Fra tragedie til H.C. Andersen-eventyr: Et moderne landshold har igen samlet befolkningen

Fodboldlandsholdet har genfundet den brede folkelige appel og formået at samle nationen mere end rødhvide spillere har kunnet længe. Hvad er deres hemmelighed?

Fortællingen om det danske landshold, der har samlet nationen og i snart to uger påkaldt sig befolkningens noget nær udelte opmærksomhed, er måske – snarere end et eventyr skrevet i 1800-tallet – en historie om et moderne landshold.
Fortællingen om det danske landshold, der har samlet nationen og i snart to uger påkaldt sig befolkningens noget nær udelte opmærksomhed, er måske – snarere end et eventyr skrevet i 1800-tallet – en historie om et moderne landshold. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Den internationale presse har allerede udråbt det som endnu en fantastisk fortælling skrevet i H.C. Andersens land. Fra tragedie og fortvivlelse til fuldkommen, fuldkommen glæde, som BBC’s kommentator Guy Mowbray bemærkede om landskampen i Parken mandag aften.

Her spillede Danmark sig fra gruppens baghjul med en 4-1-sejr over Rusland op på andenpladsen og dermed videre ved europamesterskabet.

Men fortællingen om det danske landshold, der har samlet nationen og i snart to uger påkaldt sig befolkningens noget nær udelte opmærksomhed, er måske – snarere end et eventyr skrevet i 1800-tallet – en historie om et moderne landshold.

Hvor spillerne viser sig som mennesker, når deres kammerat kommer galt afsted.

Hvor de viser følelser.

Hvor der er opbrud at spore i de gængse forestillinger om det maskuline.

Det er i hvert fald nogle af de forklaringer, som de eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med, giver, når de skal forklare, hvorfor landsholdet igen har opnået så stor folkelig opbakning som nu.

Ifølge tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der kommenterer slutrundens kampe som ekspert på DR, begynder fortællingen om et folkeligt landsholds genopståen dog allerede tidligere, end da Christian Eriksen kollapsede på banen i forrige uge.

”Vi oplevede et sportsligt lavpunkt i de sidste år med Morten Olsen som træner fra 2012 til 2016. Det var nogle tunge år med en lang række kampe, der bedst kan beskrives som ørkenvandringer. Vi spillede dårligt og kvalificerede os ikke til slutrunder, og det nærer folkestemningen i negativ retning,” siger han.

Bedre blev det i årene efter, hvor landsholdet kvalificerede sig til VM-slutrunden i Rusland i 2018, og under den nye norske træner, Åge Hareide, resultatmæssigt klarede sig virkelig godt.

”Det var dog også en landstræner, der efter en vigtig sejr over Schweiz afviste at iklæde sig et dansk landsholds-halstørklæde. Det var der gode grunde til, han havde for eksempel ikke fået sin kontrakt forlænget. Men som fan var det mærkeligt at se en landstræner efter et stort resultat, der nægtede det,” siger han.

Med tilgangen af Kasper Hjulmand i 2020 har Danmark ifølge Morten Bruun fået en landstræner, som igen har skabt det, ”et dansk landshold kan være, udover 11 spillere, der fungerer godt sammen på banen”.

Kasper Hjulmand kom med to visioner:

”For det første skulle landsholdet ikke bare vinde, men også spille flottere fodbold. For det andet ville han forsøge at gøre landsholdet folkeligt igen. Han rejste rundt og besøgte blandt andre musikeren Michael Falch og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og talte med dem om, hvad danskhed er, og hvilken fortælling, landsholdet bør afspejle. Den slags interesserede hverken Morten Olsen eller Åge Hareide. Der må man sige, at Kasper Hjulmand er en moderne 2021-type,” siger Morten Bruun.

Og så har det været tre historiske aftener i Parken, mener han. Først Christian Eriksens kollaps mod Finland. Derefter kampen mod Belgien – ”manifestationen af medfølelse”. Og så forløsningen mandag aften, hvor Danmark slog Rusland og sikrede sig videre deltagelse i turneringen.

”Det har været et overvældende forløb. Man kan kun være allermest glad, når man også har oplevet de modsatrettede følelser. Mandag aften gik det hele op i en højere enhed,” siger han.

Hans Bonde, professor og idrætshistoriker ved Københavns Universitet, har også bemærket, hvordan holdet er genopstået som folkeligt landshold. Han peger på, at fodboldlandsholdet er et sted, hvor befolkningen leder efter svar på, hvad Danmark og danskerne indeholder.

”Vi spejler os selv i landsholdet og vil gerne have fortællingen om os selv som nation bekræftet. Og lige nu spiller de modigt, kreativt og initiativrigt. Samtidig viser de sig som et varmt og ikke særligt hierarkisk kollektiv, der står last og brast. Et folk, der rykker sammen, når der som med Christian Eriksens kollaps opstår situationer, der er vigtigere end jagten på præstationer eller penge,” siger han.

Hans Bonde ser også i landsholdets genfundne brede folkelige appel en ny fortælling om det maskuline. Han peger på, at den gængse forestilling om mænd er, at de kan være lidt fjerne, kolde og sagsorienterede. At mænd har blikket rettet mod det ydre frem for det indre.

”Et fodboldlandshold er én stor maskulin fortælling. Men det nye er, at spillerne – de mest præstationsorienterede machomænd, man kan forestille sig – skriver en meget varm følsomhed mellem hinanden ind i den fortælling. De viste deres sårbarhed og medfølelse, da en kammerat var i fare for at dø. Det gør dem uendeligt menneskelige. Den sårbarhed vendte de til en utrolig styrke ved at gennemleve den, bearbejde den og derefter rejse sig og spille sig eminent videre i turneringen. Vi elsker at se dem præsenteret som mennesker og ikke blot som fodboldstjerner,” siger han.

Fodboldekspert for DR under slutrunden Arnela Muminović hæftede sig ved, at spillerne ikke kun viste følelser, mens Christian Eriksen lå på græsset efter sit kollaps, men at de fortsatte med det i dagene efter på pressemøderne.

”Det forventer man ikke altid i en fodboldverden, der er meget pakket ind. Det er nok en ny generation af fodboldspillere, som har brug for at udtrykke sig lidt mere, end vi har set hos tidligere spillere,” siger hun.

Arnela Muminović vurderer, at spillerne og Kasper Hjulmand med deres åbenhed, karisma og villighed til at vise følelser har ramt lige ind i danskernes hjerter.

”Jeg tror, at mange tidligere har tænkt, at landsholdet var lidt lukket og mest gav nogle standardsvar i interviews. Denne gang har de formået at sige de rigtige ting, tale til følelserne og ikke holde noget tilbage. Min veninde, der normalt ikke følger med i fodbold, skrev til mig forleden, at hun havde gåsehud og slet ikke vidste, at fodbold kunne frembringe alle de følelser,” siger hun.

Danmark spiller ottendedelsfinale mod Wales lørdag klokken 18 i Amsterdam.