I dag går jeg i gang med min sidste oprydning. Det er så vigtigt, at jeg bliver nødt til at fortælle om det. Måske kan jeg også give dig nogle tips, for det her er noget, vi alle kommer i kontakt med – før eller siden. En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning. Det burde vi i hvert fald …
Hvad forstår man så med udtrykket “den sidste oprydning?” For mig betyder det at gennemgå alle mine ejendele og beslutte mig for, hvilke af dem jeg ikke længere har brug for eller lyst til at beholde. Kast et blik omkring dig. Mange af dine ejendele har du sikkert haft i så mange år, at du ikke længere hverken ser dem, bruger dem eller sætter pris på dem.
Jeg tror, det svenske udtryk “döstädning”, som vi på dansk har kaldt “den sidste oprydning”, er et forholdsvis nyt udtryk. Udtrykket bruges, når du selv eller en anden går i gang med en virkelig tilbundsgående oprydning med detformål at skille sig af med alle unødvendige ting, for at få hverdagen til at fungere bedre. Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med hverken din alder eller din død. Men hvis du har svært ved at lukke dine kommodeskuffer eller klædeskabet, så er det afgjort på tide at gøre noget ved det. Det er noget, du kan foretage dig, selv om du kun er i 30-års alderen og endnu har et langt liv foran dig. Det er noget, du kan være i gang med, så længe du lever.
Kvinder har til alle tider været i gang med denne form for oprydning, men kvindearbejde havner sjældent i rampelyset, selv om det så sandelig burde påskønnes noget mere. I min egen og i tidligere generationer har kvinder først ryddet op efter deres døde mænd, derefter rydder de op, før de selv forsvinder. Man plejer at sige “rydde op efter sig”, men med udtrykket “den sidste oprydning” drejer det sig snarere om at “rydde op før sig”, altså før du dør.
Til tider kan jeg føle mig lidt utaknemmelig over for de ting, som jeg vil skille mig af med, og som rent faktisk har været til stor glæde og nytte for mig. Men så kan en anden nu få glæde og nytte af dem. Jeg har opdaget, at det er hyggeligt at tilbringe nogen tid sammen med disse forskellige ting, før jeg skiller mig af med dem. Det er både morsomt og interessant at mindes hver tings særlige historie.
Som ung havde jeg aldrig tid til at spekulere over, hvilken betydning en ting havde i mit liv, hvor den kom fra, og hvordan jeg havde fået den. Forskellen på en endelig, sidste oprydning og en stor sanering er tiden, det tager. Det handler hverken om at støve af eller at støvsuge, når man går i gang med den sidste oprydning – det handler om at organiseresig endegyldigt på en måde, der vil forenkle hverdagen og gøre den mindre kompliceret.
Nogle er bange for at tale med deres forældre om døden. Det skal de ikke være. Vi bliver alle sammen nødt til at tale om døden. Hvis det er for svært at bringe emnet på bane, kan vi altid begynde med at tale om den sidste oprydning. For et par dage siden fortalte jeg en af mine sønner, at jeg var i gang med denne totaloprydning, samtidig med at jeg skrev på en bog om emnet. Han spurgte, om det var en sørgelig bog, om det gjorde mig trist at skrive den. Nej, slet ikke, svarede jeg. Det er ikke meningen, at det skal være sørgeligt. Tværtimod. Jeg synes, det har været et morsomt arbejde. Nu hvor jeg ikke længere har lyst til at løbe omkring i Stockholm og deltage i alt, hvad byen har at byde på, har jeg tid til at deltage i alt det, min lejlighed har at byde på, hvilket er en genspejling af mit liv.
Verden er et urovækkende sted. Oversvømmelser, vulkanudbrud, jordskælv, brande og krige afløser hinanden. Jeg bliver ofte deprimeret, når jeg lytter til medierne eller læser aviser. Jeg ville visne helt hen, hvis jeg ikke havde mulighed for at veksle mellem alle de sørgelige nyheder og skønne oplevelser i naturen, hyggelige møder med gode venner, musik, smukke ting eller bare den enkle, frydefulde oplevelse af en solskinsdag.
Jeg har bestemt ikke lyst til at gøre udbuddet af bedrøveligheder større. Men jeg håber, at du i de følgende ord og tanker kan finde lidt hjælp til din egen “sidste oprydning”,måske indimellem ligefrem finde dem underholdende og sjove. At tage fat på sin egen totaloprydning kan være virkelig svært. Det kan være, at du af en eller anden grund må flytte til noget mindre. Du er måske blevet alene og er nødt til at flytte i ældrebolig. Hvis du endnu ikke er fyldt 50, får scenariet dig måske til at le, eller du fortrænger det. Lad være med det. En, to, tre, så sidder du selv i saksen.
Det kan være vemodigt at skulle gå igennem alle sine gamle ting og sager, huske hvornår du sidst havde brug for dem, sige farvel til dem. De fleste mennesker foretrækker tilsyneladende at hamstre frem for at smide væk. “Dödstädning” er et udtryk, som vi ikke har på dansk. “Dödstäda” er noget, man gør, når et menneske er afgået ved døden. Man rydder op i dødsboet. Den døde har i dette tilfælde efterladt alt uden at rydde op i hverken pulterkammer eller skabe. Så må familien træde til og få styr på rodet. Det har jeg måttet flere gange.
Döstädning uden d er et andet ord på svensk, som vi her har valgt at kalde “den sidste oprydning”. Det er noget, man gør før døden, når man er klog nok til at indse, at man en dag skal dø. Jeg har ryddet op efter andres død så mange gange, at det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke havde lært noget af det.
Det ville være skrækkeligt, hvis andre skulle gøre det samme efter mig. På mit loft og i min kælder er der tomt, og det har jeg det godt med. Måske kan jeg også hjælpe andre med at få ryddet op i tide. Gøre det lettere for de efterladte. Tro mig, det kan blive kaotisk nok endda.
Der findes mange sørgelige historier om søskende, der bliver uvenner, fordi de ikke kan enes om at fordele arven imellem sig. Det er situationer, der burde kunne undgås; hvis vi planlægger tingene i god ting, kan vi medvirke til at afbøde den slags stridigheder. Jeg havde f.eks. arvet et smukt armbånd, som min far engang for længe siden havde foræret min mor. Den enkleste måde, hvorpå jeg kunne undgå fremtidige konflikter mellem mine børn, ville være at sælge det! Det er en god ide, synes jeg.
Efter mine forældres død fik alle børnene noget, der havde tilhørt mine forældre. Armbåndet var jo rent faktisk mit, og jeg kunne gøre med det, hvad jeg ville. Det virkede helt urimeligt at skulle bruge værdifuld tid på at diskutere et armbånd med mine fem børn.