Det kan være svært at forklare. Så manden i jakkesættet rejser sig fra sin stol og peger på en plakat i det lidt mørke mødelokale. På den er et F-35 fly, det topmoderne kampfly, som Danmark for længst har bestilt en håndfuld af.
"Det er her, kanonen sættes fast," siger fabrikschef Jørgen O.M. Laursen.
"Men den laver vi altså ikke!," forsikrer han med henvisning til selve kanonen.
For her på Termas fabrik i Grenå er det kun den såkaldte gun pod, som er den, der holder kanonen, de producerer. Og det er vigtigt at forstå, lyder det fra Jørgen O. M. Laursen, for der kan opstå mange misforståelser, når man taler om våben- og forsvarsindustrien. Han understreger, at Terma er en forsvarsvirksomhed og ikke en våbenfabrik.
"Når vi har jobsamtaler, bliver vi nogle gange spurgt, om vi så også producerer våben. Men det gør vi jo ikke," siger han.
Terma er en gigant i dansk forsvarsindustri. Firmaet, som har hovedkontor i Lystrup lidt udenfor Aarhus, sælger dele til de allerstørste forsvarsvirksomheder i verden. Blandt andet den del, som kan bære og slippe missiler fra de højteknologiske F-35-kampfly. Det er en milliardforretning, som har været i opsving de seneste år – og det vil den nok fortsætte med at være, hvis man spørger Jørgen O.M. Laursen.
Snakken om våben og oprustning er i den grad blusset op, siden den russiske præsident, Vladimir Putin, sendte sine tropper ind over den ukrainske grænse i slutningen af februar. Der gik ikke længe, før det blev afgjort, at det danske forsvarsbudget fremover skal have et nøk opad, og så blev der ellers lastet danske panserværnsraketter og miner på fly med kurs mod Ukraine.
Den politiske opbakning til våbendonationerne har været bred. Og det har den ikke kun været på Christiansborg, hvor selv Enhedslisten – godt nok lidt tøvende – bakkede op. Også i det civile har danskere sendt millioner af kroner i retning af Den danske Ukraine komité, der ledes af tidligere Venstre-minister Søren Pind. Indtil videre er der doneret 42,5 millioner kroner til den ukrainske hær. Men opbakningen er ikke udelt, og for nogle føles det helt forkert med oprustning og våbendonationer fra dansk side.
En af dem er lektor på institut for kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Lars Handesten, som med sine egne ord er i syv sind. For i en tid, hvor ukrainske byer bliver bombarderet, giver det ikke meget mening at sige, at russerne og ukrainerne skulle se at lægge våbnene fra sig. Alligevel får han følelsen af, at det er forkert at donere penge til våben, for "aversionen mod alt, hvad der har med krig at gøre, sidder dybt i mig", som han siger.
Lars Handesten beskriver sin egen modvilje som et efterlevn fra dengang, Bob Dylan og Donovans antikrigstekster var parolen. Den kolde krigs "forestillinger om fred" og Vietnamkrigen, som viste de mest horrible sider af krigsførelse i 1960’erne og 1970’erne, har skabt en slags instinktiv modstand mod våben og oprustning i det hele taget, som nu for Lars Handestens vedkommende holder ham fra at donere penge til det ukrainske militær, også selvom de kalder på det.
Nødsaget til at være beredt
Lars Handesten er langt fra den eneste, der gennem disse årtier fik plantet en aversion i sig. Modstanden mod oprustning var størst til venstre for midten under den kolde krig, men fredsbevægelserne havde også fæller på højrefløjen, fortæller Hans Mouritzen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
"Det var en holdning, som blev delt af mange på tværs af politiske skel, og det sidder nok stadig i mange," siger han.
Efter Murens fald forduftede en stor del af frygten for en ny verdenskrig, og samtidig blev behovet for at fylde lagrene med våben mindre i Danmark. Længere nordpå, i Finland, har sagen været en smule anderledes. De finske våbenlagre er noget større end de danske, og 280.000 finnere står klar til at gribe til våben, skulle landet blive invaderet.
"De er altid klar til en stor katastrofe eller en tredje verdenskrig", som forsker ved det norske forsvarsakademi Magnus Håkenstad har formuleret det i den amerikanske avis The New York Times. Og det har sandsynligvis smittet af på folkestemningen, når det gælder deres forhold til våben, forklarer Hans Mouritzen fra DIIS. For i modsætning til danskerne har de været nødt til at være beredt.
En etisk tvivlsom investering
Jacob Dahl Rendtorff har forsket i virksomhedsetik i en lang årrække på Roskilde Universitet. Ifølge ham er danskernes hidtidige forbehold overfor våben også kommet til udtryk, når det gælder investeringer. Her har holdningen i lang tid været, at investeringerne skulle være etisk korrekte, og et af de store spørgsmål har været, om det nu også er forsvarligt at investere i våben.
"Våben har hørt til listen over uetiske investeringer sammen med for eksempel tobak, alkohol og pornografi. I fagsprog kalder man den gruppe af aktier for sin stocks (syndige aktier, red.)," siger han.
Selvom våbenindustrien har fået det stempel, har det ikke holdt pensionskasser og fonde fra at poste penge i våben. Men kravet om, at selve produktionen så også skulle være "etisk forsvarlig" har været vigtigt, netop fordi spørgsmålet om etisk korrekthed har været omstridt.
"Så man forsøger at føre kontrol med, at våbenproducenterne lever op til alle kravene. Man skal kunne spore, hvor de enkelte dele bliver lavet, og hvem der har lavet dem. Det gælder også, når det drejer sig om, hvem de sælger deres våben og udstyr til,” siger Jacob Dahl Rendtorff. Men nogle gange havner våbnene – eller våbendelene – dog i de forkerte hænder, påpeger han.
