Prøv avisen
Boguddrag

Gandhi til sit barnebarn: Vrede er en god ting

"Noget af det første, min bedstefar havde lært mig i ashrammen, var at bruge en spinderok. Hver dag sad jeg og spandt en times tid både morgen og aften; det havde en meget beroligende virkning," skriver Arun Gandhi i ny bog. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Som dreng havde Arun Gandhi svært ved at tøjle sit temperament. Derfor blev han sendt til et indisk ashram, hvor han levede to år sammen med sin verdensberømte bedstefar Mahatma Gandhi. I en ny bog ”Vreden er en gave” fortæller barnebarnet om sit møde med bedstefaderens stoiske ro og livskundskab. Læs et uddrag her

Min bedstefar forbløffede verden ved at reagere med kærlighed og tilgivelse på vold og had. Han blev aldrig offer for sin vredes skadelige virkning. Det var jeg selv ikke så god til. Jeg voksede op som indisk barn i et Sydafrika, hvor der herskede spændinger mellem racerne, og jeg blev angrebet af hvide børn for ikke at være hvid nok og af sorte børn for ikke at være sort.

Jeg kan huske, at jeg en lørdag eftermiddag bevægede mig ind i et hvidt beboelsesområde for at købe slik, da tre teenagedrenge begyndte at slå løs på mig. Den ene slog mig i ansigtet, og da jeg faldt, begyndte de to andre at sparke mig og grine. De stak af, før nogen kunne nå at komme efter dem. Jeg var kun ni år gammel.

Næste år ved hinduernes lysfestival var min familie i byen for at fejre det sammen med nogle venner. På vej hen til nogle af disse venner kom jeg forbi en gruppe unge sorte afrikanske mænd, der hang ud på et gadehjørne. En af dem langede ud og slog mig hårdt hen over ryggen med en stok – den eneste begrundelse var, at jeg var inder. Jeg dirrede af raseri og ville hævne mig.

Jeg begyndte at dyrke vægtløftning ud fra en vag forestilling om, at jeg så ville blive stærk nok til at tage hævn. Mine forældre, der betragtede sig selv som ambassadører for Bapujis ikkevoldsfilosofi, var fortvivlede over, at jeg så tit fik rodet mig ind i slagsmål. De prøvede at dæmpe min aggressivitet, men de kunne ikke gøre ret meget ved mine raserianfald.

Jeg var ikke spor glad for at være så vred hele tiden. Al den indestængte vrede og de mange fantasier om at tage revanche gjorde, at jeg følte mig svagere, ikke stærkere. Mine forældre håbede, at et ophold i ashrammen hos Bapuji ville hjælpe mig til at forstå min indre vrede, så jeg kunne blive bedre til at håndtere den. Det håbede jeg også.

De første gange jeg mødte min bedstefar, slog det mig, at han altid virkede rolig og behersket, uanset hvad man sagde eller gjorde. Jeg lovede mig selv, at jeg ville følge hans eksempel, og det lykkedes også ret godt et stykke tid. Efter at mine forældre og min søster var rejst videre, mødte jeg nogle drenge på min egen alder, der boede i landsbyen nede ad vejen, og vi begyndte at lege sammen. De havde en gammel tennisbold, som de brugte som fodbold, og jeg samlede nogle sten, som jeg lagde der, hvor målstolperne skulle have stået.

Jeg elskede at spille fodbold. Selv om børnene lige fra den første dag gjorde nar ad min sydafrikanske accent, havde jeg klaret det, der var værre, så jeg kunne godt bære over med deres drillerier. Men lige midt i en hurtig dribling var der en af drengene, der bevidst spændte ben for mig, da jeg jagtede bolden, så jeg faldt ned på den hårde, støvede jord. Det sårede mit ego lige så hårdt som mit knæ – og jeg mærkede den velkendte vrede, hjertet bankede hårdt i brystet, og mit sind ville have hævn. Jeg greb ud efter en sten, rejste mig rasende op fra jorden og løftede armen for at kaste stenen af al kraft mod synderen. Men en sagte stemme i mit hoved sagde: ”Lad være.”

