Højlydte klapsalver og jubel brød ud ved Kennedy Space Center i Florida, da rumraketten Falcon 9 for godt en uge siden blev skudt afsted fra jorden og på et øjeblik fyldte den skyklædte himmel med hvid røg og damp. Ombord i rumkapslen sad de amerikanske astronauter Robert Behnken og Douglas Hurley, og blandt dem, der spændt overværede opsendelsen, var ikke kun astronauternes familier og USA’s præsident Donald Trump, men også Elon Musk, rigmanden og tech-entreprenøren bag bilfirmaet Tesla.
Det var nemlig hans fartøj, som astronauterne blev sendt afsted i, og dermed blev der den 30. maj 2020 skrevet rumhistorie, da et privat firma for første gang sendte astronauter ud i rummet. Den amerikanske rumfartsadministration NASA havde hyret Musks virksomhed SpaceX til at transportere astronauterne til Den Internationale Rumstation (ISS), som fartøjet koblede sig til efter 19 timers rejse. Og den succesfulde opsending kan betyde, at SpaceX fremover kan blive NASA’s officielle transportfirma.
Rumtransport er kun ét af de områder, hvor virksomheder ser et økonomisk potentiale i det ydre rum. Men private firmaers indtog i rummet er langtfra uden etiske og juridiske problemstillinger. For hvem ejer rummet og dets ressourcer, og hvem bærer ansvaret, hvis noget går galt?
Private virksomheder satser på det ydre rum, fordi de ser et lovende marked, fortæller John Leif Jørgensen, professor ved institut for rumforskning og rumteknologi på DTU. Fremtidsudsigterne tæller blandt andre rumturisme for velhavende privatpersoner, som ønsker en ekstrem ferieoplevelse, samt minedrift i rummet – i første omgang på Månen og senere på asteroider, siger han.
SpaceX blev i første omgang hyret til den historiske opsending, fordi det er lykkedes firmaet at presse prisen på rumtransport meget langt ned, fortæller John Leif Jørgensen. En relativt billig transportservice til rummet er et helt afgørende skridt i den nye æra for rumfart. Til forskel fra tidligere, hvor det primært var staters rumagenturer, der drev udviklingen, spiller private aktører i dag en afgørende rolle i fremtidens brug af det ydre rum. Og der kan være meget at vinde for virksomheder, siger han.
”På himmellegemer i det ydre rum findes ekstremt værdifulde ressourcer, som er sjældne her på Jorden. På Månens overflade er der eksempelvis relativt store mængder af stoffet helium-3, som potentielt kan forsyne menneskeheden med ren og næsten ubegrænset energi. Man regner med, at 20 rumfærger om året fyldt med helium-3 ville kunne dække Jordens energiforbrug,” siger John Leif Jørgensen.
Før man kan udvinde råstoffer fra himmellegemer, bliver man dog nødt til at have en stabil fragtservice, der er til at betale, og især i USA satser mange firmaer på at udvikle den service, siger han.
Selv samarbejder John Leif Jørgensen med flere virksomheder, som går efter at fragte folk til og fra Månen inden for omkring fem år.
Men kan private firmaer så uden videre transportere folk ud i rummet, bygge luksuriøse rumhoteller eller udvinde stoffer, som de kan sælge på Jorden? Rummet er ejet af alle og bør komme hele menneskeheden til gode. Det står i FN’s ydre rum-Traktat fra 1967, der anses som ”rumforfatningen”, fortæller rumjurist Thea Flem.
Og så alligevel.
”Traktatens ordlyd gør det klart, at man ikke kan gøre krav på ejerskab af himmellegemer. Men hvad med de gevinster, man kan hive ud af himmellegemerne? En helt bogstavelig tolkning ville sætte mange begrænsninger op for mulighederne for at udføre aktiviteter i rummet. I dag vil mange rumjurister lave en formålstolkning af traktaten og mene, at man godt kan udvinde og eje ressourcer fra det ydre rum set ud fra betragtningen om, at man også har ret til at have adgang til rummet og til at bruge det,” siger Thea Flem.
Hun sammenligner spørgsmålet om ejerskab og retten til at drive forretning i det ydre rum med fiskeri i internationalt farvand.
”Internationalt farvand er også fælleseje, men det er fiskene, du hiver ud af det, ikke. Men der er stadig miljøregler og andet, som man skal overholde.”
