Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Anmeldelse

"Fred til lands" er historien om et bebudet mord

3 stjerner
Foto: Tine Harden/DR

Hvis bare man leder længe nok i et DR-drama, finder man en dysfunktionel familie og dermed roden til alt ondt. ”Fred til lands” lod vanen vinde og tabte seerne undervejs

Stakkels Mike. Misbrugt af Tom og solgt af sin far. Misforstået af alle, der aldrig kunne se, at han gerne ville være god, hvis bare de andre kunne lære ham hvordan.

Et land bestående af velmenende sagsbehandlere kan ånde lettet op, for alle verdens Mike’r er ikke onde, de er blevet gjort ondt. Den enkelte viser sig skyldfri, ondskaben er forårsaget af de andre.

Mike er en stakkel – ligesom alle andre kriminelle stakler – ondskaben har rod i udefrakommende, der er intet iboende ondt. Den rendyrkede ondskab fra de første afsnit, som vi ikke er vant til at se uden at undskylde, blev da også rigeligt undskyldt. For intet var, som det så ud til, og bag skinnet af mørke, gjalder solen nu frem.

Og som ”gruppen”, de flannelskjorteklædte hævnere, står der på de fædrene gravhøje i det sidste afsnits lyseste nat, flyver heksen over engene. For kvindens hævn, heksen Bibis hævn, er sygelig, mens gruppens ville have været heroisk. Synes de. Og sådan bliver det ved i Ebberup. Bibi bliver en anomali, en uden for det store fællesskab.

”Fred til lands” vælger den nemme løsning. For ved ikke at slå Mike ihjel, kan Milad, kan Peter, kan Martin, kan John, tilsyneladende ånde lettet op og leve videre med samvittigheden i behold. De mørke gardiner åbnes op, sollyset strømmer ind i de tapetserede huse, hvor tiden har stået stille. Alt bliver lysere.

Æstetisk viste ”Fred til lands” sig mest som et nybrud. Forladte forlystelsesparker, skjoldede tapeter og mega-parceller. Udkanten blev et akademisk designprojekt med americana-associationer og den tomme plads æstetik. Der var noget forjættende udansk over produktionen, men det mistede ”schwung” i takt med at Mike byggede duplo med sin lille søn.

Gruppen, selvtægtsgruppen, spiser kage og drikker kaffe gennem afsnittene, som var det en bogklub. Her finder alle de ensomme sjæle et fællesskab i erstatning for alle de andre, der er forsvundet.

Og Mike mistes næsten af syne i de drøje midterafsnit, hvor voldsomheden, ”Twin Peaks”-hilsnerne, mørket bliver fortrængt og de traurige skærmydsler står tilbage som en storm i det glas vand, Bibi efterlader rystende på bordet hos Peter inden hævntoget i afsnit 7.

Hvem hopper i kanen med hvem?, hvem har været i kanen med hvem?, og så videre og så videre. Kun Bibi, og med hende selvfølgelig Lene Maria Christensen, bliver mere og mere uudgrundelig. Scenen, hvor hun hældte kogende vand over sig selv for blot at blive holdt i et par minutter, står som en af de mest triste i tv længe. Bibi bliver den frelsende syndebuk, som de fire mænd kan holde ud i strakt arm. Hun er syg, hun kan ikke gøre for det, siger de. Og sådan frelser de også sig selv.

Men hvem ved, om Mike kommer tilbage fra helvede for at gøre dem helvede hedt? Problemet er, at det vel egentlig ikke interesserer så mange. For ”Fred til lands” futtede det hele af i de første afsnit og brugte de sidste på at rydde op efter sig selv. Og serien fandt opbyggeligheden, lod modet blive tilbage og endte som det, den så opløftende ellers tegnede til at forsage i starten: en udforskning af dysfunktionelle familier og parforhold.