Abdel: Start fra begyndelsen, mor. Hvad er dit allerførste minde om far? Første gang, du ser ham – eller hører om ham. Jeg vil have hele historien.
Souad: Jeg havde mødt Hamad flere gange som barn. Din farfar og farmor og din morfar og mormor var gode venner og kendte hinanden fra den samme lille landsby i Palæstina, hvor de voksede op. I 1948, da israelerne fordrev palæstinenserne fra store dele af landet, måtte dine bedsteforældre flygte fra deres by og deres huse. Den historie kan jeg fortælle dig senere, men de endte i Beirut i Libanon, hvor jeg er vokset op.
Vi var nogle af de heldige, for vores familier havde lidt penge med sig, så både Hamad og jeg voksede op uden for de flygtningelejre, hvor ellers de fleste palæstinensere i Libanon boede. Da jeg var fjorten, flyttede min familie ind i et højt etagebyggeri i Vestbeirut. Det var en smuk bygning. Den højeste i bydelen. Den havde lukkede altaner med koboltblåt glas, så hele huset fik et blåt skær. Neden under os boede Hamads moster, og da jeg var 19, spurgte hun min mor:
”Hvordan går det med Souad? Er der nogen, der er interesseret?”
Abdel: Hun stak en føler ud?
Souad: Det kan man godt sige. Jeg gik på universitetet og læste historie på tredje år, og min mor fortalte hende, at der var en derfra, som var interesseret. Så mosteren gik til sin søster – altså din farmor – og sagde:
”I skal skynde jer at snakke med Souads forældre, for ellers er den her pige væk.”
Abdel: Jamen, mor … foregik det sådan? Det er helt nyt for mig. Jeg har altid troet, at I selv valgte hinanden. Det har jeg gået og sagt til alle mennesker.
Souad: Det gjorde vi også. Nu må du høre på historien.
Abdel: Ja, okay. Godt. Din mor siger så, at der er en bejler til dig. En opdigtet en. For at gøre dig mere interessant – eller for at få dem til at rykke, hvis man kan sige det sådan?
Souad: Nej, det var rigtigt nok. Der var en. Hans mor havde snakket med min mor. Men jeg sagde nej til ham med det samme, for han var meget gammel. Jeg mødte ham aldrig.
Abdel: Så du havde sagt nej, men det nævnte din mor bare ikke lige.
Souad: Nej, for det var meget godt at kunne fortælle, at der var en eller to eller tre. Det var sådan … at spille spillet, kan man sige. Kort tid efter mødtes hele familien så til en alkatmeh.
Abdel: En mindehøjtidelighed.
Souad: Ja – Hamads farmor var død, og dengang var det en tradition, at man mødtes 40 dage efter for ikke at glemme den afdøde. Og der sad alle så – og var rigtigt kede af det, men alligevel hviskede Hamads moster til min mor:
”Er Souad stadig ledig?”
Abdel: Mens alle sad og hulkede ned i teen?
Souad: Ja ja (griner) – og så gik hun hen og blinkede til Hamad.
Abdel: For at sige: ’Der er grønt lys.’
Souad: Noget i den stil. I hvert fald kom Hamads far for at besøge min far et par dage senere.
Abdel: Og så var det i gang?
Souad: Men kun, fordi jeg sagde ja til det. Forinden spurgte min far min mor, hvad jeg syntes om Hamad.
Abdel: Hvorfor spurgte han mormor og ikke dig selv?
Souad: Det kunne han aldrig finde på. Det var kun mødrene, der talte direkte med døtrene om sådan noget. Så min mor spurgte mig, om jeg kunne lide Hamad. Jeg kendte ham jo lidt, og han virkede rar og så godt ud, men …
Abdel: Men hvad? …
Souad: Nej – ikke noget …
Abdel: Mor? … Hvad? Der er noget her. Nu skal du være ærlig! Det er lige meget. Det er mange år siden. Hvad er der? Du havde en kæreste eller hvad?