Mens der er retningslinjer på området, er det svært at lave ny internationalt bindende lovgivning, for det vil kræve enstemmighed blandt alle 95 medlemslande i FN’s rumkomité. Derfor forsøger man sig i mellemtiden med andre former for ikke-bindende regulering og retningslinjer, som stater frivilligt kan tilslutte sig, fortæller Thea Flem.
Lige nu er det op til de enkelte lande, som rumvirksomheder hører hjemme i, at fortolke den internationale lovgivning.
I april udsendte Donald Trump et præsidentielt dekret, der bekendtgjorde, at USA ikke anser det ydre rum for fælleseje, og at amerikanere bør have ret til kommerciel brug af rummet.
”Det kan lyde kontroversielt,” siger Thea Flem, ”men det kan sætte gang i en debat, der kan tvinge det internationale miljø til at gå sammen om at udvikle regler for minedrift i rummet.”
Udover miljø- og sikkerhedshensyn er der også et hensyn til den globale ulighed, fortæller hun. Med al sandsynlighed bliver det virksomheder fra rige industrilande, som kommer først til rummarkedet, og man vil gerne undgå, at udviklingslande bliver hægtet af eller forbigået. Der er dog ikke ét entydigt svar på, hvordan man skal sikre det, forklarer Thea Flem.
Manglen på bindende international lovgivning har ikke kun betydning for, om virksomheder kan tjene potentielt enorme summer på at forsyne Jorden med energi, men også for, om virksomheder er tvunget til at rydde op efter sig selv i rummet.
”Der er retningslinjer, som siger, at man skal rydde op efter sig selv og ikke efterlade udtjente eller ødelagte rumfartøjer, der kan udgøre en risiko for at kollidere med andre fartøjer. Selv en kollision mellem to ubemandede fartøjer kan give enorme omkostninger,” siger John Leif Jørgensen.
”Alle ansvarlige aktører rydder op efter sig selv, men der er desværre andre aktører, som ikke gør det.”
Fraværet af regulering af rumfarten minder ham om luftfartens tidlige år:
”Luftfart var også det vilde vesten, indtil man opdagede, at det koster både penge og menneskeliv, hvis man banker ind i andre. Jeg kan godt frygte, at der skal ske ulykker i rummet, før der kommer bindende love for den slags,” siger John Leif Jørgensen.
Risikoen for ulykker, rumforurening og stigende global ulighed er også blandt de etiske problemstillinger, som bioetiker Mickey Gjerris ser ved de kommercielle rumeventyr. Men der er også et mere grundlæggende etisk spørgsmål, der handler om, hvorvidt vi mener, at universet kun er til for at tilfredsstille menneskers behov.
”Der er en mangel på respekt for det, der ikke er os, og man kan frygte, at den indstilling rykker med til rummet. Vi er som biologiske væsener nødt til at udnytte vores omverden for at overleve, men vi kan vælge at gøre det med respekt og så forsigtigt som muligt,” siger han.
”Hvis man kigger på, hvordan vi har behandlet denne planet, kan jeg godt blive bekymret for, hvordan vi vil behandle andre steder. Og når dem, der har råd til at begynde det her eventyr, er store kapitalfonde, hvis mål er at blive endnu større, kan det vække bekymring for, hvilken tilgang der kommer til at styre udviklingen,” siger Mickey Gjerris.
Ud over at sende astronauter ud i rummet har Elons Musks SpaceX i 2020 løbende sendt satellitter op som en del af megakonstellationen Starlink, der med op mod 12.000 satellitter i kredsløb om Jorden skal forsyne Jorden med højhastighedsinternet. Astronomer har allerede klaget over, at lys fra satellitterne, som på bestemte tidspunkter kan ses med det blotte øje, forpurrer deres observationer.
Men der kan også være et andet problem ved, at nattehimlens stjerner får selskab af for mange satellitter, mener Mickey Gjerris.
”Mange miljøpsykologer mener, at vi mennesker har behov for at være i selskab med noget andet end os selv. Vi ser vores eget aftryk på hele planeten, så rummet er lige nu det eneste sted, vi kan kigge ud og ikke se os selv. Man kan spørge sig selv, hvilken betydning det har, hvis man ikke engang kan se op på stjernehimlen uden at tænke på Elon Musk, fordi Starlink kommer tøffende forbi,” siger han.
