygger med Netflix. Så er den konflikt umærkeligt gået over af sig selv. Det er rart og trygt, og jeg er da i tvivl, om jeg ikke bare skal nøjes. Jeg tror, at mange kvinder ville være tilfredse med det her, for Jan er ikke utro, han er til at regne med, vi hygger os, og han siger, han elsker mig. Jeg har bare virkelig svært ved at mærke det.

Jeg ved ikke, om det er noget, vi kan lære, eller om vi bare er sådan og ikke kan ændre det. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal gøre anderledes, jeg synes, at jeg har prøvet at tale med Jan om det her mange gange, men det hjælper ikke noget. Så jeg vil gerne vide, om jeg kan gøre noget andet, så Jan har lyst til at lukke mig ind og vise mig, hvem han er indeni. Jeg vil virkelig gerne lære ham at kende. Jeg vil gerne have, at vi lærer at tale om følelser og dybe ting, fordi jeg tror, det vil bringe os tættere sammen. Jeg vil gerne tættere på Jan, og jeg vil have, at vi lever sammen som kærester, før vi beslutter os for, om vi skal have et barn mere.

Henriette var i tvivl om, hvorvidt Jan var den rette partner for hende. De havde det godt og rart sammen, men hun manglede kærestefølelserne. Hun manglede at kunne mærke hans kærlighed, at det ikke bare var ord, der kom ud af munden på ham, men at han viste hende det. Jan var god til at tage sig af de praktiske ting derhjemme, og de deltes ligeligt om deres datter. Der var altså ikke noget at udsætte på hans opførsel eller hans værdier, de levede bare mere som venner end som elskende.

Henriette: "Jeg vil gerne have hjælp til at finde ud af, om Jan er den rette for mig. Jeg vil gerne have et barn mere, og vi har det på mange måder godt sammen. Jeg synes bare ikke, vi er kærester, og det vil jeg gerne være. Det er, som om Jan ikke lukker mig ind, og jeg har behov for at leve et liv med mere nærhed og samvær. Ikke bare hygge og tryghed. Jeg vil have mere ud af et forhold. Især hvis vi skal have et barn mere. Jeg keder mig nogle gange. Savner at mærke stærke følelser og ikke kun det lunkne og behagelige. Jeg kommer fra en familie med et meget stærkt sammenhold. Vi hjælper og støtter hinanden, og jeg kan altid regne med mine forældre og min bror. Sådan en familie vil jeg selv gerne have, men Jan lader mig ikke komme så tæt på."

Jan: "Jeg tror godt, jeg ved, hvad Henriette mener med ikke at kunne mærke mig. Jeg kan heller ikke altid mærke mig selv, og hvad jeg vil og ikke vil. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre anderledes. Det er jo sådan her, jeg er."

Henriette: "Det er lige præcis det her, jeg mener. Jeg vil jo ikke have, at Jan skal være en anden, end han er. Jeg kan bare ikke leve med, at vi nærmest er høflige over for hinanden. Det føles så distanceret. Men kan man ændre sig? Og Jan skal jo ikke ændre sig for min skyld. Det skal også give mening for ham. Det er også for hans skyld. Jeg har ikke lyst til, at det kun er mit behov. Det er ikke værdigt, at Jan skal lave sig om for at stille mig tilfreds. Samtidig kan jeg godt forstå, at det er svært for ham at vide, hvad jeg taler om, og forholde sig til, om det også er noget, han længes efter, når det er mig, som bliver ved med at ævle om det. Jeg tror jo, at Jan i bund og grund ikke aner, hvad jeg taler om."

Jan: "Jeg synes bare, det er svært at svare på, om det er det, jeg vil. Jeg har jo aldrig prøvet andet. Det er, som om en del af mig godt ved, hvad Henriette mener. Og jeg vil gerne have det og kunne det. Men en anden del af mig aner ikke, hvad hun snakker om, det har hun helt ret i."

Henriette: "Det er også svært at forklare. Det er mere en følelse, end det er noget, der kan beskrives fornuftigt med ord. Jeg kan ikke mærke dig. Jeg kan høre de ord, du siger, men når du kigger på mig og tager om mig, så kan jeg ikke mærke din kærlighed. Det føles ikke, som om du ikke kan lide mig, men mere som om der er en afstand imellem os. Selvom vi står helt tæt, så er du der ikke helt. Forstår du, hvad jeg mener?"

