Forfatter til ny bog: Det var de ukendte missionærer, der gjorde vikingerne kristne

Ofte begrundes overgangen til kristendom i Danmark økonomisk og strategisk fra kongen og nedefter. Men arkæologiske fund fra de senere år fortæller en anden historie. Det er på tide, at vi genopdager den franske munk Ansgar og hans mission mod nord, mener forfatter til bogen "Da vikingerne mødte korset"

Hein Heinsens statue af den franske munk Ansgar foran Ribe Domkirke. Foto: Jens Christian Top / Scanpix
Hein Heinsens statue af den franske munk Ansgar foran Ribe Domkirke. Foto: Jens Christian Top / Scanpix.

Ansgar fremstår som en mærkelig blanding mellem tiggermunken Frans af Assisi og Frodo Sækker fra J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre. Han vandrer ud på de mest dødbringende opgaver, som hverken han selv eller andre tror, at han nogensinde kommer tilbage fra. Han gennemlever næsten lige så megen modgang, anslag på sit liv og overfald som Frodo på hans rejse fra Herredet til Dommedagsbjerget. Han rejser på må og få ud i områder, som han ikke kender, med trofaste venner og medarbejdere, hvoraf nogle dør. Men for ham er det nok, at han når frem til Dommedagsbjerget. Han har ikke andre jordiske håb. Samtidig minder Ansgar os også om Frans af Assisi.

Den fromme, enfoldige tro bærer ham frem i et liv i askese og afsondrethed, når det er muligt. Han har mange kampe med at tugte kroppen, Broder Æsel, som Frans kærligt og realistisk kalder det menneskelige korpus. Han afstår som Frans let fra verdslige nydelser, men fristes af ”forfængelighedspesten”. Han omgås gerne de fattige og syge.

Foran Ribe Domkirke står i dag en statue af Ansgar, udført af Hein Heinsen i 2016. Statuen bærer dette drama i sig. Ansgar holder velsignende sin højre hånd frem, men han har et sårmærke i den, som viser, at han har lidt for Kristus. Med den venstre hånd holder han en nordisk dæmon tilbage, der angriber ham og de ripensiske danere, som han forkynder for med let bøjet hoved. Hans munkekutte er delt i to: Den højre er benediktinerens glatte, enkle kutte, den venstre bølger og snor sig i vikingetidsmønstre. Hans venstre skulder er delvist hugget igennem, og han bærer korset på ryggen.

Sådan fremstiller benediktinermunken og ærkebiskoppen Rimbert ham også i sin helgenbiografi, som blev til kort efter Ansgars død i 867. Helgenbiografier er som regel lidet troværdige og ret kedelige. Rimberts adskiller sig på flere måder. Han har gennem 24 år rejst, boet med og omgåedes Ansgar. Rimbert er Ansgars fortrolige ven. Han kender hans visioner og drømme, hans vendinger og meninger, hans gøren og laden ned til mindste knude i de fiskenet, som Ansgar knyttede i ledige stunder. Han skriver bogen til munkene i Corbie, hvoraf flere kendte Ansgar. Han har selv oplevet mange hændelser og gjort noget ud af at tale med øjenvidner. Desuden fortæller Rimbert meget ”udenom” Ansgar. Det gør bogen til en af de bedste samtidige kilder til nordisk religion og religionsmødet.

Ansgar bliver kaldt ”Nordens apostel”. Men den nutidige dom over ham er, at bortset fra ganske få kirker i Birka, Hedeby og Ribe og de menigheder, som fulgte med, skabte han ikke en overgang til kristendommen. Den kom først 100 år senere med Harald Blåtands dåb i 960’erne. Er Ansgar blot en lille og ret ubetydelig parentes i frankernes mislykkede magtpolitik, som på grund af kirken og de overleverede skrifter har fået en uforholdsmæssig stor plads i Danmarkshistorien?

Nye fund ændrer fortiden

Arkæologerne har gravet i Ribe gennem de seneste 10 år, og under den gamle bys overflade har man bragt over 100.000 enkeltfund for dagens lys – alt fra den ældste teglstensbygning over den eneste kendte runesten fra Sydvestjylland til kristne grave fra 800-tallet. Derved har de fundet den rygende pistol, som hidtil har manglet for at forbinde den franske munk Ansgar med Ribe. Indtil nu har forbindelsen blot været en påstand fremført af Rimbert i hans biografi over Ansgar.