Jeg smed stenen ned på jorden igen og løb tilbage til ashrammen. Tårerne trillede ned ad kinderne, mens jeg fortalte min bedstefar, hvad der var sket.

”Jeg er så vred hele tiden, Bapuji. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Jeg havde svigtet ham og troede, han ville være skuffet over mig. Men han klappede mig beroligende på ryggen og sagde:

”Hent din spinderok, og lad os spinde noget bomuld sammen.”

Noget af det første, min bedstefar havde lært mig i ashrammen, var at bruge en spinderok. Hver dag sad jeg og spandt en times tid både morgen og aften; det havde en meget beroligende virkning. Bapuji kunne godt lide at multitaske, før der var nogen, der fandt på at bruge det ord. Han sagde tit:

”Mens vi sidder her og snakker, kan vi spinde lidt med hænderne.”

Nu hentede jeg min lille rok og satte den op.

Bapuji smilede og forberedte sig på at spinde en lektion samtidig med bomulden.

”Lad mig fortælle dig en historie,” sagde han, da jeg havde sat mig ved siden af ham.

”Der var engang en dreng på din alder. Han var altid meget vred, fordi tingene tilsyneladende aldrig gik på den måde, han godt kunne tænke sig. Han kunne ikke forstå værdien af andre menneskers synspunkter, og derfor reagerede han med vredesanfald, når han følte sig provokeret.”

Jeg gik ud fra, at denne dreng var mig, så jeg blev ved med at spinde og lyttede endnu mere opmærksomt.

”En dag kom han i et meget alvorligt slagsmål, og ved et uheld kom han til at begå et drab,” fortsatte han.

”I et øjebliks ubetænksom ophidselse ødelagde han sit eget liv ved at tage et andet menneskes liv.”

”Jeg lover dig, Bapuji, jeg skal nok forbedre mig.”

Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle gøre det, men jeg ville ikke have, at min vrede skulle slå nogen ihjel. Bapuji nikkede.

”Du har virkelig en masse vrede i dig,” sagde han.

”Dine forældre fortalte mig om alle de slagsmål, du har været i derhjemme.”

”Jeg er så ked af det,” sagde jeg og var bange for, at jeg skulle begynde at græde igen.

Men Bapuji havde en helt anden morale i ærmet, end jeg havde regnet med. Han så på mig bag sin spinderok.

”Jeg er glad for at se, at vreden kan sætte så meget i gang i dig. Vrede er en god ting. Jeg bliver hele tiden vred,” indrømmede han, mens hans fingre drejede på hjulet.

Jeg kunne ikke begribe, hvad jeg hørte.

”Jeg har aldrig set dig vred,” svarede jeg.

”Det er, fordi jeg har lært at bruge min vrede til noget godt,” forklarede han.

”Vrede er for mennesker, hvad benzin er for en bil. Den gør, at vi kan bevæge os fremad mod et bedre sted. Uden vreden ville vi ikke have motivation for at tage udfordringer op. Det er en energi, som tvinger os til at definere, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt.”

Bedstefar fortalte, at han som dreng i Sydafrika også havde lidt under voldelige fordomme, og det havde gjort ham vred. Men med tiden havde han lært, at det ikke hjalp noget at søge hævn, og han var begyndt at bekæmpe fordomme og diskrimination med medfølelse og at svare igen på had og vrede med godhed. At tragte efter hævn opfattede han som meningsløst. Det eneste der kommer ud af øje for øje-holdningen, er, at hele verden bliver blind.