Souad: Der var en ung mand på universitetet, som jeg havde kendt i et par år. Han læste til ingeniør. Og da Hamads familie henvendte sig, sagde jeg til ham, at hans familie skulle komme til min, hvis vi skulle nå det. Hans mor kom så for at besøge min mor, men mine forældre sagde nej.
Abdel: Bare sådan?
Souad: Nej, ikke bare sådan. Min far sagde:
”Jeg vil gerne have, at Hamad bliver din mand. Vi kender familien rigtig godt. De har en god økonomi, og han har en høj uddannelse. Hvad siger du til det? Har du en anden i tankerne? Så må du sige det nu.”
Jeg svarede, at det havde jeg. Så sagde han:
”Souad, det kan vi ikke gå med til. De har ikke nær så høj levestandard som os. Og en dag kommer du og siger: ’Far, hvorfor lod du mig blive gift med den mand? Han kan overhovedet ikke give mig det liv, jeg ønsker.’ Du må vælge Hamad. Han har penge og kommer af rigtig god familie.”
Og så sagde jeg:
”Okay.”
Abdel: Okay? Sagde du bare ”okay”? What?! Du havde haft en kæreste i to år, som du var rigtig glad for … hvad skal vi kalde ham for øvrigt?
Souad: … ”X” …
Abdel: ”X”!? – Okay – du havde været glad for ”X” i flere år, og så lod du ham bare gå. Fordi din far sagde, at han ikke havde samme levestandard som jer? Altså, jeg er selvfølgelig glad for, at du valgte far. Der skal jeg jo også være ærlig, men alligevel – syntes du, det var i orden? Synes du, det er i orden, når du tænker på det i dag?
Souad: Nej, selvfølgelig ikke. Jeg vil aldrig prøve at bestemme, hvem I skal giftes med, og slet ikke, fordi nogen er velhavende. Men økonomi betød bare mere – og også i dag i Libanon, for du sikrer jo dine børn. Der er ikke noget velfærdssamfund.
Abdel: Jeg er med. Når man er i Libanon, kan man tydeligt fornemme, hvordan samfundet er bygget op i – nærmest en slags kastesystem baseret på penge og magt. Det er bestemt ikke lige meget, hvem du bliver gift med med hensyn til, hvilket liv du får. Men tilbage til historien. Du kæmpede altså slet ikke for ”Mr. X”?
Souad: Jeg havde ikke noget valg.
Abdel: Men … hvor meget kærester var I?
Souad: Det var bare søde ord. Små breve og sådan.
Abdel: Så du gav ham ikke din blomst? (griner) Bare skønne ord og digte. Men i flere år – Hold nu kæft, mor – jeg har altid troet, at far var … My God! Jeg har jo altid gået og sagt, at … jeg troede sgu da overhovedet ikke, der havde været andre. Jeg troede, far var dit hjertes udkårne.
Souad: Jamen senere ... Khalas! – Vent! Nu må du lige høre efter, Abdel. Der kommer jo mere.
Abdel: Ja ja – og det er fint. Jeg har jo også haft flere kærester. Man skal da undersøge markedet. Fortsæt … Det er bare mig, der holder en pause. Jeg sidder lige og sunder mig samtidig. Fortæl mere.
Souad: Det var selvfølgelig hårdt. Det var nogle svære uger – og hans mor kom igen. Altså … X’s mor. Men svaret var det samme. Og så sås vi aldrig igen. Bortset fra på afstand – på universitetet.
Abdel: Hold da op, mor. Det må have været svært for dig. Og tænk, at I bare rettede jer efter jeres forældre på den måde. Jeg er meget ambivalent med det her, kan jeg mærke. For jeg synes selvfølgelig ikke, du skulle have været gift med ham, men det er da rigtig sørgeligt, at du ikke kunne vælge … okay … jeg håber virkelig, der kommer noget godt med far nu.
Souad: Ja ja – det gør der. Efter at Hamads far havde snakket med min far, spurgte mine forældre, om Hamad måtte komme på besøg med sine forældre.