Jan: "Nej, faktisk ikke. Jeg er der jo, når vi krammer, og når vi har sex. Det er dig, jeg gerne vil. Dig og vores familie. Og jeg vil gerne have et barn mere."

De var det perfekte par

Jan og Henriette havde kendt hinanden i fem år, og set udefra levede de det perfekte liv. To gode jobs, en dejlig datter, styr på økonomien og et godt forhold til deres respektive forældre. De havde begge umiddelbart haft en sund og god opvækst, og de havde mange gode venner.

De var umiddelbart som skabt for hinanden. Det havde føltes, som om tingene faldt i hak, da de mødtes. Som om det altid havde været meningen, at de skulle være sammen. Det var ubesværet. Henriettes familie var varm og inkluderende, og Jan elskede at komme hjemme hos dem og opleve hjemmebag og hygge i stedet for det lidt mere distancerede forhold, han havde til sine egne forældre, som han dog holdt meget af.

De opfattede sig selv på samme måde, som alle omkring dem gjorde: Som det perfekte par, der var så heldige at have fundet hinanden, og som garanteret ville være sammen for altid. For hvem kunne forlange mere end det, de havde sammen?

Derfor var Henriette i tvivl om, hvad der var galt med dem. Hvorfor var de ikke gladere? De var begge taknemmelige for det liv, de levede, men der manglede noget. Henriette forsøgte at beskrive, hvad hun savnede, og Jan havde svært ved at forstå, hvad hun mente. På en måde kunne han godt se, at han levede sit liv baseret på, hvad han tænkte, snarere end hvad han følte, men var det ikke meget normalt for mænd? Jan var i hvert fald helt på bar bund med, hvad han ellers kunne gøre. Hvad skulle der til for, at han kunne lære at mærke sine følelser? Han var slet ikke sikker på, det gav mening at lære det. For ham handlede det i begyndelsen mere om at holde på Henriette, end at han selv kunne få noget ud af parterapien.

Henriette havde stærke familiebånd

Henriette var vokset op i en klassisk kernefamilie med megen kærlighed og en høj grad af involvering og loyalitet. De havde delt alt i hendes familie, og der var ikke nogen, der var syge, uden at et andet familiemedlem kom med kyllingesuppe. De hjalp hinanden med flytninger og havearbejde og havde et utal af traditioner, som de alle holdt i hævd. Henriettes familie var lille, forældrene havde ikke meget andet familie, og de fire holdt derfor meget sammen og var tætte. De deltog i hinandens liv, hjalp hinanden og var altid tilgængelige for hinanden.

Henriette havde altså nogle stærke familieværdier med sig og klare forestillinger om, hvad det ville sige at vise kærlighed og samhørighed, at man var der for hinanden, hjalp og støttede. Alt det gode, Henriette havde haft i sin primære familie, ville hun gerne videreføre i sit liv med Jan, men det havde ikke været det samme med ham, og det havde Henriette svært ved at forstå og acceptere. Hun havde et meget klart billede af kærligheden og familielivet, og det stod ikke til at ændre. På mange måder var det nogle gode værdier, hun havde med sig, men de begrænsede hendes syn på, hvordan livet også kunne være.

Henriettes proces

Henriette havde en klar idé om, hvilken slags familie hun gerne ville have med Jan, men hun havde følt det som et enmandsprojekt, hvor kun hun trådte i pedalerne. Ud over at hun savnede at mærke Jan, og at han delte sig selv med hende, savnede hun også, at de sammen skabte den familieform, som hun selv var vokset op i, og som hun elskede så højt.

Henriettes proces handlede om at lære ikke at tage alt det for givet i parforholdet, som hun var vant til sammen med sin primære familie. Hun lærte at justere ind, så hun kunne være en støtte i Jans proces. Hun øvede sig i at spørge ind til ham, uden at det blev en bebrejdelse eller en kritik af ham, som han var. Henriette opdagede, at Jan var fuld af følelser, som vi alle grundlæggende er, men at han ikke havde lært at mærke og udtrykke dem. Det gav hende en enorm omsorg for og kærlighed til ham. Hun lærte, at det ikke handlede om, at han ikke ville, men meget mere om, at han ikke kunne. Det var noget, han skulle lære. Hun lærte også, at hendes tålmodighed og ømhed var meget vigtig for Jan i hans proces, og det fik hende til at føle sig betydningsfuld. Den følelse havde hun savnet længe, fordi det havde været svært for hende at mærke, om Jan ville hende og elskede hende, eller om han bare var sammen med hende, fordi hun var mor til hans barn. Henriette opdagede også, at hendes bidrag til deres trygge, men nogle gange lidt kedelige, samliv var, at hun var rigtig god til at skabe netop tryghed og hygge. Det havde hun lært hjemmefra. Hun var en sød og flittig pige, men hun savnede lidt sus i skørterne, hun havde bare aldrig lært, hvordan hun kunne skabe det. Derfor havde hun væretafhængig af, at Jan skulle levere det.

