Boulevard Haussmann, Avenue Foch, Rue du Dr. Lancereaux, Avenue Paul Doumer, Rue Théodule Ribot, Avenue Kléber, Boulevard Raspail – alle sammen navne på store gader i Paris. Men hvem ved i dag, hvem de er opkaldt efter? Prøv at gætte, hvem disse mennesker var.
Der er ingen tvivl om, at de alle sammen var vigtige personligheder i deres levetid – byplanlæggere, generaler, videnskabsmænd. Hvis du levede dengang, ville du for eksempel være blevet himmelhenrykt over en middagsinvitation fra Georges-Eugène Haussmann.
Og hvad med i dag? I dag forlader du Galeries Lafayette på Boulevard Haussmann uden at skænke det en tanke. Over armen hænger dine indkøbsposer fulde af ting, som du egentlig ikke har brug for. Det er sommer, luften over boulevarden bølger som flydende glas, vaniljeisen drypper på din T-shirt og videre ned på dine bermudashorts. Dine fingre er klistrede, og du bliver irriteret over trængslen af de mange turister, som du selv er en af. Men især er det den aggressive trafik, der suser forbi, der går dig på nerverne – her på den agtværdige byplanlæggers fortov, hvis navn du er fuldkommen ligeglad med. Haussmann – hvem? Ædt op af historiens orme.
Hvis udløbsdatoen for så fremtrædende navne som Haussmann, Foch eller Raspail ligger cirka fire generationer fremme i tiden, vil nutidens store navne også være smeltet bort i løbet af få generationer. Med andre ord: Om 100, senest om 200 år vil der næppe være nogen, der ved, hvem Bill Gates, Donald Trump eller Angela Merkel var. Og allerede om få årtier vil der ikke være nogen, der tænker på os to – dig, kære læser, og mig selv.
Forestil dig to hypotetiske mennesketyper: A og B. Individerne af type A er i besiddelse af en grænseløs følelse af selvværd. Individerne af type B har derimod en ret begrænset følelse af selvværd. Hvis nogen stjæler deres mad, gør krav på deres hule eller tager deres parringsfælle fra dem, reagerer B-individerne afslappet. Sådan er livet nu engang, siger de til sig selv, jeg finder noget andet at spise, en anden hule, en anden partner. A-individerne reagerer stik modsat,bliver rasende og indleder et voldsomt forsvar for deres besiddelser. Hvilken mennesketype har de bedste chancer for at videregive sine gener til den næste generation? A, selvfølgelig. Og det er faktisk også umuligt at leve uden en vis portion ego. Prøv blot engang at klare en hel dag uden at udtale ordene ”jeg” eller ”min”. Jeg har prøvet det med jammerligt resultat. Kort sagt: Vi tilhører mennesketype A.
Problemet er: Den følelse af selvværd, som vi har arvet fra vores A-forfædre, gør livet surt for os, fordi den er indstillet for sensitivt. Vi eksploderer ved de mindste fornærmelser, også selv om de er latterligt små i forhold til truslerne i stenalderen – man roser os ikke nok, man reagerer ikke passende på vores bestræbelser på at gøre os gældende, man nægter os en invitation. I de fleste tilfælde har de andre faktisk ret: Vi er ikke så betydningsfulde, som vi selv tror.
Et godt råd: Prøv at betragte din egen betydningsfuldhed ud fra næste århundredes perspektiv – fra det tidspunkt, hvor dit dyrebare navn er reduceret til ingenting, uanset hvor fantastisk du end måtte være i dag. Det er ligefrem en grundlæggende bestanddel af det gode liv, at man ikke tager sig selv for højtideligt. Det hænger endda omvendt sammen: Jo mindre højtideligt du tager dig selv, jo bedre er dit liv. Hvorfor? Det er der tre grunde til.
