Fransk terror-retssag ripper op i fortiden: Vi bliver mindet om, at det kan ske igen

I går blev de første vidner afhørt i den ni måneder lange retssag om det mest drabelige terrorangreb i Frankrigs historie. I Paris’ gader er traumet fra 2015 stadig til stede

Den 32-årige fransk-marokkanske Salah Abdeslam er den eneste overlevende af de 20 anklagede terrorister. Han har under retssagen forklaret terrorangrebet som et modsvar på Frankrigs bombardementer af Islamisk Stat i Syrien.
Den 32-årige fransk-marokkanske Salah Abdeslam er den eneste overlevende af de 20 anklagede terrorister. Han har under retssagen forklaret terrorangrebet som et modsvar på Frankrigs bombardementer af Islamisk Stat i Syrien. Foto: Benoit Peyrucq/AFP/Ritzau Scanpix.

Det er en grå og søvnig formiddag i Paris. Rundt om Republique-pladsen er caféerne ved at åbne. Enkelte sidder ude på terrassen på La Bonne Biére ved Rue Faubourg du Temple og læser avisen, mens en tjener tørrer borde af. Omkring to en halv kilometer herfra, i en topsikret specialbygning i Palais de Justice er den største retssag i moderne fransk historie i gang.

Retssagen mod de jihadister, der fredag den 13. november 2015 efter et første angreb på det nationale fodboldstadion i udkanten af hovedstaden tog kalasjnikovs i hænderne og skød og dræbte fem gæster, der sad på terrassen her på La Bonne Biére, et af de første mål, før de og andre terrorister fortsatte gennem byens 10. og 11. arrondissement og begik det mest drabelige terrorangreb i Frankrigs historie.

De næste ni måneder vil hundredevis af personer, blandt andre daværende præsident François Hollande, vidne i den historiske retssag, hvor alene anklageskriftet fylder én million A4-ark.

I går tog man fat på at afhøre overlevende og pårørende til ofrene i retten, hvor vidneforklaringerne fortsætter over de kommende fem uger. En uge er dedikeret til angrebene på Stade de France og seks spisesteder og barer, mens fire uger vil blive afsat til afhøringerne om angrebet på spillestedet Bataclan, hvor flest ofre blev dræbt. En specialbygning er blevet konstrueret for at huse alle retssagens deltagende, som forventes at være på omkring 3000 på de mest travle dage.

For flere af ofrene vil retssagen være første gang, at de fortæller om de rædsler, de var vidne til, mens andre har valgt ikke at vidne. Nogle forlader ifølge radiostationen France Culture endda Paris i månederne, hvor retssagen står på. For mange i byen er retssagen et minde om et sår, der stadig ikke er helet.

Det handler om ofrene

”Det vækker nogle minder, som man ellers prøver at undgå at tænke på. Det kaster os direkte tilbage i traumet, og minder os om, at det hvert øjeblik kan ske igen,” siger den 36-årige socialarbejder Laura Beaucosin, der sidder nogle meter fra den café, hvor de første ofre blev skudt for seks år siden.

Efter terrorangrebene var hun bange for at gå til koncerter og på bar, og nu vækkes de følelser til live igen.

”Jeg synes, at retsopgøret er ekstremt vigtigt, især for at ofrene kan komme ud med det, de har gennemgået, men jeg kan også mærke, at jeg igen føler frygt og vrede over uretfærdigheden, og selvfølgelig også en stor sorg over alle dem, der mistede livet,” siger hun.

Benoît Delozier, der sidder ved kanalen nær restauranten Le Petit Cambodge, hvor 13 personer blev dræbt, tænker i dag sjældent på terrorangrebene, men følger med i retssagen.

”Jeg tror mest af alt, at det handler om, at ofrene skal kunne komme videre fra deres traumer. Det er det, der er vigtigt. For terroristen er stadig hjernevasket,” siger den 41-årige grafiske designer.

Et af de store spørgsmål før retssagen har været, hvor meget den 32-årige fransk-marokkaner Salah Abdeslam, som er den eneste overlevende ud af de 20 terroranklagede, kommer til at tale i retten.

”I behandler os som hunde,” proklamerede han på retssagens første dag.

Og siden har han til stor frustration for mange franskmænd både forsvaret terrorangrebet og flere gange taget ordet uden at få lov.

”Jeg forventer ikke meget fra retssagen efter at have hørt de første udtalelser fra Salah Abdes-lam,” siger den 46-årige Sylvie Anglio, der sidder i en park ved Boulevard Richard Lenoir og Voltaire.

Risikoen for terrorisme i Frankrig er særligt høj lige nu, har indenrigsminister Gérald Darmanin advaret om på åbningsdagen for retssagen for fire uger siden. Men det er ikke, hvad Sylvie Anglio er mest bekymret for.

”Jeg er ikke specielt bange for, at det vil føre til flere terrorangreb. Men det, at retssagen falder sammen med valgkampen op til præsidentvalget, optrapper de problemer, der allerede er i Frankrig med splittelse og manglende forståelse for kulturforskelle, som man kan se i den øgede opbakning til det ekstreme højre. Det gør mig bange. For retssagen kommer uden tvivl til at have indflydelse på valget,” siger hun og fortsætter:

”Men det er klart, at retssagen minder én om angrebene. Og at man tænker mere på det, især når man er her i kvarteret,” siger hun og kigger op mod gaden bag hende.

Lidt længere op ad Boulevard Voltaire ligger terroristernes endelige mål: Spillestedet Bataclan. De fleste forbipasserende denne formiddag kaster et blik op på den farverige bygning. Det var her, at aftenens største massakre udspillede sig under en koncert, og 90 personer blev dræbt. En af dem, der overlevede, er den nu 35-årige Victor Rouart, der op til retssagen blev interviewet af mediet France Bleu om sine forventninger.

En følelse af retfærdighed

”Jeg vil gerne kunne forstå det bedre. Og jeg håber, at ofrene og ofrenes familier kan få en form for lettelse og lindring gennem den afgørelse, der bliver truffet. Men jeg tvivler på, at det vil være nok til at lindre deres smerte efter al lidelsen. Jeg vil også gerne have, at vi kan få yderligere oplysninger om den måde, som angrebene blev forberedt på. Og få nogle svar, der muligvis kunne bruges til at finde løsninger til effektivt at bekæmpe terrorisme. Men jeg er skeptisk. Jeg har håb, men jeg er bange for, at de ikke vil blive indfriet,” sagde han til mediet.

Nær spilletstedet sidder Clara Monteil udenfor på en af kvarterets hippe caféer, Chez Prune. Terrassen er her i frokostpausen ved at blive fyldt op, og en stresset tjener haster rundt og tager imod bestillinger.

”Tanken strejfer mig da nogle gange, når jeg sidder ude på en terrasse. Og selvfølgelig når jeg går forbi stederne, hvor det skete,” siger den 25-årige designer.

Hun har som regel radioen kørende i baggrunden på sit arbejde og følger med i retssagen på den måde.

”Jeg håber selvfølgelig, at der vil komme retfærdighed. Men hvilken retfærdighed, der overhovedet nogensinde kan komme, ved jeg ikke,” siger hun.