Vi har vidst det længe. Naturen kan ikke holde til os. Vi er for mange og en del af os lever i en materiel overflod, der udnytter planetens økosystemer hurtigere end de kan nå at regenerere. Vi forurener jord, luft og vand med vores efterladenskaber og varmer atmosfæren op i et tempo, der efter alt at dømme vil føre til klimaforandringer, der vil få katastrofale konsekvenser for os selv, fremtidens generationer og utallige af de arter, som vi deler livsfællesskab med.
Jeg nægter at tro på, at det kommer som en overraskelse for dig. Detaljerne kan være uklare. Hvor mange arter forsvinder hver dag? Hvornår går klimaet i selvsving? Hvor galt står det til med verdenshavene, vandløbene, skovene og biodiversiteten i markerne? Det er helt fair. Hver dag bringer nye forskningsresultater, der i et objektivt, nærmest klinisk sprog, fortæller os, hvad der sker og det kan være svært at følge med. Men det samlede billede må stå lysende klart for enhver, der blot er nogenlunde interesseret i verden: Vi bor i en brændende skyskraber. Og hvad værre er – vi bruger tiden på at skændes om, hvad farve opgangen skal males i.
Videnskaben: Vi undergraver den biosfære, der bærer vores liv
Ovenstående er desværre ikke hysteriske dommedagsprofetier. Det er for mig at se en sammenfatning af, hvad vi ved. I et åbent brev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Bioscience i december 2017, der var underskrevet af 15.364 forskere fra 184 lande, sammenfattede forfatterne situationen og gjorde næsten desperat opmærksomme på, at med mindre vi hurtigst muligt får sat en prop i vores drivhusgasudledninger fra fossile brændsler, skovrydning og animalsk produktion, får standset den masseuddøen af arter som finder sted lige nu og får sat en stopper for befolkningstilvæksten, så undergraver vi den biosfære, der bærer vores liv.
Lignende advarsler er blevet offentliggjort i åbne breve fra danske forskere. Senest er bevægelsen Extinction Rebellion gået på gaden i en lang række lande for gennem fredelig, civil ulydighed at presse politikerne til handling. Det kan lyde voldsomt, men er et udtryk for, hvor desperat situationen er. Og igen: Det er ikke hysteriske dommedagsprofeter og venstresnoede hippier, der sender budskabet. Bevægelsen bakkes op af en lang række forskere, politikere og erhvervsledere og senest har selv FNs leder af klimaforhandlingerne i Paris, Christiana Figueres udtalt sin støtte til det, hun kaldte ”de modige aktivister”.
Ja, selv vores børn er begyndt at prøve at råbe os op. Inspireret af den svenske skoleelev Greta Thunberg, der i august 2018 indledte sin ”skolestrejke for klimaet” foran den svenske Rigsdag er hundredetusinder af skoleelever i lande verden over gået på gaden for at gøre os opmærksomme på, at det er deres fremtid, som vi er i fuld gang med at ødelægge.
Hvad skal vi svare?
Det helt store spørgsmål blev formuleret af den danske sociolog Rasmus Willig og den norske filosof Arne Johan Vetlesen i titlen på deres bog fra 2017: Hvad skal vi svare? Hvad skal vi svare vores børn, når de spørger, hvorfor vi ikke gjorde mere for at bevare den underfulde biosfære, som deres liv afhænger af? Hvad er årsagen til, at vi er blevet blinde overfor konsekvenserne af vores samfunds økologiske fodaftryk. Hvorfor har vi så svært ved at få påbegyndt den nødvendige omstilling af samfundet væk fra overforbrug af kød, flyrejser, tøj, dimser, energi mm.?
To af de væsentligste grunde er for mig at se, at vi dels sidder fast i vores forestilling om, hvad det gode liv egentlig er og samtidig har et natursyn, hvor kun mennesket betyder noget. Alt andet i universet er blot og bar ressource, der kan udnyttes til at opfylde vores behov og vores præferencer. Til sammen fører de to til, at vi ser den omstilling af samfundet og vores individuelle liv, som situationens alvor indtrængende byder os at gennemføre, som et offer vi skal bringe.
