Formand for islamkritisk forening: Afbrydelse under andagt var et ”wakeupcall” til biskop

I morgen falder der dom i en retssag, hvor tre personer er sigtet for at have forstyrret en andagt i Roskilde Domkirke ved at afspille et muslimsk bønnekald. De tiltalte er medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD), som har kritiseret biskop Peter Fischer-Møller for at støtte opførelsen af en moské

I morgen falder der dom i en sag, hvor tre personer er anklaget for at forstyrre biskop Peter Fischer-Møller under en andagt i Roskilde Domkirke sidste sommer.
I morgen falder der dom i en sag, hvor tre personer er anklaget for at forstyrre biskop Peter Fischer-Møller under en andagt i Roskilde Domkirke sidste sommer. Foto: Claus Beck/ritzau/Scanpix.

Det kan få konsekvenser for de personer, der forstyrrede en andagt i Roskilde Domkirke i august sidste år. I morgen falder der nemlig dom i sagen, hvor tre medlemmer af foreningen Stop Islameringen af Danmark (SIAD) er sigtet for at afspille et muslimsk bønnekald under andagten, som biskop Peter Fischer-Møller holdt.

Medlemmerne af Stop Islamiseringen af Danmark afspillede bønnen for at gøre Peter Fischer-Møller opmærksom på, hvordan et bønnekald vil lyde fem gange om dagen. Foreningen er vred over, at biskoppen har støttet opførelsen af Ayasofya-moskéen i Roskilde. Biskoppen deltog i det første spadestik til moskéen sammen med blandt andet borgmester Joy Mogensen (S) og den tyrkiske ambassadør i Danmark, Mehmet Dönmez.

En video fra andagten viser, at Peter Fischer-Møller netop har givet tegn til menigheden om at synge salmen ”Herren god, som uden grænser”, da den muslimske bøn afspilles første gang. Herefter prøver kirkens personale at lokalisere lyden, men uden held. Under nadveren afspilles bønnen igen, og denne gang lykkes det personalet at finde frem til megafonen. Peter Fischer-Møller konfronterer en kvinde bagerst i kirken, hvor lyden kommer fra, og beder hende slukke. Kvinden svarer tilbage med spørgsmål som ”Hvornår konverterer du til islam?” og ”Menigheden må da godt vide, hvor du står, må de ikke?”

Peter Fischer-Møller forsøger at mane til ro ved at tilbyde kvinden, at de kan tale sammen efterfølgende, men siger, at han gerne vil afslutte andagten på værdig vis.

”Det er ikke særligt hensynsfuldt for de mennesker, der kommer for at deltage i en gudstjeneste, at man afbryder en gudstjeneste, fordi man gerne vil sende mig en besked,” siger Peter Fischer-Møller til Ekstra Bladet.

Selv kalder formanden for SIAD, Anders Gravers, aktionen for et ”wakeupcall” til biskoppen. Foreningen har tidligere forsøgt at vække biskoppen klokken 5 om morgenen ved at afspille et bønnekald. Noget, Peter Fischer-Møller hævder ikke at have hørt.

”Det var en planlagt aktion. Det wakeupcall, som biskop Peter Fischer-Møller fik i fredags, var det bønnekald, som vi lovede, at han skulle få at høre,” siger Anders Gravers til Sjællandske Medier.

De tre personer, som forstyrrede andagten, kan risikere en bøde eller en fængselsdom, skriver Berlingske.

Kristeligt Dagblad har forsøgt at kontakte Peter Fischer-Møller for at få en kommentar. Biskoppen er på ferie og ønsker ikke at kommentere sagen.