For det første: Det koster energi at tage sig selv højtideligt. Hvis man tager sig selv højtideligt, er man nødt til at drive både et sende- og et radaranlæg på én gang. På den ene side sender du dine selvfremstillinger ud i verden. På den anden side har du som radar permanent travlt med at registrere, hvordan omverdenen reagerer på det. Spar dig selv for alt det besvær. Sluk for både sendeanlæg og radar, og koncentrer dig om dit arbejde. Konkret: Vær ikke nogen nar, lad være med at fortælle om dine fænomenale succeser, og hold dig fra name dropping. Det er komplet ligegyldigt, om du netop har været til privataudiens hos paven. Hvis ja, kan du glæde dig over det, men lad være med at hænge billeder af det op i lejligheden. Hvis du er millionær, så hold dig fra at sponsorere bygninger, professorater eller fodboldstadioner i dit navn. Det er tåbeligt. Hvorfor ikke med det samme bestille tv-spots til glorificering af din person? Haussmann og konsorter fik i det mindste deres gader gratis.
For det andet: Jo mere højtideligt du tager dig selv, jo hurtigere bliver du narret af Self-serving Bias (på dansk omtrent egennyttig fejlbedømmelse). Du gør nogle ting – ikke for at nå dine mål, men for at puste dig selv op. Blandt investorer ser man ofte Self-serving Bias. Disse investorer køber aktier i glamourøse hoteller eller sexede teknologivirksomheder – ikke fordi det er gode værdipapirer, men fordi de dermed kan gejle sig op personligt. Dertil kommer, at mennesker, der tager sig selv meget højtideligt, systematisk overvurderer deres viden og færdigheder (såkaldt overconfidence, på dansk: selvvurdering) – hvilket fører til graverende fejlafgørelser.
For det tredje: Du skaber dig fjender. Hvis man tager sig selv højtideligt, tillader man ikke, at andre gør det samme. Det ville forringe den relative position. Allersenest når du har fået succes, vil folk, der også tager sig selv højtideligt, skyde på dig. Ikke et godt liv.
Du mærker det: Dit ego er snarere din modstander egeligt at være romersk kejser. Ved at skrive dagbøger (kaldet Selvbetragtninger) tvang han sig konstant til at fastholde beskedenheden – ikke nogen let opgave, når man er den mægtigste mand i verden. Men ikke kun filosofien, også religionen tilbyder tankeredskaber, der kan bruges til at sætte grænser for egoet. I mange religioner opfattes selvværdsfølelsen endda som en manifestation af Djævelen. Men i de seneste 200 år er der blevet løsnet op for de kulturelle ego-bremser. Og i dag virker mange mennesker til at være blevet deres egen lille brand manager.
Lad os holde fast i denne tanke: Hver og én af os er kun én ud af milliarder af mennesker. Hver af os lever i et lillebitte udsnit af tiden med et tilfældigt begyndelsespunkt og et tilfældigt slutpunkt. Og hver af os (inklusive denne forfatter) har allerede fyldt mange dumheder ind i dette lille tidsudsnit. Vær glad for, at der ikke er opkaldt nogen gader efter dig. Det ville stresse dig. Det er bedre at leve beskedent – uendelig mange gange bedre. Selvbevidsthed er simpelt – det kan enhver finde ud af. Beskedenhed er derimod svært, men det er mere kompatibelt med virkeligheden. Og det virker beroligende på følelsernes karrusel.
Mange mener, at beskedenhed vil blive straffet. Men er det ikke nærmest det samme som en invitation til de andre om at trampe på dig? Det modsatte er tilfældet. Hvis du forfølger en klar personlig udenrigspolitik (kapitel 9), vil man respektere dig så meget desto mere, jo mere beskeden du er. Det lykkes bedst, hvis du er ærlig – især over for dig selv.
Selvovervurdering har udviklet sig til en sand civilisationssygdom. Vi har bidt os fast i vores ego som en hund i en gammel sko. Giv slip på denne sko. Den indeholder ingen næring. Og den kommer snart til at smage råddent.
Hvis du vil læse mere fra Rolf Dobelli, kan du købe bogen her.