Abdel: Så du skulle give lov til, at de overhovedet måtte komme? Du kunne have sagt nej til det og stoppet det – allerede der?
Souad: Ja, men jeg sagde ja. Et par dage senere kom de så, og vi sad og snakkede i stuen. Mig og min mor og far på den ene side af bordet og Hamad med sine forældre på den anden. Og så begyndte forældrene at fortælle om ham: At han var ergonom og havde en høj stilling som fjerkræskonsulent på en kyllingefarm i Bekaa-dalen, som ligger 50 kilometer uden for Beirut. De sagde gode ting. Prøvede ligesom at sælge ham.
Abdel: De sad faktisk og lavede en annonce. En slags datingprofil kan man sige. Og hvad med I to unge? Sagde I ingenting?
Souad: Hamad rettede på dem et par gange. Hvis de sagde noget forkert. Men ellers ikke. Normalt var der flere med til sådan et første møde: Onkler, tanter og venner. En stor flok. Men det var ikke nødvendigt her, for familierne kendte jo allerede hinanden.
Abdel: Det forstår jeg ikke. Hvis I ikke havde kendt hinanden, ville der være kommet flere. Hvorfor? Souad: Fordi det gav status at kunne sidde med en masse familie og måske med velhavende og kendte venner. Hvis der nu for eksempel var læger og ingeniører, uddannede mennesker, i ens omgangskreds, så kunne man vise, at man havde klasse. Sådan er det stadig i mange familier.
Abdel: Nåh – så man blærer sig med sine venner og siger: Se! Denne her flotte gruppe mennesker kan jeres datter eller søn blive en del af.
Souad: Lige præcis. Det er bygget op på den måde. Det var det i hvert fald dengang. De unge har nok fået noget større spillerum nu, men det foregår stadig sådan i mange familier. Man sørger for, at ens børn får det samme gode liv – eller helst noget endnu bedre.
Abdel: Det er jo meget fremmed for mig. Men jeg forstår det faktisk godt. For hvis man ikke har tid til og mulighed for at lære hinanden rigtigt at kende, før man bliver forlovet, hvad bygger man så sådan en beslutning på? Man kigger på den anden familie og vurderer: Hvad risikerer jeg? Hvad følger med den her mand – pågodt og ondt? Svigerfamilie, status, midler, gener. Det er jo meget fornuftigt. Men alt det var krydset af med far, fordi de to familier gik langt tilbage. Hvad skete der så mere – der i stuen, mor? Nu må jeg have alle detaljer. Det var jo præcis der, mit liv blev grundlagt.
Souad: På et tidspunkt rejste vores forældre sig og gik ud af stuen, og så måtte vi unge være lidt alene sammen. Hamad spurgte, om jeg havde lyst til, at vi skulle ses noget mere for at finde ud af, om vi kunne have en fremtid sammen. Og jeg svarede ja – eller egentlig sagde jeg: ”Det må du bestemme.” For det var jo min opdragelse. Kvinder måtte godt have deres egne meninger, men vi skulle have respekt for mændene.
Abdel: I skulle ikke fylde for meget.
Souad: Præcis. Men jeg ville faktisk gerne se ham igen. Han var meget flot og meget … moderne. Åben. Han havde læst i Egypten og på American University. Han var 27. En rigtig mand! Det blev også bekræftet, da vi begyndte at se hinanden. Han var meget galant. Åbnede dørene for mig og sådan. Men samtidig spurgte han mig altid, hvad jeg syntes. Hvis jeg svarede, at han måtte bestemme, sagde han: ”Nej, jeg vil høre din mening.” Det var ikke almindeligt.
Abdel: Han insisterede på, at du måtte fylde og mene noget. Så hvor lang tid gik der, før du glemte mr. X og blev glad for far?
Souad: Ikke særlig lang tid. Jeg vidste meget hurtigt, at vi ville kunne få et godt liv sammen. Og så var der jo også det, at alle de andre piger var lidt misundelige.
