Vi bruger sociale medier til at mene det, alle er enige om

Håbet om, at de sociale medier kunne give en megafon til alle stemmer i den politiske debat, er ikke indfriet. Det er der en god grund til, mener ekspert

De sociale medier har ikke formået at bryde spiralen af tavshed, og det er der en god grund til, mener dr.phil. Vincent F. Hendricks. "Når vi taler sammen ansigt til ansigt, spiller vi et stimulus-respons-spil, hvor vi konstant aflæser hinanden. På internettet er det sværere at spille det spil."
De sociale medier har ikke formået at bryde spiralen af tavshed, og det er der en god grund til, mener dr.phil. Vincent F. Hendricks. "Når vi taler sammen ansigt til ansigt, spiller vi et stimulus-respons-spil, hvor vi konstant aflæser hinanden. På internettet er det sværere at spille det spil." .

Allerede før de sociale medier kom gallopperende ind i vores hverdag, kendte forskerne til det fænomen, som kaldes "spiralen af tavshed". Begrebet dækker over det, der sker, når du sidder ved bordet i kantinen midt i en politisk diskussion og holder din egen mening tilbage, fordi du tror, flertallet har en anden holdning end dig.

Alt det håbede man ville ændre sig, da de sociale medier blev en fast del af vores liv. Det skriver forskningsinstituttet Pew. Minoriteterne fik med de sociale medier mulighed for at bruge deres egne kanaler, og det kunne tilføje flere perspektiver til den offentlige diskussion. Håbede man.

Nu viser en ny undersøgelse fra Pew Research Center i USA, at de sociale medier ikke fungerer som en alternativ platform i politiske diskussioner. 

Faktisk har deltagerne i undersøgelsen endnu mindre lyst til at tale om politiske emner på de sociale medier, hvor holdningerne er delte, end de har ansigt til ansigt. 86 procent vil diskutere politik i nærheden af andre, mens kun 46 procent vil diskutere politik på de sociale medier. 

Sociale medier giver heller ikke en kanal til dem, der helst ikke vil tale om politik ansigt til ansigt. Kun 0,3 procent svarede, at de ville diskutere et kontroversielt politisk emne på de sociale medier, som de ikke ellers ville diskutere.

Dermed bryder de sociale medier altså ikke spiralen af tavshed.

Og det er der en god grund til, mener Vincent F. Hendricks, der er dr. phil og ph.d i formel filosofi ved Københavns Universitet.

"På internettet er det meget sværere at vide, hvem ens modtagergruppe er, end det er i den virkelige verden. Når vi taler sammen ansigt til ansigt, spiller vi et stimulus-respons-spil, hvor vi konstant aflæser hinanden. På internettet er det sværere at spille det spil," siger han.

Han forklarer, hvad årsagen er til, at vi ikke deler vores mening, hvis vi tror, den stikker ud fra mængden.

"Grunden er, at vi prøver at høste egen anerkendelse og respekt. Det er det, man kalder social kapital. Og det er lettere at få social kapital, hvis du deler det, andre er enige i," siger han.

Han har forsket i informationsdeling på internettet og mener ikke, at de sociale medier nødvendigvis giver den politiske debat flere perspektiver. Debatten er nærmere blevet mere selvbekræftende i lukkede rum, hvor alle er enige.

"Det, der sker, er, at folk mødes og mener det samme. Når de gør det, bliver folk ikke mere nuancerede, de bliver bare mere enige."

Han er bekymret over brugen af de sociale medier, fordi de skaber såkaldte ekkokamre. Et ekkokammer opstår, når folk sorterer alle de holdninger fra, de ikke er enige i. Efterfølgende står de og råber ind i et forum, hvor alle råber det samme tilbage.

Det medfører, at meningsudvekslingerne sker med forhøjet styrke og mere radikalt.

"Med de sociale medier har alle fået en megafon i hånden. Men resultatet er bare, at de ytringer, der formår at slå igennem, er blevet mere dramatiske. Tonen bliver altså tilsvarende hård, fordi de skarpe holdninger kommer lettest igennem," siger han.

Han nævner som eksempel den yderligtgående højrefløj, der har været gode til at få indflydelse som bloggere, altså skribenter, på internettet.

Vincent F. Hendricks mener derfor, at vi skal passe meget mere på med, hvad vi bakker op om på internettet. Selvom det er let at sætte et like på Facebook, skal man overveje nøje, om man egentlig kan forsvare den holdning, man støtter.

"Et like på Facebook er en selvstændig tilkendegivelse af et standpunkt. Fuldstændig ligesom hvis du diskuterer med nogen i kantinen, i skolen eller ved middagsbordet. Hvis de sociale medier skal fungere, skal vi jo mene det, vi siger."

Jesper Tække, der er lektor på Center for Internetforskning på Aarhus Universitet, mener til forskel fra Vincent F. Hendricks, at de sociale medier har fået os til at blive mere reflekterede. 

Han ser undersøgelsen som et tegn på, at vi er meget opmærksomme på, hvad vi ytrer os om. De store medierevolutioner op gennem historien har i det hele taget været med til at uddanne os, mener han. 

"Mediehistorien viser, at de sociale strukturer ændrer sig ved hver teknisk revolution. Vi fremstiller nemlig os selv, så vi passer til, hvad andre kan vide om os. I gamle dage brugte man avisen til at søge information om, hvad eksempelvis en identitet som læge indebar. Og så kunne man leve op til det. Med tv's indtog kunne vi pludselig følge med i, at lægen kunne have dårlige dage og lave fejl. Det ændrede lægens identitet, der nu måtte kommunikere anderledes med sine patienter. Og nu - med de sociale medier - kan alle selv direkte undersøge, hvem du er. Det giver en øget refleksivitet hos alle parter," fortæller Jesper Tække.

Ifølge Jesper Tække viser undersøgelsen, hvad vi allerede kender til - nemlig at langt størstedelen af os er "systembevarende".

"Forskning helt tilbage fra 1970'erne viser os, at fire ud af fem foretrækker at indordne sig under samfundets normer frem for at udtale sig om kontroversielle politiske holdninger. Det er den sidste femtedel, der er meningsdannere og råber op. Det er dem, der skaber forandring i samfundet," siger han.