Henriettes proces kom derfor også til at handle om at få fat i sin kvindelighed. Altså ikke den moderlige, men den mere frække og flirtende. At vide og mærke, at hun var et seksuelt væsen, åbnede hendes øjne for, at hun kunne skabe et liv, som ikke kun var den trygge base, men som også kunne være noget legende og livgivende. Det var lidt grænseoverskridende for hende at tale om sin seksualitet i parterapien, men samtidig kunne hun mærke, at hun følte sig i live og feminin, når hun fik fat i den side af sig selv. Hun vidste, at hun var et forbillede for sin datter, og hun ønskede jo, at datteren ikke kun skulle gentage alle de gode ting, som Henriette havde taget med sig fra barndommen, men også få fat i sin feminine og legende og seksuelle side, når hun voksede op. Fordi den del gør livet sjovere at leve. Det blev også tydeligt for Henriette, at noget af det, hun savnede med Jan, kunne hun selv være med til at skabe, hvis hun gav lidt mere slip på det pæne og korrekte. Hvis hun tillod sig selv at være lidt mere crazy og vild, kunne hun bidrage til lidt mere sjov og ballade hjemme hos dem.

Jan var diplomatbarn

Jan var vokset op som enebarn i en diplomatfamilie. Han havde boet over hele verden og havde derfor ikke noget egentligt barndomshjem. Han havde også skiftet skole flere gange, end han kunne huske. Jans forældre havde et godt forhold til hinanden, og de elskede Jan over alt i verden. Han var et ønskebarn og blev på mange måder beskyttet. Faren arbejdede, og moren passede det hjem, som ofte blev skiftet ud.

Jans mor havde været hjemmegående i alle årene og tog sig meget af ham. Der var altid te og boller, når han kom fra skole, og hun spurgte altid, hvordan det var gået, men han lærte at svare „Fint“ i stedet for at fortælle, hvordan han virkelig havde det. Ingen voksne havde sat sig ind i, hvordan det var at være en lille dreng, som hele tiden blev revet op med rode, og som aldrig fik lov til at have en barndom og nogle gode venner ét sted. Ingen forstod, hvor hårdt det var for ham ikke at kunne falde til og lære at indgå i nære og trygge venskaber. Ikke fordi hans forældre var ligeglade, men fordi de ikke vidste bedre. Tværtimod fik Jan tit ros for at være så selvstændig og god til at tilpasse sig. Når han sagde farvel til sine forældre i lufthavnen et sted i verden og fløj hjem til sine bedsteforældre på sommerferie, vendte han sig ikke engang om og så efter sin far og mor. Han gik bare rank af sted med den fremmede stewardesse i hånden.

Jans proces

I parterapien talte vi blandt andet om hans opvækst. Et langt stykke hen ad vejen syntes Jan, at det havde været en god barndom. Stor kærlighed og tryghed og ingen umiddelbare problemer. Faren og moren havde haft deres roller i familien, og det så ud til at fungere godt for dem.

Imidlertid blev det tydeligt for Jan, hvor hårdt det havde været for ham med de mange skoleskift. Han beskrev meget malende, hvordan han et utal af gange havde stået i kanten af skolegården på endnu en ny skole med et fremmed sprog og forsøgt at aflæse, hvordan de usynlige regler var på netop dette sted. Han prøvede at lure, hvem der var de seje drenge, og da han var rigtig dygtig til fodbold, var det ofte en måde hurtigt at vinde respekt på. Jan opdagede, at han hele sin barndom havde brugt afsindigt mange kræfter på at tilpasse sig og forsøge at aflæse, hvordan han kunne komme til at høre til et nyt sted. Han sørgede for at gå under radaren, men alligevel skaffe sig nogle venner, så han ikke skulle være alene. Jan knyttede sig aldrig rigtigt til nogen, for han lærte hurtigt, at det ikke kunne betale sig, fordi de skulle flytte igen om lidt. Hans ensomhed blev så tydelig, da han beskrev det hele.