Det kom bag på mig at høre, at Bapujis afbalancerede væsen ikke var medfødt. Nu var han en mand, som alle så op til, og som bar den ærefulde titel Mahatma, men engang havde han simpelthen været et uregerligt barn. Da han var på min alder, stjal han penge fra sine forældre til at købe cigaretter for, og han kom i konflikt med andre børn. Da han og min bedstemor var cirka 13 år gamle, blev de gift ved et arrangeret ægteskab. Nogle gange råbte han ad hende, og efter et skænderi prøvede han engang helt konkret at smide hende ud af huset. Men han brød sig ikke om den person, han var ved at udvikle sig til, så han begyndte at arbejde med sig selv for at blive mere afbalanceret og behersket.

”Det kunne jeg måske også lære?” spurgte jeg.

”Det er lige det, du er i gang med nu,” sagde han og smilede.

Mens vi sad ved vores spinderokke, forsøgte jeg at forstå, at vrede kunne bruges til noget godt. Måske ville jeg stadig føle vrede, men jeg kunne lære at bruge den til positive formål – som for eksempel de politiske forandringer, som Bedstefar stille og roligt havde arbejdet for i Sydafrika og Indien.

Bapuji forklarede, at hjulene på vores spinderokke i sig selv var et eksempel på, hvordan vreden kunne skabe positiv forandring. Fremstilling af tekstiler havde i flere århundreder været en vigtig industri i Indien, men nu opkøbte de store tekstilfabrikker i Storbritannien den indiske bomuld, forarbejdede den og solgte den tilbage til inderne til høje priser.

Folk var vrede; de gik i klude og laser, fordi de ikke havde råd til at købe det britiskproducerede stof. Men i stedet for at anklage den britiske industri for at skabe fattigdom blandt inderne begyndte Bapuji selv at spinde for at motivere alle familier til at anskaffe sig deres egen spinderok og blive selvforsynende. Det fik en enorm effekt i hele landet og i Storbritannien.

Bapuji kunne se, at jeg lyttede opmærksomt, så han kom med endnu en analogi – han var virkelig meget glad for analogier! – der sammenlignede vreden med elektricitet.

”Hvis vi omgås elektriciteten med omtanke, kan den skabe forbedringer i vores liv. Men hvis vi misbruger den, kan vi dø af det. Det er med elektriciteten som med vreden: Vi må lære at bruge den med omtanke til gavn for menneskeheden.”

Jeg ville ikke have, at min vrede skulle ødelægge mit eget eller noget andet menneskes liv. Vreden skulle tværtimod blive den gnist, der udløste forandringer. Men hvordan skulle jeg bære mig ad?

Bapuji var dybt spirituel, men kunne også være meget praktisk. Han forærede mig en notesbog og en blyant og sagde, at jeg skulle føre dagbog over min vrede.

”Hver gang du føler stor vrede, skal du standse op og notere, hvem eller hvad der har forårsaget dine følelser, og hvorfor du reagerede så vredt,” forklarede han mig.

”Målet er at erkende din vredes rod. Først når du forstår årsagen, kan du finde en løsning.”

Det vigtigste var, forklarede Bapuji, at acceptere alle andres synspunkter. En vredesdagbog skulle ikke bare bruges til at få luft for vreden og føle sig retfærdig, sådan som alt for mange mennesker gør nu om stunder. (Så læser de deres dagbog en gang til og føler sig vrede og retfærdiggjort igen!) Nej, en vredesdagbog skal være et redskab til at prøve at forstå, hvad det er, der har fremkaldt en konflikt, og hvordan den kan løses.

Jeg var nødt til at skabe afstand til mig selv og se tingene fra den anden persons synspunkt. Det var ikke det samme som at give efter for den anden, men snarere en teknik til at finde en løsning, der ikke fremkaldte mere vrede og bitterhed

”Målet er at erkende din vredes rod. Først når du forstår årsagen, kan du finde en løsning.”

Mahatma Gandhi

”Vrede er for mennesker, hvad benzin er for en bil. Den gør, at vi kan bevæge os fremad mod et bedre sted.”

Mahatma Gandhi