Fra Kina til Danmark: Et ægteskab med mange overraskelser

Da Simon Gjerø og Fu Deng mødtes på et universitet i Kina, blev det begyndelsen på et ægteskab på tværs af baggrund. Det har indimellem budt på kultursammenstød, som da han undrede sig over, at svigerforældrene flyttede ind efter deres første barns fødsel. Og hans hustru har ikke helt vænnet sig til det danske skolevæsen

Simon Gjerø og Fu Deng mødtes i 1997 i Chengdu i Kina, hvor Simon Gjerø var taget til for at studere og Fu Deng underviste. Nu bor de i Næstved med deres tre børn, Luka, Louis og Anna. Foto: Leif Tuxen

Hun var smuk, som hun stod der med sit lange sorte hår, og så røg hun det populære cigaretmærke Zhongnanhai, der i sin tid blev specialfremstillet til formand Mao Zedong.

Det syntes den unge danske studerende Simon Rom Gjerø var ret cool. De to mødte hinanden, da han i 1997 var taget til Chengdu Universitet for at udbygge sine Kina-studier. Herfra var hun netop blevet færdiguddannet som billedkunstner og skulle undervise den eventyrlystne dansker i landskabsmaleri. De kom til at tilbringe mange timer sammen – ikke kun med pensler og akvarelfarver, men også ved at gå lange ture i Chengdus bambusparker og sippe grøn te i byens hyggelige tehuse. Selvom det måske ikke lige var den klassiske kærlighed ved første blik-model, holdt de tæt kontakt de følgende år – også selvom de i perioder var langt væk fra hinanden, da de tog til henholdsvis Aarhus og Hamborg for at færdiggøre deres studier. Men otte år efter var de begge tilbage i Beijing og blev kærester – efterfulgt af et bryllup i 2008.

Da Fu Deng bliver spurgt, hvordan hendes forældre reagerede, da hun kom hjem og fortalte, at hun var blevet kæreste og skulle giftes med en udlænding, bryder de begge to sammen af grin.

”Huuha – min far var ikke ret glad for det, han syntes bestemt ikke, det var nogen god idé. Hvorfor har du dog fundet en udlænding? Det var ikke, fordi min familie gik så meget op i, hvor mange penge han havde eller ikke havde. Det vigtigste for mine forældre var, om han nu også var en stabil mand, især i forhold til at stifte familie og få børn. Måske var de også bange for at miste mig, hvis jeg besluttede mig for at følge med min ægtemand til hans fædreland,” siger Fu Deng, mens hendes mand nikker og smiler, inden han supplerer:

”Ja – de blev da nok bare lidt forskrækkede over udsigten til at skulle have en udlænding som svigersøn. Måske var de også bekymrede for, at jeg skulle få dig til at forlade Kina for bestandigt, men her kunne vi jo berolige dem med, at vi ikke havde nogen planer i den retning lige foreløbig.”

Som i mange andre blandede ægteskaber blev de kulturelle forskelle trukket skarpere op, da parret stiftede familie. Da Fu Deng ventede deres første barn, mens parret boede i Kina, var det ikke bare familien, men også damen, der solgte grøntsager rundt om hjørnet, der gik voldsomt meget op i graviditeten. Og for den sags skyld også tilfældigt forbipasserende der kunne finde på at kigge på hendes store mave – måske ovenikøbet røre ved den og sige: ”Sørg nu for at spise valnødder – det vil gavne barnets hårpragt.”

”Det er faktisk ret utroligt, når man tænker på, at kineserne på mange måder er ekstremt høflige og ikke blander sig i andres sager eller siger tingene ligeud, som vi ellers har for vane som danskere. Men når det handler om graviditet, fødsel og børneopdragelse virker det, som om det er hele samfundets ansvar, at det forløber på bedste måde. Så derfor blev vi overdænget med alverdens gode råd. Blandt dem var, at Fu ikke måtte bade eller vaske hår en måned efter fødslen, ej heller åbne vinduer eller gå udenfor,” forklarer Simon Gjerø og suppleres af sin hustru:

”Ja – nogle af de gode gamle råd fulgte jeg, fordi det gennem generationer har givet god mening. Altså det der med ikke at gå for tidligt på gaden med den nyfødte, mindsker selvfølgelig risikoen for, at barnet bliver smittet med en eller anden sygdom. Men det med ikke at vaske hår og gå i bad i en hel måned efter fødslen, rettede jeg mig ikke rigtigt efter. Til gengæld gik jeg meget op i at tilberede og spise den helt rigtige mad efter fødslen, så både babyen og jeg fik styrke.”

Efter en fødsel er det kinesisk tradition, at bedstemødrene på begge sider flytter ind hos familien og hjælper til i den første tid – med både madlavning og gode råd om at passe barnet. Af gode grunde kunne Simon Gjerøs mor ikke komme den lange vej fra Danmark, men til gengæld forsikrede hans svigerforældre, at de nok skulle flytte ind og hjælpe.

”Da de fortalte mig det, tænkte jeg: ’Åh nej – hvorfor kan vi ikke bare få lov til at være alene og nyde den første tid med Luka som nybagte forældre’. Men jeg må indrømme, at det var en meget stor hjælp, at de var her – ikke mindst når det handlede om at lave de her specielle kinesiske retter, så Fu kunne komme sig hurtigt efter fødslen og samtidig have god og nærende mælk til den lille. Og her skal vi som danskere jo huske på, at nok er der en del ammestuesnak, og nogle af de velmenende råd er overtro, men mange andre ting er baseret på ældgammel kinesisk viden om kost og medicin, og det kunne vi måske godt lære noget af i vores del af verden,” siger han.