Da Jan begyndte at få en spirende forståelse for, hvor vigtigt det havde været, at han havde pakket sine følelser væk i sin barndom, så han kunne bruge al sin opmærksomhed på at tilpasse sig livet på en ny skole og andres forventninger, fik han også en større forståelse for, hvorfor det var så svært at mærke sig selv i dag. Han havde lært at gøre det, han troede, andre forventede af ham. At lytte til sig selv var ham ganske fremmed. Han skulle altså lære sig selv at kende på ny som voksen.

Jan havde altid syntes, at han havde haft en spændende barndom, fordi han både havde boet i Afrika og Asien og USA. Han havde umiddelbart et godt forhold til sine forældre i dag, men billedet af dem og barndommen blev evalueret under parterapiforløbet. I takt med at Jan opdagede, hvor høj en menneskelig pris han havde betalt på grund af alle de skoleskift og dilemmaet med loyaliteten over for især sin mor, blev det svært for ham at blive ved med at være lige så glad for sine forældre. Hans mor havde jo villet ham alt det bedste med sin varme og sine boller og sin te, men hun havde ikke for alvor set ham. Det gik op for ham, at forældrene havde svigtet ham. Ikke med vilje, for det var ikke deres intention, men de havde svigtet, fordi de ganske enkelt ikke havde passet godt nok på hans følelser gennem de alt for mange skift, der havde været i løbet af hans barndom. Jans proces kom derfor til at handle om at ændre nogle gamle overlevelsesmekanismer fra barndommen. Han skulle lære at vende blikket indad og mærke, hvad der føltes rigtigt for ham, fremfor at have sit fokus på Henriette og det, han troede, hun forventede af ham. Han skulle lægge de mekanismer fra sig, som han havde brugt i forhold til sine skolekammerater i sin barndom.

Igennem parterapiforløbet begyndte Jan at skrive dagbog. Han skrev, hvordan han havde det, hvad der optog ham, hvad han tænkte på, og hvilke følelser og fornemmelser der var dukket op hos ham i løbet af dagen. I den proces opdagede han, hvor meget energi han stadig brugte på at tilpasse sig. Når han var ude i forretningsøjemed, når han mødtes med sine venner, tunede han ind på det, han formodede, de forventede af ham. Han kunne aldrig slappe af og være sig selv, for han tænkte hele tiden på, hvad de andre mon tænkte om ham, og på hvordan han burde opføre sig for at blive accepteret.

Jan øvede sig i at mærke efter. Nogle gange føltes det tomt indeni, og andre gange kunne han mærke noget, som ikke nødvendigvis gav mening, men der var hul igennem til følelserne og fornemmelserne.

Jan øvede sig også i at dele det, han mærkede, med Henriette. Han syntes selv, det var ret fjollet at sige, at han havde haft lidt ondt i maven før et møde i dag, og på mange måder følte han sig som det barn, han følelsesmæssigt var. Jan var umoden, når det kom til følelser, for han havde måttet lukke ned så tidligt i sit liv, at hans følelsesmæssige udvikling var stagneret.

Det at være vidne til Jans proces gav Henriette et godt indblik i, hvad det oprindeligt var, hun havde forelsket sig i hos Jan. En af de sidste gange i parterapien beskrev hun det, som om hun instinktivt havde forelsket sig i den følsomme mand, som Jan var indeni, men som han pga. sin barndom ikke havde lært at vise hende.

Jan var taknemmelig for, at Henriette havde insisteret på, at de skulle være tættere. Han opdagede, at det også havde været en længsel i ham at kunne mærke sig selv og vise hende sin kærlighed. Han opdagede, at han ikke bare havde savnet at være tæt med Henriette, men at han også havde savnet at være tæt med sig selv. At kende sig selv og mærke sig selv.

Mine overvejelser

Jan og Henriette havde på mange måder et godt og rart forhold, og det tog mig nogen tid i parterapien at stille skarpt på, hvor problemet var. Hvorfor var Henriette så utilfreds? Når jeg lytter til mine klienter, lytter jeg til deres ord, men jeg lytter også med kroppen. Ofte er det her, jeg kan mærke, hvad der foregår under overfladen. Men med Jan og Henriette var det lidt svært at få fat i. De var begge så søde, nemme at holde af og korrekte. Jeg kunne godt fornemme, at de var lidt „kedelige“, at der ikke var så meget fis og livlighed med dem. Så på den måde gav det god mening, at Henriette savnede det. Men umiddelbart var hun også selv sådan. Hvis hun nu havde været fuld af farver med knald på, mens han havde været lidt grå, så kunne jeg bedre forstå det. Men sådan var det ikke. De var begge afdæmpede. Samtidig ved jeg, at vi mennesker godt kan fremstå på én måde og alligevel have en længsel i os efter noget andet. Vi aner bare ikke, hvordan vi skal skaffe os det. Som de fleste havde Henriette mere fokus på det, hun savnede hos Jan, end på sit eget bidrag, og fordi deres problemer ikke hang uden på tøjet, tog det mig noget tid at få øje på, hvad der foregik. Vi skulle tale os ind i det.

