Danske statsborgere, der tager til udlandet for at kæmpe for terrororganisationen Islamisk Stat, skal dræbes. Sådan lød det i går fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.
Om det juridiske i spørgsmålet sagde Peter Veddel Kissing, seniorforsker fra Institut for Menneskerettigheder, i dag til Jyllands-Posten:
”Genevekonventionen og folkeretten siger, at hvis man har en krig eller kampzone, og man er sikker på, at modparten er en fjendtlig soldat, så er det lovligt at skyde vedkommende. Man behøver ikke advare først eller forsøge at arrestere. Så det er nogle meget vidtgående regler, hvis man er sikker på, at det er en fjendtlig soldat, så kan man skyde vedkommende selvom vedkommende står uden våben og ikke udgør en umiddelbar trussel mod sig selv."
Men hvad med moralen og etikken i ideen? Det har vi talt med lektor i etik og moralfilosofi fra Aarhus Universitet, Morten Dige, om:
Hvilke etiske retningslinjer og principper gælder, når det drejer sig om krig?
Man kan sige, at den klassiske opfattelse af krig er, at det er noget, der udspiller sig mellem stater. I det tilfælde er det fremmede soldater, man dræber, og så har man nogle gange problemet med overløbere og forrædere. Der plejer man at sige, at det er rimeligt at frihedsberøve dem. Men det er ikke normalt at dræbe egne statsborgere.
Gør de samme sig principper sig gældende i krigen mod terror?
I det tilfælde er sagen ikke, at vi er involveret i en krig, men at det er danske statsborgere, der involverer sig i en krig på fremmed territorium. Her kæmper de for nogen, som er vores modstandere. I stedet vil jeg hellere sige, at der er tale om kriminalitetsbekæmpelse.
Hvad betyder det for den måde, som Danmark kan og bør agere?
Når det kommer til kriminalitet, er det vigtigt, at man graduerer sin magtanvendelse. Altså bruger den mindst mulige magt. Har vi en forbryder herhjemme, så har vi en forståelse af, at politiet kun i den alleryderste instans trækker våben, og at de så godt som aldrig skyder for at dræbe. Den forståelse forsvinder her, fordi man siger, at man skal gå direkte efter at dræbe. Gradueringen mangler, og det er et problem, hvis vi anser det for at være en mere politimæssig aktion.
Hvordan passer det ind i den danske forståelse af forbrydelse og straf?
Problemet i Peter Kofods forslag er, at man skal kunne bevise ud over enhver tvivl, at folk faktisk er skyldige. Det er et problem, at det er blevet en udbredt praksis i mange væbnede konflikter, at man laver målrettede drab på folk, som man hævder, er terrorister. Men som i nogen tilfælde viser sig ikke at være det. Det tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved, om der er rimelige retsgarantier her.
Danmark er i høj grad funderet i den kristne tro, hvor tilgivelsen er central. Hvilken rolle har tilgivelse i den danske forståelse af forbrydelse og straf?
Den spiller en rolle i forhold til forståelse om, at forbrydere kan rehabiliteres og komme tilbage til samfundet. Derfor har vi for eksempel også exit-programmer for forhærdede kriminelle.
Peter Kofod Poulsen siger, at forslaget er nødvendigt for at forhindre de her mennesker i at komme tilbage til Danmark og begå terror. Hvad tænker du om den udmelding?
Det øjeblik man dræber et menneske, så udelukker man alle andre alternativer. Det her forslag ignorerer derfor fuldstændigt tanken om rehabilitering.
Hvordan kan man sikre, at man ikke rammer uskyldige?
En del af de mennesker, der bliver dræbt med for eksempel droner, er nogen, man ikke har identificeret personligt. Meget krigsførelse er blevet fjernstyret, og en del af de angreb, vi ser, sker baseret på livstilsanalyser. Altså analyserer man folks færden, og så beslutter man, at her har vi at gøre med en terrorist.
Peter Kofod Poulsens udtalelser har efterfølgende skabt intern strid i Dansk Folkeparti om partiets linje i forhold til de danske IS-krigere. Han udtaler i dag til TV 2:
”Jeg har måske udtalt mig en lille smule klodset, i forhold til hvad der egentlig er partiets politik. Det må jeg tage til efterretning.”