Som i mange andre blandede ægteskaber blev de kulturelle forskelle trukket skarpere op, da parret stiftede familie. Men Fu Deng synes egentlig ikke, at parret har været særlig uenige om, hvordan deres børn skulle opdrages.
Som i mange andre blandede ægteskaber blev de kulturelle forskelle trukket skarpere op, da parret stiftede familie. Men Fu Deng synes egentlig ikke, at parret har været særlig uenige om, hvordan deres børn skulle opdrages. Foto: Leif Tuxen

Selvom Simon Gjerø på det tidspunkt havde boet knap 10 år i Kina, kom det alligevel bag på ham, hvor meget han ikke vidste, når det kom til at stifte familie med en kineser. Det satte mange tanker i gang hos ham, og derfor besluttede han sig for at skrive en bog og videregive alle de nye erfaringer, han havde fået som nybagt far i kinesisk kontekst. Det blev til bogen ”Made in China: A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom”.

”Det er jo paradoksalt, at et land som Kina, der udvikler sig med lysets hast, stadig holder oldgamle og til tider bizarre traditioner i hævd. Ærligt talt var jeg lidt lost indimellem, og samtidig skulle jeg skaffe 80.000 kroner til to fødsler på privathospital. Og så satte jeg mig altså til tasterne og begyndte at skrive.”

I marts 2012 kom deres andet barn Louis til verden. I det følgende år kulminerede luftforureningen i Beijing til et sundhedsfarligt niveau. Flere dage i træk gav myndighederne folk besked om at holde sig indendøre, og børnene måtte ikke komme ud at lege. Det mente parret var uholdbart i forhold til, at deres små drenge led af astma og bronkitis. Samtidig dukkede der pludselig en gylden mulighed op – nemlig at Simon Gjerø kunne komme til at undervise i kinesisk på Næstved Gymnasium, og så rykkede den uundgåelige beslutning tættere og tættere på. Familien måtte bryde op og flytte til Danmark, men især for Fu Deng var det ikke nogen nem beslutning.

”Det sværeste var at forlade mine forældre, og dem savnede jeg rigtig meget i begyndelsen, men det vigtigste var drengenes helbred. Jeg havde nok ikke tænkt på alle de udfordringer, der ville komme senere hen. Det var svært at holde fast i mine mål både med familie og karriere, samtidig med at jeg skulle lære et svært sprog og vænne mig til en helt anderledes kultur.”

Når man spørger Fu Deng, hvad hun synes har været den største udfordring ved at blive gift med en ikke-kineser, skal hun tænke sig lidt om, inden hun svarer. For hun synes egentlig ikke, de har været voldsomt uenige om særligt meget – heller ikke om opdragelsen af børnene. Alligevel er der et par ting, hvor hun synes, danskerne simpelt hen er for blødsødne, når det for eksempel gælder indlæring og opførsel i skolen.

”I Kina er det helt afgørende, at vores børn klarer sig godt i skolen. Der er stor konkurrence allerede fra børnehaven, og børn bliver ranglistet og opflasket med, at man helst skal være den bedste i sin klasse. Sådan er det virkelig ikke i en dansk folkeskole, for når vi til forældremøder spørger læreren, hvordan det går med Luka eller Louis, så svarer de typisk: ’Det går da fint’. Og så er man jo ikke blevet meget klogere i forhold til, om der er noget, vi som forældre kan gøre, for at børnene kan blive dygtigere. Det synes jeg ærlig talt er lidt for slapt,” understreger Fu Deng og kigger over på sin mand for at se, om han er enig. Det er han til dels, men synes samtidig det er godt for deres i dag tre børn, at de har deres skolegang i Danmark og ikke i Kina.

Når man kigger rundt i stuen i det rummelige parcelhus i udkanten af Næstved, virker det bestemt også som om, børnene er faldet godt til. 11-årige Luka har slænget sig i en lænestol for at læse en bog, mens hans lillebror, niårige Louis, har pakket fodboldtøjet og er på vej ud ad døren. Og lillesøster Anna på seks år danser lidt rundt over det hele og leger med dukker.

”Jamen, jeg er da også tilfreds med, at de skal vokse op og gå i skole i Danmark, men de skal jo heller ikke glemme deres kinesiske rødder. Derfor taler jeg også konsekvent kinesisk til dem, så de bliver ved med at kunne tale med deres bedsteforældre og de øvrige familiemedlemmer i Kina. Det er utroligt vigtigt for familien, at børnene ikke glemmer, hvor de kommer fra, og derfor bestiller jeg ofte børnebøger fra Kina,” siger Fu Deng og peger hen på køkkenbordet, hvor hun lige har pakket en større stak bøger ud.

Da parret rejste fra Beijing, var det med en aftale om, at de jævnligt skulle tage børnene med tilbage til familien i Kina. Det har ikke kunnet lade sig gøre de senest to år på grund af corona, men der er næppe nogen tvivl om, at de alle fem glæder sig til at komme tilbage til Kina, så snart det bliver muligt.