Når jeg møder mennesker, som er mere motiverede af at holde på deres partner end af at finde ud af, hvad deres egen andel i udfordringerne er, så skal jeg altid være ekstra opmærksom på at få dem involveret. De skal med tiden meget gerne få fornemmelsen af, hvad det her kan give dem selv, og de skal have en følelse af at gøre det for sig selv, ikke kun for den anden. Det er den stærkeste motiverende faktor. Sådan blev det også for Jan, efterhånden som processen skred frem.

Han opdagede, at det at mærke sine følelser også gjorde ham meget bedre til at træffe beslutninger i sit job. Han kunne i højere grad gå efter sin mavefornemmelse end efter det, han troede, de andre forventede af ham. Jo flere gode erfaringer, han gjorde sig med, at det var den rigtige beslutning, jo stærkere blev han i troen på, at han kunne mærke, hvad der var det rigtige for ham, og hvad der ikke var. Når det især er den ene i et parforhold, som skal udvikle sig, er det også meget vigtigt at hjælpe vedkommende med at bevare ligeværdigheden i forholdet. Det ville være meget usexet, hvis Henriette var endt som Jans mor, forstået på den måde, at hun skulle være den rummelige og omsorgsfulde og hjælpe ham og hans følelser på vej. Det ville blot gøre uligheden imellem dem større og ikke gavne dem. Bare fordi der er særligt fokus på den ene parts udvikling, betyder det ikke nødvendigvis, at den anden er perfekt.

Det interessante er ofte, at når det altoverskyggende problem med tiden bliver opløst, så kommer der andre udfordringer frem i lyset. I Henriettes tilfælde handlede det om, at hun i årene med Jan ikke for alvor havde turdet gå til ham. Hun var lidt konfliktsky og meget optaget af at bevare den gode stemning i forholdet, og derfor kom de meget langt ud, før Henriette nåede sit „nu er nok nok.“ Derfor blev det mig, som i parterapien var lidt konfronterende over for Jan for at kunne trænge igennem til ham, så han kunne mærke, om det her også var for hans egen skyld, eller om det blot handlede om at holde på Henriette.

Når jeg taler med par i parterapi, er jeg meget bevidst og ydmyg, fordi jeg ved, at de kommer med det, de synes er det sværeste og mest sårbare. Derfor skal jeg balancere imellem at give dem omsorg, anerkendelse og forståelse og til rette tid konfrontationen med virkeligheden, som skal støtte dem i at se tingene, som de er. "Er det sådan her, du har lyst til at leve?", "Synes du, det er o.k., at hun taler sådan til dig?", "Hvor længe skal det her stå på?" eller "Kan du slet ikke mærke, at det, der foregår, er helt urimeligt?" Derfor er det afsindigt vigtigt, at jeg vinder deres tillid, så de ved, at jeg, selvom jeg kan være konfronterende, også passer på dem og er villig til at undskylde og reparere relationen, hvis jeg går for langt.

Det skal I være opmærksomme på i jeres parforhold

Hvis du kan genkende dig selv og din partner i Jans og Henriettes forhold, så har I måske altid tænkt: "Jamen vi er bare forskellige" og "Sådan er vi bare, og det kan der ikke laves om på." Vær bevidst om, at I har meget mere frihed og mange flere handlemuligheder end det. I kan udvikle jer og forandre jer på de områder, I ønsker jer. Det kan være svært at gøre selv, så søg hjælp til det, som ikke fungerer. Vigtigst af alt: Søg hjælp, før I er for ødelagte af det destruktive mønster. Hvis Henriette ikke havde taget Jan med i parterapi på det tidspunkt, hun gjorde, var hendes kærlighed måske visnet med tiden, fordi de ikke havde holdt den i live. Måske havde hun været utro eller forelsket sig i en anden, og derfra kan det være svært, men ikke nødvendigvis umuligt, at vende tilbage.