Fra Caravaggio til Guldhornene: Her er fem af historiens største kunst-tyverier

Mange uvurderlige kunstværker er gennem tiden blevet stjålet, solgt og til tider fundet igen. Her bringes et udpluk af de mest betydningsfulde tyverier

 Jan van Eycks kunstværk ”Tilbedelsen af det mystiske lam” fra 1420 har overlevet både brande, tyverier og forsøg på at skille værkets dele ad.
Jan van Eycks kunstværk ”Tilbedelsen af det mystiske lam” fra 1420 har overlevet både brande, tyverier og forsøg på at skille værkets dele ad. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix.

Forleden brød indbrudstyve ind på museet ”Grünes Gewölbe” i Dresden i Tyskland og stjal kunstskatte for omkring en milliard euro – svarende til cirka 7,5 milliarder danske kroner. Gerningsmændene var meget målrettede og gik udelukkende efter værdifulde smykker, diamanter og perler. Og det er bestemt ikke første gang, at kostbare kunstskatte er blevet stjålet fra deres retmæssige placering.

Det mest eftersøgte kunstværk
I 1969 blev kunstneren Michelangelo Merisi da Caravaggios maleri ”Kristi fødsel” stjålet fra en kirke i Palermo på Sicilien. Kunstværkets skæbne er sidenhen forblevet et mysterium. Den første teori gik på, at maleriet blev destrueret kort efter dets forsvinden. Sidenhen har en mafiagruppe påstået, at værket blev smuglet til Schweiz, hvor det efter sigende skulle været skåret i små stykker af en schweizisk kunstsælger for at gøre det nemmere at transportere og sælge. En anden mafiagruppe påstår at have brugt kunstværket som ”gulvtæppe” for at signalere magt overfor andre grupper. I 2002 indrømmede en mafiaboss’ nevø, at maleriet stadig var intakt, men at det var for berømt til at kunne sælges på det sorte marked. Kunstværket er dog aldrig blevet fundet, men flere efterforskere har ikke opgivet håbet om, at maleriet stadig findes i god behold.

Det oftest stjålne kunstværk
Den nederlandske renæssancemaler Jan van Eyck malede i 1420 kunstværket ”Tilbedelsen af det mystiske lam”. Værket består af en stor altertavle i 12 dele, der illustrerer Jesu liv fra fødsel til død. Men kunstværket har lidt megen skade siden dets tilblivelse. Det er blandt andet næsten blevet ødelagt i en brand, skilt ad, stjålet af Napoleon og solgt flere gange. I 1934 blev dele af kunstværket endnu engang stjålet. De manglende dele er aldrig blevet fundet, men efterforskere forfølger stadig nye spor i sagen. Under Anden Verdenskrig havde Adolf Hitler planer om at ville udstille altertavlen som kronen på værket i et supermuseum i Berlin. Det blev derfor gemt i en saltmine i Østrig og sidenhen reddet af amerikanske styrker. I dag er de resterende dele låst inde i et bombesikkert rum bag panserglas.

Det største kunsttyveri
I 1990 blev en ung museumsvagt narret til at lukke to mænd forklædt som politifolk ind på Isabelle Steward Gardner Museet i USA. Her bagbandt tyvene vagten og hans kolleger, hvorefter de skar 13 uvurderlige malerier ud af deres rammer og forsvandt. Tyveriet omfatter blandt andet malerier af kunstnere som Degas, Rembrandt og Vermeer. Tilsammen har malerierne en værdi på omkring 600 millioner dollars svarende til cirka fire milliarder danske kroner. Malerierne er stadig ikke fundet.

Det største danske kunstkup nogensinde
Et af de mest kendte danske oldtidsfund, Guldhornene, blev fundet i Sønderjylland. Det ene horn i 1639 og det andet i 1734. Guldhornene var lavet af massivt guld, og i 1802 blev de berømte horn stjålet af en fattig smed. Smeden skyndte sig at smelte de to horn om og fremstillede både smykker og skospænder af det uvurderlige guld. Det meste af guldet gik sidenhen tabt, men der findes dog et par guldøreringe fra smeden, som man formoder er fremstillet af guldet fra Guldhornene.

Efter tabet af de originale Guldhorn blev der i 1800-tallet yderligere produceret kopier i sølv belagt med et tyndt lag guld. I september 2007 blev kopierne dog stjålet fra Kongernes Jelling ved Vejle. Politiet fandt kopierne dagen efter, og de to gerningsmænd fik en samlet dom på fire år og fire måneders fængsel.

Her ses Guldhornene udstillet i Kongernes Jelling.
Her ses Guldhornene udstillet i Kongernes Jelling. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det største danske kunstkup i nyere tid
I 1999 stjal to mænd malerier af Rembrandt og Bellini til en samlet værdi på over 200 millioner kroner fra Nivaagaard Malerisamling. Mændene afleverede malerierne til en medsammensvoren og modtog hver 40.000 kroner i ”løn” for røveriet. Efter syv måneders politiarbejde, hvor mellemmænd blandt andet fik lovet en høj dusør for at samarbejde med politiet, fandt man frem til malerierne. Udover et par skrammer på den ene ramme slap kunstværkerne uskadt fra bortførelsen. Gerningsmændene bag røveriet fik samlet 12 års ubetinget fængsel.

Rembrandt-maleriet ses her udstillet i Nivaagaards Malerisamling.
Rembrandt-maleriet ses her udstillet i Nivaagaards Malerisamling. Foto: Jan JØrgensen/Ritzau Scanpix