Den tidligste Danmarkshistorie må skrives om, for under udgravningerne ved domkirken i Ribe i 2008-2012 er der påvist en stor kristen kirkegård. Arkæologerne anslår, at der er begravet omkring 3000 kristne fra cirka 860 til 1050. Det svarer til 10-15 begravelser om året. Overinspektør Morten Søvsø fra Sydvestjyske Museers arkæologiske afdeling fastslår på denne baggrund: ”Der er med overvejende sandsynlighed tale om Ansgars kirke(gård), og Ribe Domkirke kan således i lige linje føre sine rødder tilbage til midten af det 9. århundrede.” En tredjedel af de skeletter, som er blevet tids- og kønsbestemt fra før 1050, er fra 800-tallet og kan i levende live meget vel have mødt Ansgar, da han indviede kirken i Ribe eller kom på visitats.

Kønsfordelingen i de kristne grave viste, at der var kvinder og børn i de første begravelser. Det tyder på, at der var en by med fastboende kristne. Hvis Ansgar har fulgt sin normale fremgangsmåde, når en kirke oprettedes, så er han blevet der en rum tid for at sætte gudstjenestelivet i gang. Han har sørget for bøger og klokke, men sikkert også givet anvisning på skolegang, indrettet bibliotek, bygget præstegård og foretaget frikøb af slaver, som kunne bruges i kirketjenesten, og mange andre praktiske ting. Ansgar har sandsynligvis stået for en eller flere missionstaler på det dansk, han efter alt at dømme beherskede godt. Han har forestået gudstjenester og måske selv lagt en af de første døde i graven.

Hvorfor lige Ribe?

Når Ansgar ønskede at bygge en kirke i Ribe og fremlagde ønsket for den danske kong Horik 2., skyldtes det, at Ribe var porten mod vest og et betydningsfuldt mødested for danerne. Det var stedet, mennesker mødtes i 850’erne, og her måtte kirken opføres, for at missionen skulle få effekt.

Ribe var blevet til som kongelig handelsplads allerede i 700-tallets begyndelse. Kongen, som oprettede handelspladsen, der senere omkring 800 skulle vokse til en by, var sandsynligvis den Angantyr, som den angelsaksiske missionær Willibrord blev afvist af, da han forsøgte at kristne ham. Mødet kan meget vel have fundet sted i Ribe, fordi Willibrord havde missioneret langs Frislands kyster og efterfølgende forsøgte sig hos danerne – og hvilket mødested kunne være mere oplagt på Vestkysten? Især fordi vi ved, at Willibrord frikøbte 30 danske drenge, som han tog med mod syd. Der må jo have været et slavemarked. Drengene skulle uddannes til missionærer, der forhåbentlig i fremtiden ville have bedre held med sig.

Danerstammen var allerede i begyndelsen af 700-tallet ved at blive en vigtig magt. De danske kongers store byggerier viser, at deres formåen var betydelig. I årene omkring 737 byggedes en 15 kilometer lang vold ved Hedeby, der var besat med to meter høje palisader. Det var en udvidelse af Dannevirke.

Til volden blev der brugt 30.000 egetræer, og der skulle flyttes hen ved 80.000 kubikmeter jord og tørv til stedet, så en magt med betydelige organiseringsevner har stået bag projektet. Derudover blev der f.eks. nord for Varde bygget brede træveje over sumpet terræn. Der blev på Samsø skabt en kanal på over 500 meters længde, og ved Gudsø omkring Kolding blev der opført fæstningsværker.

Kilderne tillader ikke meget andet end gæt, når man skal beskrive udstrækningen af riget, men Fyn og Sjælland har formodentlig været del af de herskende danske slægters magtområde, måske også lidt af Sydnorge. Kongerne var på den tid ofte ”samkonger”, det vil sige flere herskede på samme tid og det forvirrer forestillingen om et samlet rige under en konge helt frem til 1100-tallet. Først da Danmark er kristnet, vinder den bibelske tanke om Israel som forbillede for en nation indpas med én konge og ét folk.

Europapolitik i år 800

Lige sydøst for Danmark herskede i 700- og 800-tallets begyndelse den slaviske stamme abdoriterne, som nogle gange var danskernes forbundsfæller og andre gange Frankerrigets allierede. Sydvest for danernes land lå Sakserlandet, der fra 772 og frem til sakserkrigens afslutning i 804 erobredes af frankerne.