I følelsernes vold
Fabrikschefen i Grenå har smykket sin sorte blazer med et emblem, der forener Dannebrog, det amerikanske flag og et lille sølvfarvet jagerfly.
Det førende amerikanske firma inden for luftfartsindustri i USA, Lockheed Martin, er en af Terma-fabrikkens største kunder. De kostbare dele bliver fragtet fra Danmark til blandt andet en fabrik i Texas, hvor flyene samles. Men måske vil selv tyskerne og svenskerne tage turen forbi fabrikken på Djursland om ikke så længe.
"Når flere lande opruster, forventer vi, at vi får endnu mere travlt, end vi allerede har," siger han.
"Men ja, baggrunden for det er voldsomt trist. Alligevel ser jeg det sådan, at vi sikrer, at vores soldater og piloter er beskyttede, og så er vi også med til at beskytte os i Vesten mod angreb. Og de seneste måneder har bare vist, at der kan være behov for det."
Det var uden omsvøb, da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i begyndelsen af april appellerede til Vestens statsledere: "Giv os missiler, giv os fly".
Det var altså ikke nok, at danskerne sendte varmt tøj og tæpper ned til ukrainske flygtninge ved landets grænser. For skal den militære stormagt i øst stoppes, er det nødvendigt at forsyne den ukrainske hær med hårde midler, lød budskabet.
Ligesom andre reagerede den danske regering resolut og lastede fly med panserværnsraketter, som forsvaret havde på hylderne.
Og grunden til, at opbakningen til at sende våben afsted er stor, er, at "verden har forandret sig", mener professor emeritus Svend Andersen, som har forsket i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet.
"Præmissen er ikke længere, at vi skal forhindre en krig i at bryde ud, som det var under den kolde krig. Vi skal igennem en krig for at opnå fred. Vi ved, at den skal udkæmpes med våben, og så tilsidesættes det ønske, de fleste har om, at vi på et tidspunkt skal nå total nedrustning," siger Svend Andersen.
Især den geografiske og kulturelle nærhed til Ukraine kan være med til at forstærke følelsen af, at man bør imødekomme den ukrainske præsidents appel, hvis man spørger hans kollega på Aarhus Universitet Gorm Harste, som er lektor på institut for statskundskab.
"Våben er selvfølgelig ikke irrelevant, men det hjælper ikke meget, at danskerne donerer småbeløb til dem. Det ændrer dog ikke ved, at mange føler en forpligtelse, som har rod i en form for indignation over, hvad der sker i Ukraine. Og selvom det kan føles moralsk grænseoverskridende at støtte våbenleverancer, kan mange få en følelse af, at det er det, der er nødvendigt, fordi det kommer så tæt på," siger han, som har skrevet flere bøger om krig og filosofi.
Og der er sket et skred indenfor meget kort tid, fortæller professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet Jacob Dahl Rendtorff. For det tyder på, at opbakningen til oprustningen og våbenleverancerne har blødt forbeholdet over for våbenvirksomhederne op.
"Fordi den rene pacifisme har været svær at forsvare siden invasionen af Ukraine, tyder det på, at investeringer i våben- og forsvarsindustrien vil blive anset som mindre kontroversielle end tidligere. Og faktisk kan de af nogle betragtes som nødvendige. Hvis vi ønsker flere våben for at kunne forsvare os, kræver det flere penge," siger han.
Krig til frokost
For et par måneder siden spiste provst på Frederiksberg ved København Kirsten Jørgensen frokost med sin 82-årige veninde. Snakken faldt hurtigt på krigen i Ukraine, som de begge er optagede af. Hele sit liv havde veninden været selverklæret pacifist. Men billederne af bombardementer og civile ofre i de ukrainske byer havde rystet noget helt fundamentalt i hende. Det ændrede godt nok ikke på hendes instinktive modstand mod våben og krig, men overgrebene på den ukrainske befolkning overbeviste hende om, at slagsange og protester ikke er nok.
"Vi skal holde fast i den grundholdning, at våben er den absolut sidste udvej. Men krigen i Ukraine har mindet os om, at det på et tidspunkt kan blive nødvendigt at forsvare sig med våben," siger Kirsten Jørgensen.
Ifølge hende rejser det dog et nyt uundgåeligt dilemma. For hvor brutal skal en krig være, og hvor store tab skal der ske, før det er legitimt at gribe til våben?
"Man kan ikke sætte det på formel. Man må lade sin samvittighed fortælle, hvornår grænsen er nået. Den nu afdøde ærkebiskop i Sydafrika Desmond Tutu vaklede aldrig og holdt fast i sin holdning om, at vold skulle bekæmpes ikke-voldeligt. Men spørgsmålet er jo, hvor lang tid man skal fortsætte sådan, hvis man bliver uretfærdigt behandlet og oplever overgreb," siger hun.
Før fabrikschef Jørgen O.M. Laursen for fem år siden trådte ind i forsvarsindustrien, arbejdede han for vinduesproducenten Velux. Det kan umiddelbart virke som noget af et sceneskift. Men jobbet på Termas fabrik er ikke meget anderledes end at sælge vinduer, mener han selv.
Men jo, selvfølgelig er spørgsmålet om etik vigtigt. Det medgiver han. Ligesom det er vigtigt, at de som virksomhed kan forsvare det, de handler med, og dem, de handler med. Flere gange nævner han derfor, at alt kan spores hele vejen fra Texas til Grenå.
"Man er selvfølgelig tvunget til at gøre op med sig selv, om man kan stå inde for det. Og det kan jeg. Ideelt set havde vi slet ikke brug for en forsvarsindustri. Men vi skal kunne forsvare os, og så længe vi skal kunne det, synes jeg, at det, vi gør, er legitimt," siger han.