Forskere: Uden ny tilgang til økonomisk vækst vil værre sygdomme ramme os

Over 70 procent af de sygdomme, der rammer mennesker, skyldes vores levevis. Derfor står vi selv med nøglen til at undgå værre pandemier end coronavirus, mener førende forskere, der advarer mod at gøre, som vi plejer

Der kan ifølge forskere komme værre og mere dødelige pandemier, hvis ikke vi ændrer adfærd. Her ses arbejdere i Ecuador i gang med at stable kister med døde i lastbiler.
Der kan ifølge forskere komme værre og mere dødelige pandemier, hvis ikke vi ændrer adfærd. Her ses arbejdere i Ecuador i gang med at stable kister med døde i lastbiler. .

Forskere advarede verden mod en dræbende pandemi som udbredelsen af covid-19. Det var uundgåeligt, lød det. Nu kommer en ny advarsel om endnu værre og meget mere dødelige sygdomme, som kan ramme menneskeheden, hvis vi ikke lærer af coronakrisen.

Der er nemlig kun én at bebrejde den nuværende situation, og det er os selv, og derfor kan vi på en række afgørende områder selv sikre os mod katastrofer som coronakrisen eller noget endnu værre, lyder det i et opråb fra ledende forskere inden for biodiversitet.

”De seneste større pandemier er en direkte konsekvens af menneskelig aktivitet, ikke mindst vores globale finansielle og økonomiske systemer, der belønner vækst for enhver pris,” lyder det i en udtalelse publiceret af IPBES, et FN-organ, som har til opgave at vurdere tilstanden for jordens biodiversitet og økosystemer.

De internationale forskere, Josef Settele, Sandra Díaz og Eduardo Brondizio, der har skrevet udtalelsen, stod sidste år bag en omfattende rapport om jordens tilstand udgivet af IPBES.

I meddelelsen, der blev publiceret i går, mandag, skriver forskerne, at mere end 70 procent af alle nye sygdomme, som rammer mennesker, stammer fra vild natur og tæmmede dyr. Pandemier som covid-19 skyldes de aktiviteter, som sætter et stigende antal mennesker i direkte kontakt med dyr, mener de.

“Fremtidige pandemier vil sandsynligvis ske oftere, sprede sig hurtigere og dræbe flere mennesker, hvis vi ikke tænker meget over nogle afgørende valg lige nu,” skriver de og peger på de område, hvor vi bør ændre adfærd for at sikre os bedre imod dette scenarie:

Omfattende skovrydning, voksende landbrug og fortsat udvidelse af infrastruktur og udnyttelse af vilde dyr.

Disse aktiviteter kombineret med øget urbanisering og enorm vækst i flytrafikken har skabt ”perfekte forhold” for udbredelse af sygdomme som covid-19, mener forskerne.

De opfordrer verdens ledere til at sikre, at de enorme hjælpepakker ikke sætter verden tilbage i samme vækstspor som før coronakrisen. De gigantiske økonomiske indsatser må også indeholde et mål om at gøre verden til et sundere sted for natur, dyr og mennesker, skriver de.

“At gøre som vi plejer, vil ikke virke. At gøre som vi plejer er at vente på pandemier og håbe på vacciner. Det er ikke en god strategi. Vi må begynde at se på de egentlige årsager,” siger den amerikansk-britiske zoolog og ekspert i sygdommmes livsbetingelser Peter Daszak, der også står bag udtalelsen, til britiske The Guardian.

FN har tidligere nævnt sammenhængen mellem coronapandemien og menneskehedens levevis. ”Naturen sender os en besked”, lød det i marts fra FN’s miljøchef, Inger Andersen. Og i sidste uge sagde FN’s Generalsekretær António Guterres, at regeringer må gribe muligheden for at genopbygge bedre og mere bæredygtigt efter pandemien.