Frankerriget var Vesteuropas altdominerende magt i 700- og 800-tallet. Den hurtige ekspansion under Karl den Store flyttede frankernes grænser frem til Barcelona i Spanien, hvor der gennem mange årtier førtes intense grænsekrige med muslimerne, der siden 711 havde behersket det meste af Den Iberiske Halvø. Rom havde også frankerne til nabo, og paven var gennem store dele af 700- og 800-tallet under den frankiske konge og senere kejsers kontrol. Det var paven, som i 800 kronede Karl den Store til kejser og således genoprettede Det Vestromerske Rige, som var gået under i 476. Det nuværende Tyskland, Østrig og den nordlige del af Balkan blev erobret.

Således stødte frankernes rige op til Det Østromerske Rige, som omfattede store dele af Balkan og det nuværende Tyrkiet. Længere mod øst befolkedes de østeuropæiske lande af slaviske stammefolk.

Mod vest herskede forskellige angelsaksiske konger over De Britiske Øer, mens den oprindelige keltiske befolkning var trængt ud i yderområderne i det, som i dag er Skotland, Irland og Wales. Fra England var der livlig kontakt med danerne dels gennem handel, dels gennem krig og vikingetogter. Men også gennem missionsiveren, der udgik først fra irokelterne og senere fra angelsakserne, der ville ”tilbage” til deres fætre i Jylland, Anglen og Sachsen for at skænke dem evangeliet. Missionen, der bragte korset mod nord, kan derfor beskrives som en storm fra nordvest fra Irland og England, der skiftede kurs mod syd og fra Frankerriget igen svingede mod nordøst over Friesland, Nordtyskland og endte i Skandinavien. Mod nord og nordøst sad nordmænd, sveaer og gøtere.

De sidstnævnte havde et samfund organiseret nogenlunde på samme måde som danerne. Men om de skandinaviske folk ved man meget lidt undtagen forskellige klosterannalers beretninger om vikingeoverfald i 700- og 800-tallet. Det store flertal i disse nordiske lande dyrkede de gamle nordiske guder og var fremmede over for kristendommen og europæisk skrivekunst.

Man nøjedes med runealfabetet, som vi ser minder fra på runesten over hele Norden. Først med indførelsen af kristendommen kan kirkens klerke kaste lys over landene og deres indbyggere. Det var til disse vilde og ukendte folkeslag, Ansgar skulle begive sig som missionær og få en afgørende betydning for kristendommens indførelse i både Danmark og Sverige.

Hvorfor blev danerne kristne?

Når man skal forklare, hvorfor danerne blev kristne, så fortælles ofte en historie om magt og politisk opportunisme: Kongerne så en fordel i at gå over til kristendommen eller tvinge andre. Man tilpassede sig de stærkere magter mod syd. Det var desuden godt for handelen, at man var kristen. Vi finder bl.a. denne forklaring i Danmarks Radios store satsning om Danmarkshistorien, som i 2016 og 2017 vistes på DR1. Vi finder samme forklaring i udstillingen ”Kongernes Jelling”.

Men dækker disse materialistiske årsager den virkelighed, som Ansgar og danerne stod i? Æren for omvendelse og arbejdet med høj og lav, fra samfundets centrum til de fjerneste afkroge af landet, tilfaldt de kendte og ukendte missionærer.

Hvad brugte missionærerne af argumenter, hvilke pædagogiske metoder brugte de, hvordan fremførte de deres forkyndelse, hvilken baggrund havde Ansgar for sin mission? Det er alt sammen spørgsmål, vi må stille, for at kaste lys over en helt afgørende periode af Danmarkshistorien.

Vikingetidens virkelighed var religiøs. Her herskede guderne, ikke materialistiske rationaler om magt og penge.

Skal man sætte det på spidsen, så troede datidens mennesker lige så meget på gudernes eksistens, som vi nutidsdanere tror på den demokratiske velfærdsstat. Altså en struktur, der ligger bag al virkelighed og passer på os, som har sine præster i læger, psykologer og socialrådgivere, sine diakoner i lærere, pædagoger og det kommunale parkvæsen, og kongen og hans mænd i landets valgte statsminister, regering, djøf’ere og Folketing.

Man kan på denne skæve måde se på konflikten mellem Hvidekrist, som Ansgar forkyndte, og danernes asatro, som kom et menneske til Danmark anno 2018 og forkyndte at velfærdsstaten var en falsk konstruktion og ikke fandtes, men han havde en sand opskrift på, hvordan et godt samfund ser ud. Det ville ikke blive hørt uden modstand, selvom mange gerne ville lytte.