Kampen for det gode liv

Hvor langt skal vi tillade videnskaben at gå i jagten på det gode liv, spørger filosof Morten Dige i ny bog

Genterapi, kloning og forbedrede mennesker. Det, der i 1970'erne og 1980'erne hørte til i science fiction-bøger, står i dag at læse i fagbøger, lægetidsskrifter og redegørelser.

Spørgsmålene er med kortlægningen af menneskets genetiske arvemasse blevet aktuelle nutidsspørgsmål og ikke hypotetiske fremtidsscenarier. Og netop de aktuelle spørgsmål tager filosof Morten Dige fat på i sin nye bog »Det gen-skabte menneske«. Her prøver han at anvise en etisk farbar vej, så vi får gavn af de fordele, teknologien giver, men også undgår det misbrug, som ligger lige for, og som de færreste ønsker.

- De fleste vil mene, at det er en god ide at bruge genteknologien til at behandle de rædsomme sygdomme, der i dag ikke findes behandling for. På den anden side er de fleste intuitivt imod at bruge genteknologien til at manipulere og forbedre det, man kan kalde »den menneskelige standardmodel«, siger Morten Dige.

Glidebanen

Han er filosof på Aarhus Universitet, hvor han også underviser. Han har i en årrække beskæftiget sig med praktiske, bioetiske problemer som aktiv dødshjælp, abort og genteknologi.

- Der er en tendens til at bruge glidebanen som argument for, at vi ikke skal sige ja til for meget af teknologien. Mennesker, der bruger det argument, er bange for, at vi ikke vil kunne håndtere teknologien, og de mener, at vi derfor hellere bør holde os fra den. Modstanderne har en tendens til at bruge religiøse argumenter, fordi de er på Herrens mark, om jeg så må sige, men jeg mener, at vi har flere ressourcer til at forholde os til det. Når man trækker de religiøse argumenter af stald, har diskussionen en tendens til at blive sekterisk. Der findes en mere generel humanistisk etik, som vores kristne etik er gennemtrængt af, og med den mener jeg, vi kan finde en tredje vej. Hvis man besinder sig på det, kan man finde en måde, hvor det ikke er det fundamentalistiske religiøse, der afgør spørgsmålene, og ej heller den rene naturvidenskabelige og naturalistiske argumentation. En ekstrem restriktiv holdning kan ikke forenes med en humanistisk etik, siger Morten Dige.

Han mener, at grænsen mellem det gode og det onde i teknikken går mellem hjælp til syge og så direkte forbedringer af mennesket. Men han erkender, at der er en gråzone. Den kommer til udtryk, når man ikke længere vil finde sig i at være lav af vækst og derfor får medicin, når koncentrationen forbedres med piller, og når det almene humør stabiliseres med kemi.

Bastant indgreb

- Det er vigtigt at tænke på, at genetisk manipulation er et meget bastant indgreb i menneskelivet, og derfor skal vi også være meget sikre på, at vi faktisk gør folks liv bedre. Når det drejer sig om at undgå alvorlige, arvelige sygdomme, har vi grund til at føle os sikre, mens sagen stiller sig helt anderledes i forhold til at udstyre folk med en højere intelligens eller at gøre dem mere opstemte, især når det er med disse kunstige, højteknologiske midler. Men der er en gråzone, hvor man kan diskutere, om noget er helbredelse eller forbedring, og der må vi bare trække en grænse. Det gør vi jo også, når vi sætter hastighedsgrænser eller forlanger, at man skal være 18 år, før man kan tage kørekort, uagtet at der ikke er noget, der viser, at det lige præcis er ved 18 års-dagen, at man er moden nok til at køre bil, siger Morten Dige.

Han mener, der er en række fællestræk, der kendetegner det gode liv, og at netop disse ting ikke er noget, der kan opnås ved hjælp af genetisk manipulation af mennesker.

- Man kan opstille en rimelig overskuelig liste over, hvad der i hvert fald skal til, for at en person har et godt liv. Man skal udrette noget selv, have dybe personlige relationer, have glæder og fornøjelser, indflydelse og mulighed for at udfolde sig selv i frihed. Og netop disse ting er jo ikke noget, der kan opnås ved gentekonogiske forbedringer, siger Morten Dige.

Spørgsmålet forsvinder ikke

I bogen er han ikke direkte inde på det, men han mener, at spørgsmålene om aktiv dødshjælp, genteknologi og kloning vil blive ved med at dukke op som irriterende fluer, der ikke kan viftes væk.

- Nu har Det Etiske Råd igen taget stilling til aktiv dødshjælp og afvist det. Men det er jo ikke det samme, som at spørgsmålet forsvinder. I kraft af den medicinske udvikling bringer man folk i en situation, de ikke var i før. Den rolige død i familien er vi kommet ud over, fordi vi i dag behandler langt efter det, som før var en naturlig død. Og hvorfor skal naturen så til sidst pludselig gå sin gang, spørger Morten Dige.

Et andet af de spørgsmål, der også i de kommende år vil genere os som en sten i skoen, er hele diskussionen om gendiagnostik. Med den teknik sorterer man allerede i dag mennesker, før de bliver født, og udelukker dem derved fra samfundet. Desuden vil det også få konsekvenser for de mennesker, der som raske ved gentest får at vide, at de er disponeret for alvorlig sygdomme senere i livet. Her bliver det pludselig også et spørgsmål om, hvorvidt det raske menneske skal oplyse til sit forsikringsselskab eller arbejdsplads, at vedkommende - måske - senere kan blive syg.

- Og så er der hele spørgsmålet om behandling for ufrivillig barnløshed. Når man med en kanyle presser sædcellen ind i ægget, ved man, at der sker noget utilsigtet, og her synes jeg, at lægerne handler mod bedre vidende. Det er en uhellig alliance mellem forskertrangen og lægens økonomiske incitament, når han oplever pres fra de barnløse, siger Morten Dige.

Det, der for mange står som den ultimative virkeliggørelse af science fiction-romanen, er kloning af mennesker. Morten Dige taler om »den nye race«, men tror dog ikke selv, at det bliver til virkelighed, til trods for at en italiensk læge hårdnakket siger, at han har insemineret kvinder med klonede æg og nu blot venter på, at den første klon fødes.

- Jeg tror ikke, det er sandt, men på den anden side er vi allerede på vej derhen med hele arbejdet med stamceller fra befrugtede æg. Det sker for at behandle Parkinsons sygdom og diabetes, og når man så hører, at en forsker lige skal have lov til at klone grise, fordi de ligner mennesker så meget genetisk set, bliver man da betænkelig. Vi må ikke gøre os til herre over livet på den måde, og her er det, at argumenterne alligevel bliver religiøse. Det ene behøver ikke være starten på en glidebane til det næste, siger Morten Dige.

Hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at styre udviklingen i en globaliseret verden, hvor en italiensk videnskabsmand, der ønsker at klone mennesker, alligevel altid kan krydse grænsen til et mere liberalt land, er den ubekendte faktor.

- Det er forsøget værd, om man kan opnå global konsensus om at forbyde kloning. Om ikke andet så har det en signalværdi, at vi ikke blåstempler, at mennesket kopieres.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk