Forfatter Jørn Riel fylder 90 år: Det meste er løgn. Men historierne er alligevel sande

Jørn Riels store forfatterskab er fyldt med natur og menneskers vilje til at overleve. Fredag fylder han 90 år, og samtidig udkommer bogen ”Skrøner”, der er en samling af forfatterens fortællinger fra det nordøstlige Grønland

90-års fødselaren Jørn Riel debuterede sent som forfatter. Først som 40-årig fik han sin første bog udgivet. Siden er det blevet til mere end 50 titler, og hans bøger er oversat til 19 sprog.
90-års fødselaren Jørn Riel debuterede sent som forfatter. Først som 40-årig fik han sin første bog udgivet. Siden er det blevet til mere end 50 titler, og hans bøger er oversat til 19 sprog. Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Det meste er løgn, men historierne er alligevel sandfærdige.

Sådan har Jørn Riel sagt om sit over 50 år lange forfatterskab, der hele vejen har været båret af en ægte begejstring for den gode historie. I timer, der er blevet til dage, uger, måneder og år, har han lyttet til mennesker, der kunne fortælle historier og har så på sin helt særlige måde vendt og drejet de mundtlige beretninger i sine romaner, så man som læser både griner og græder.

Forfatteren, der fylder 90 år i dag, er blevet kaldt for skrønernes mesterskribent og er, ligesom Karen Blixen var det, en ægte storyteller. Hans forfatterskab bygger videre på en tradition, som findes i folkeslag over hele verden, hvor mundtlige overleveringer er den vigtigste formidling af kulturer og traditioner.

En stor del af sin inspiration har Jørn Riel fået i selskab med mennesker i Grønland, og da han for nogle år siden blev spurgt om, hvad han ønsker, læserne skal tage med sig fra hans bøger, svarede han:

”Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Jeg håber blot, at de kan have det lige så godt i selskab med de mennesker i Grønland, som jeg har det.”

Sin medfødte eventyrlyst gjorde ikke – i første omgang – Jørn Riel til forfatter, men den bragte ham tidligt rundt på egen hånd. Allerede som 15-årig blaffede han ned gennem det krigs-ødelagte Tyskland. Til forældrene havde han fortalt, at han tog på en cykeltur i Jylland, så heller ikke dengang fejlede talentet for at fortælle en god historie noget.

Nogle år senere tog han den sikre vej til at forene udlængsel med fast arbejde og uddannede sig til navigatør og radiotelegrafist. Som sådan kom han i 1953 med polarforskeren Lauge Koch på en to år lang ekspedition til Grønland.

Det blev en afgørende katalysator for Riels forfatterskab. For på den tur begyndte han at lytte til skrøner fortalt af de grønlændere, han mødte. Da ekspeditionen var slut, fortsatte han livet i Grønland, nærmere bestemt i byen Scoresbysund i Østgrønland, hvor han ivrigt skriblede de historier, han fik fortalt af grønlændere, ned i stilehæfter. Det blev til ikke færre end 19 stilehæfter.

De var egentlig kun tænkt til skrivebordskuffen, men bogsælgeren Jørgen Fisker, som senere blev forlagsredaktør, fik ham på andre tanker. Uden at Jørn Riel vidste det, afleverede han stilehæfterne til det nu lukkede Hasselbalchs Forlag, som gerne ville udgive teksterne.

Det endte med, at Jørn Riel fik udgivet i alt 10 skrønesamlinger over en længere årrække. Den første, ”Den kolde jomfru og andre skrøner”, udkom i 1974. Inden da var Jørn Riel fire år tidligere debuteret som forfatter med romanen ”En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt”. Siden har han udgivet flere end 50 bøger.

I skrønerne, der kredser om de fangstfolk, man fra dansk side havde udstationeret i Nordøstgrønland for at opretholde dansk suverænitet over landet, skriver Jørn Riel om det store i det små. Det handler altid om eksistensen – især om menneskers vilje til at overleve. Og om naturen som en slags opdrager til ydmyghed.

Efter årene i Grønland blev Jørn Riel såkaldt field officer i FN, hvor han blev sendt ud til krigszoner i blandt andet Mellemøsten. Sideløbende blev han ved med at skrive historier, og da de efterhånden også blev udgivet, og dermed gav ham og familien brød på bordet, valgte han et liv som fuldtidsforfatter. For 10 år siden, da han fyldte 80 år og samtidig kunne fejre, at det var 40 år siden, han debuterede som forfatter, deltog Jørn Riel på en Grønlandsekspedition og blev i den forbindelse spurgt om, hvad der fascinerer ham ved Grønland. Til det svarede han:

”Landet i sig selv, og den kolossale frihed, man føler ved at være der. Jeg har mange gode minder med befolkningen, de er så umiddelbare og venlige og hjælpsomme. Og så er de stadig dygtige fangere.”

Sin store litterære anerkendelse fik Jørn Riel i 1984 med slægtssagaen ”Sangen for livet”. Forfatteren Poul Borum kaldte ved den lejlighed blandt andet Jørn Riel for ”en vidunderlig historiedigter”. Det ultimative skulderklap til forfatterskabet var, da Det Danske Akademi i 2010 valgte at tildele Jørn Riel Akademiets Store Pris. En vigtig hæderbevisning var det også, da forfatteren fem år tidligere modtog De Gyldne Laurbær for værket ”Cirkulæret og andre skrøner”.

I dag er Jørn Riels bøger oversat til 19 sprog.

Jørn Riel er vokset op i København og har siden boet mange steder i verden, de seneste år i Kuala Lumpur i Malaysia. Om det har han fortalt:

”Efter så mange år i Grønland ville vi gerne bo i troperne. Malaysia har den bedste infrastruktur, og så tager de livet ret afslappet. Men naturen kommer ikke op på siden af Nordøstgrønland. Til gengæld bor vi dør om dør med junglen til den ene side, og til den anden side har vi 10 minutter til centrum af Kuala Lumpur. Vi har ofte besøg af aber på terrassen.”

På 90-årsfødselsdagen i dag udgiver forlaget Lindhardt og Ringhof en stor bog med 30 af Jørn Riels skrønefortællinger og et forord af forfatteren. Den har slet og ret fået titlen ”Skrøner”.