(Begge griner)
Abdel: Ja, det hjælper jo altid.
Souad: Og han havde en Volvo! En Volvo i Libanon! De andre piger så, hvordan han hentede mig og åbnede døren for mig, og de sagde:
”Nej, hvor er du heldig, Souad.”
Abdel: Så I begyndte at date simpelthen. Måtte man godt det, før man var forlovet?
Souad: Det var ikke alle, der måtte. Vi fik lov. Men vi måtte ikke være sent ude. Jeg skulle være hjemme klokken ti. Der var stadig en slags social kontrol, og der ville blive en masse sladder, hvis det blev senere. Man sagde: En ung pige er som et glas uden skår. Men hvis hun får et lille skår, bliver glasset ødelagt.
Abdel: Taler vi der om hendes mødom eller bare sådan i det hele taget?
Souad: I det hele taget. Hvis hun opførte sig på en måde, de andre kunne sladre om. Men Hamad begyndte også at komme hos os, og så fik vi lov til at være alene i stuen.
Abdel: Kyssede I så?
Souad: Khalas. Stop, Abdel.
Abdel: Jeg spørger jo bare, fordi jeg ved, at man ikke kan kysse ude i det offentlige rum. Ikke dengang og stadig ikke. Men det er vist også noget meget nordisk – det der med at gå og snave i bybilledet.
Souad: Hamad og jeg blev meget overraskede over det, da vi kom til Danmark. Hvis man sad i toget, og nogen kyssede lige foran os. Så vidste vi slet ikke, hvor vi skulle kigge hen.
Abdel: Jeg har det faktisk også lidt svært med det. Jeg bliver forlegen, hvis nogen kysser alt for vildt ude på gaden eller på en café. Det bryder jeg mig ikke om. Tilbage til historien. I kyssede så der i mormor og morfars stue. Hvor fint. Hvor lang tid gik der, før I blev forlovet?
Souad: En måneds tid, tror jeg. En dag skulle vi køre til Bekaa, hvor Hamad boede og arbejdede, og jeg skulle se farmen. Jeg havde strikket et halstørklæde til ham, som jeg ville give ham. Og det var der, han spurgte:
”Hvad synes du om mig? Er du klar? Vi kan bo her, og jeg kan lære dig at køre bilen til Beirut, mens du stadig studerer. Eller – hvis du ikke har lyst til det, kan vi flytte.”
Han gav mig valget. Så svarede jeg ja. Jeg var klar.
Abdel: Hvad var det, der gjorde udslaget for dig?
Souad: Det var nok mest det, at han havde respekt for mig. At han ville høre min mening. Men det var også, fordi han var en moderne mand. Hvis jeg var hos hans forældre, og han kom hjem senere, så gik han selv ud i køkkenet og varmede sin mad. Han forventede ikke, at jeg skulle gøre det for ham.
Abdel: Der var lige et flueben mere!
Souad: Og sidst, men ikke mindst var han gavmild. Alle kvinder ved, at hvis en mand er nærig, giver det et dårligt ægteskab.
(Begge griner)
Abdel: Alt i alt. Han var et godt catch! Så det er faktisk rigtigt, at I selv valgte hinanden.
Souad: Ja, det er jo det, jeg siger!
Abdel: Og så gik I i gang med forberedelserne til forlovelsesfesten.
Souad: Ja, og jeg glædede mig rigtig meget. Vi planlagde en kæmpefest med flere hundrede gæster. Alle fra vores familier skulle komme, alle vores venner, vores professorer fra universitetet. Alle mulige. Det skulle være en kæmpefest. En glad fest med dans hele natten. Men det blev jo slet ikke, som vi havde planlagt.
(Souad begynder at græde)
Abdel: Åh, mama …
(Abdel tager Souads hånd, og de sidder stille lidt)
Abdel: Det blev ikke, som du ville have det? På grund af krigen?
Souad: Ja. På grund af krigen