En elektronisk version af den populære salme ”Op, al den ting, som Gud har gjort” toner ud i æteren.
”Velkommen til ’Vorherre bevares’, du er i selskab med præsterne Ane og Jens – det er mig,” lyder Jens Foghs stemme.
Siden april har 40-årige Ane Øland Bækgaard, der er sognepræst i Ishøj og Torslunde Sogne ved København, og 41-årige Jens Fogh, der er sognepræst i Christianskirken i Lyngby ved København, lavet podcastserien ”Vorherre bevares” på det digitale medie Heartbeats. Her taler de om troen ud fra personlige oplevelser, og om hvordan troen har relevans i samfundet anno 2021.
Selvom troen også er levebrødet for de to præster, savnede de et rum, hvor dogmer og moralisering er lagt til side, og hvor det i stedet er den personlige tro med al den tvivl, den kan rumme, som er i fokus.
”I podcasten kredser vi meget om, hvor vi selv går fejl i livet, og om idealer, vi ikke kan leve op til. Her kan ’Vorherre bevares’ være et personligt udbrud, som bruges, når noget går galt. Men samtidig ligger der en bøn i det; må Vorherre bevares. På en måde hænger de to måder at bruge udtrykket på sammen, for det er et ønske om, at Gud må bevare os midt i alt det, vi ikke kan finde ud af,” forklarer Jens Fogh, og Ane Øland Bækgaard supplerer:
”Der er også et spørgsmål i udtrykket, som er den tredje dimension, om hvorvidt Gud har en plads i dag. Det er det, vi kredser om i podcasten, hvor vi undersøger, hvordan vi oplever Gud eller troen i dag i et helt almindeligt menneskeliv. Vi er uddannet til at tale om kristendom, men i podcasten stiller vi os i stedet som almindelige mennesker, der har de samme udfordringer med børn, arbejde og utilstrækkelighed, som mange mennesker har, og undersøger, hvor Gud er henne i alt det.”
Som præster oplever Jens Fogh og Ane Øland Bækgaard begge, at der blandt mennesker kan være en angst forbundet med at træde over dørtærsklen ind til kirken. Der kan være en forestilling om præsten som en autoritær skikkelse i sin lange sorte præstekjole på prædikestolen, og en følelse af at være enten rigtig eller forkert i kirken. Men både podcasts og samtaler om tro lader til at blive stadig mere populære i disse år, og ifølge præsterne kan folkekirken godt blive bedre til at tage de personlige, og til tider banale, samtaler om tro.
”Folkekirken skal være rum for samtale, men selvfølgelig ikke mindst for et budskab. Men for at budskabet bliver relevant for folk, skal de opleve, at det taler til dem. Her kan podcast-genren noget vigtigt, fordi den inviterer til samtale. Og jeg tror, at vi i dag er i en situation, hvor mange gerne vil samtalen om tro, og hvor paraderne måske ikke er ligeså meget oppe som for nogle årtier siden,” siger Jens Fogh.
Ane Øland Bækgaard giver ham ret:
”Ja, der er ældre mennesker, der siger til mig, at de er vilde med at høre mine prædikener, fordi de forstår, hvad jeg siger. I mange år har der været en autoritær prædikestil med teologiske slagord som ’synder’. Det er et voldsomt ord, og det er ikke noget, man har lyst til at være. Så hvis jeg sidder i kirken, og præsten siger, at jeg er synder, så hører jeg ikke rigtigt alt det, der kommer efter. Men hvis man begynder at reflektere over, hvad ’synd’ betyder i ens eget liv, kan det give en anden betydning.”
Spørgsmålet er, om folkekirken kan blive for tynd en kop te, hvis de forkyndende traditioner forsvinder til fordel for alternative gudstjenester og undersøgende samtaler? Nej, lyder svaret bestemt fra præsterne. Ane Øland Bækgaard trækker vejret ind inden sin forsvarstale:
”Det er så trættende, at folkekirken hele tiden skal tænke i enten eller. Der er en stor vigtighed i det både og, der ligger i, at nogle gange holder vi en almindelig højmesse, og andre gange går vi til spaghettigudstjeneste, for der kan være mange måder at forkynde på.Jeg synes, at man i for lang tid i folkekirken kun har haft øje for dem, der var opvokset med den genkendelige kirke. Når man er sådan en som mig, der ikke er opvokset med højmessen og synes, det er noget af det mest fremmede, kan det være befriende, at det religiøse, kristne og trosmæssige tales frem på en anden måde, end en prædiken er gjort på. Kan du tilføje noget til det, Jens? Det tror jeg faktisk ikke, du kan.”
Men det kan Jens Fogh godt:
”Folkekirken kan godt blive den her lidt desperate fyr på diskoteket, der forsøger at samle hvem som helst op. Men jeg ved ikke, hvad man går glip af ved at forsøge at tale enkelt om troen. Jesus siger, at vi er Guds børn, og dermed er der også en barnlighed og umiddelbarhed i troen, og den, synes jeg, er vigtigt at få fat i, i stedet for at folkekirken kun bliver en refleksionsklub,” siger han.