Fra tavshed til tilståelse. I dag begynder retssagen mod drabstiltalt præst

Retssagen mod sognepræst, der i juni – efter måneders benægtelse – tilstod at have dræbt sin hustru, begynder i dag. Det er første gang, at en præst er tiltalt for en så alvorlig forbrydelse. Sagens bevågenhed skyldes, at præsten er den usandsynlige forbryder, mener ekspert

Fra tavshed til tilståelse. I dag begynder retssagen mod drabstiltalt præst
Foto: Nordsjællands Politi/Ritzau Scanpix.

Tirsdag afsiges der formentlig dom i sagen om drabet på den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen, der forsvandt fra sin families bopæl den 26. oktober sidste år.

Den tiltalte i sagen er kvindens 44-årige ægtemand, Thomas Gotthard, der fra 2014 har fungeret som sognepræst i Ansgarkirken i Hedehusene-Reerslev Pastorat nær Roskilde.

Som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, har sagsforløbet været spektakulært. I månedsvis fastholdt Thomas Gotthard således sin uskyld. Maria From Jakobsen, hævdede han, havde i nedtrykt tilstand forladt deres hjem i Nordsjælland, hvor parret boede med deres to fælles børn. Samtidig var præsten ikke meget for at bidrage til politiets efterforskning eller svare på spørgsmål fra anklagemyndigheden, da Thomas Gotthard længe fastholdt, at han ikke måtte udtale sig på grund af præsters udvidede tavshedspligt. En regel, der er beskrevet i Danske Lov fra 1683.

På trods af manglende samarbejdsvillighed og det faktum, at intet lig af Maria From Jakobsen var blevet fundet, valgte anklagemyndigheden i efteråret at sigte Thomas Gotthard for at have dræbt sin hustru ”på et ukendt tidspunkt, et ukendt sted og på en ukendt måde”. Politiets efterforskningsenhed begrundede blandt andet sigtelsen med, at Thomas Gotthard i tiden op til hustruens forsvinden havde foretaget internetsøgninger på ord som ”havdybde”, ”forsvinden”, ”olietønder”, ”rensemidler” og ”selvmord”. Ligesom han ifølge politiet heller ikke kunne give nogen synderlig god forklaring på, at han havde befundet sig i det nordlige København, hvor familiens ene bil blev fundet med Maria From Jakobsens nøgler i.

Senere offentliggjorde Nordsjællands Politi overvågningsbilleder af Thomas Gotthard på Frederikssund Genbrugsplads, hvor han i tiden efter sin kones forsvinden skilte sig af med en større blå fodertønde og en sækkevogn. Selvom nettet tilsyneladende strammedes, og varetægtsfængslingerne gang på gang blev forlænget, så fastholdt den drabssigtede præst sin uskyld.

Det ændrede sig i juni. Her tilstod Thomas Gotthard at have dræbt sin kone, ligesom han udpegede en landsby nær Frederikssund, hvor politiet efterfølgende fandt Maria From Jakobsens jordiske rester.

Tilståelsen indebærer, at dagens retsmøde forløber som en såkaldt tilståelsessag. Det betyder, at der i modsætning til længerevarende retssager ikke bliver ført vidner, såfremt Thomas Gotthard kommer med en tilståelse, som anklagemyndigheden er tilfreds med. Af samme grund vil anklagemyndigheden højst sandsynligt anmode om, at tilståelsen fremføres bag lukkede døre – altså uden pressens tilstedeværelse – da anklagemyndigheden, såfremt man mener, at tilståelsen ikke er tilstrækkelig, kan ændre tilståelsessagen til en nævningesag. I en sådan må vidnerne ikke på forhånd kende Thomas Gotthards forklaring.

Forfatter og foredragsholder i retsteologi og præstesager Kristine Garde kalder sagen for helt usædvanlig.

”Der findes ingen parallelle sager i dansk kirkehistorie, hvor en præst er tiltalt for noget så alvorligt. Det er altså et enkeltstående tilfælde, men når sagen alligevel har fået så stor mediebevågenhed, tror jeg alene, det skyldes, at den tiltalte er en præst. Præster har grundlæggende en høj troværdighed i samfundet. Det er personer, vi nærer stor tillid til, og som vi anser som omsorgsfulde og hjælpsomme, og derfor er præsten en af de sidste, vi ville forvente kunne begå den slags forbrydelser.”

På trods af sagens alvor mener Kristine Garde ikke, at sagen vil få konsekvenser for folkekirkens omdømme og troværdighed.

”Den her sag er uden fortilfælde, og derfor tror jeg ikke, den vil sætte nogen former for skår i præsteembedets troværdighed,” siger hun.

Det er Niels Jørgen Cappelørn, teolog og professor emeritus ved Søren Kierke-gaard Forskningscentret på Københavns Universitet, til dels enig i. Ja, sagen kommer ikke til at skade kirkens omdømme som helhed, men for den lokale menighed kan der være et behov fra kirkens side for at genetablere tilliden, vurderer han.

”Det skyldes særligt, at Thomas Gotthard længe fastholdt, at han ikke kunne samarbejde med politiet på grund af sin tavshedspligt, og det kan få nogle sognebørn til at tvivle på, om man kan stole på sin præst. Og det er et alvorligt problem for en menighed. Her er det vigtigt, at man fra kirkens side gør de lokale menigheder opmærksomme på, at den her sag er enkeltstående og uden fortilfælde, så de fortsat kan have tillid til at komme til deres præster ved for eksempel sjælesorg. Det kunne eksempelvis være en opgave for stiftets biskop,” siger Niels Jørgen Cappelørn.

Kristeligt Dagblad har spurgt biskop i Helsingør Stift Peter Birch, om han føler et behov for at genoprette tilliden til menighederne i Hedehusene Sogn og Reerslev Sogn, hvor Thomas Gotthard var sognepræst.

Biskoppen skriver i en mail, at han ”ingen kommentarer har, før retten har talt”.

Hvis tilståelsen forløber, som anklagemyndigheden forventer, så kan der blive afsagt dom i sagen i eftermiddag.