Etisk set er det for mig at se umuligt at argumentere for, at vi på en eller måde skulle have ret til at gøre, hvad vi gør, når vi nu ved, hvad konsekvenserne er. Men det betyder ikke, at vi ikke kan have lyst til det. Dagligt bliver vi bombarderet med reklamer, der bekræfter os i, at det gode liv findes i hyperforbrugssamfundet – så at stå af toget og leve på en anden måde er svært. For hvem vil ikke have et godt liv? Pligten byder os at ændre livsstil, men lysten byder os at fortsætte. Og i den situation tyder alt på, at de fleste af os har moralsk rygrad som en kop kakaomælk og lukker øjnene for det, som vi godt ved, så vi kan fortsætte som om, at der er styr på situationen.
Fra antropocentrisk til et økocentrisk livssyn
Der er derfor brug nye visioner om det gode liv. En ny forståelse af, hvad et meningsfyldt liv med den glæde og sorg, som nu engang følger med det at være et menneske, rummer. Og her mener jeg, at der er et stort potentiale i at gentænke og genføle vores forhold til naturen - i at bevæge os fra at se os selv som de eneste betydningsfulde væsener i verden til at se os selv som medlemmer af et mere-end-menneskeligt fællesskab. Filosofisk kan man tale om, at vi skal bevæge os fra et antropocentrisk til et økocentrisk livssyn.
Vi har magten. Er det kun os, der betyder noget, så er magten blot mulighed for at rage til os. Men er vi med i et fællesskab, der består af alle de levende væsener og de systemer, som de indgår i, så bliver magten til ansvar for at bruge den til fællesskabets bedste. Både for fællesskabets og vores egen skyld. Det siger sig selv. Man kan ikke trives i et fællesskab, hvis ens trivsel sker på bekostning af resten af fællesskabet. Det er som i en familie. Vi passer ikke på hinanden for vores egen skyld, men for hinandens skyld. Mit og dit er sammenvævet til et ”os” – og hvis ”os” trives, så trives vi selv og vores handlinger, der gavner fællesskabet går fra at være sure selvopofrende pligter til at blive glædesfulde og meningsfulde handlinger, der bærer vores liv.
Et sted at begynde er ved at få øje på, at naturen er mere end ressource. Den New Zealandske dydsetiker Rosalind Hursthouse foreslår, at vi begynder med at forundres. Forundres over naturen. Tager os tiden til at få øje på, hvor fascinerende, mageløs og sårbar den natur er, som vi er vokset ud af og ind i. Får blik for, at før der er tømmer er der et levende træ, før der er bacon er der en sansende og følende gris og før der er forbrugere, er der mennesker. Hurtshouses håb er, at der ud af forundringen vil vokse en dybfølt respekt for naturen og mennesket som en del af naturen, der vil gøre det at leve på en måde som er forenelig med et bæredygtighedsideal til et liv, der opleves som et godt liv.
Vi kommer ikke til at ændre os, før vi ændrer os. Vi kommer ikke til at foretage den nødvendige omstilling, før vi har lyst til det. Så naturligvis kalder den komplekse naturkrise, som vi befinder os i på videnskab, teknologi og ikke mindst internationale politiske løsninger. Det nytter ikke noget, at vi hver især omlægger vores lillebitte liv og læner os veltilfredse tilbage og mener, at nu har vi gjort vores. For de politiske beslutninger kommer først, når vi har politikere, der vil gennemføre dem. Og det får vi først, når vi gennem politisk aktivisme på alle planer får lagt så stort et pres på dem, at de ikke kan andet. Og det pres kommer først, når vi rent faktisk selv tror på, at der på den anden side af beslutningerne venter et liv, der er værd at leve.
Så det er for mig at se opgaven nu. At være fyrtårne for hinanden. At vise hinanden, at det gode liv handler om så meget andet og mere end materiel velstand. At det at leve i forundring over og respektfuld hensyntagen til det mere-end-menneskelige fællesskab, vi alle er en del af, ikke er et offer, der skal bringes på etikkens alter, men en vej til liv, som er værd at leve. Og det begynder alt sammen med, at vi forundres over det liv og den verden, som vi har fået for intet.