Geeti Amiri om kampen mod social kontrol: ”I virkeligheden skal vi ikke opfinde den dybe tallerken”

Negativ social kontrol er med til at holde etniske minoritetskvinder fra at komme i arbejde, viser en ny undersøgelse. Debattør Geeti Amiri er ikke overrasket

Geeti Amiri er ikke bange for at blande sig i samfundsdebatten om ligestilling, integration og religion, hvor hun også trækker på sin personlige historie, der har rødder i Afghanistan.
Geeti Amiri er ikke bange for at blande sig i samfundsdebatten om ligestilling, integration og religion, hvor hun også trækker på sin personlige historie, der har rødder i Afghanistan. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix.

Halvdelen af de adspurgte jobcentermedarbejdere i Københavns Kommune har oplevet, at social kontrol og pres hjemmefra forhindrer minoritetskvinder i at komme i arbejde.

Det viser den første danske undersøgelse af negativ social kontrol og dens betydning for ledige indvandrerkvinders jobsituation, der nogensinde er foretaget. Undersøgelsen er lavet af forskningsvirksomheden Als Research for Københavns Kommune, og er i dag blevet omtalt i Berlingske.

Geeti Amiri, samfundsdebattør med fokus på den nydanske kvindekamp, hvad er din reaktion på omfanget af negativ social kontrol blandt minoritetskvinder?

”Jeg tror, alle offentligt ansatte i Danmark på en eller anden måde har stiftet bekendtskab med negativ social kontrol blandt kvinder med anden etnisk baggrund. Det er ikke kun jobcentermedarbejdere, men også øvrige faggrupper – lærere, pædagoger, politibetjente og sygeplejersker – der støder på det her i hverdagen. Så selve omfanget, de danske jobcentre beretter om, er jeg egentlig ikke overrasket over, fordi det nu engang er dér, mange minoritetskvinder er i kontakt med systemet, idet de er så underrepræsenterede på arbejdsmarkedet. Men det er et kæmpe problem, at de ansatte ofte står magtesløse over for, hvordan de skal håndtere problemet. Det er enormt svært, fordi det bunder i markante kulturforskelle og vidt forskellige livsopfattelser. Og det er ikke noget, man bliver undervist i på for eksempel socialrådgiveruddannelsen.”

I rapporten står der, at social kontrol og traditionelle kønsrolleopfattelser som minimum må tillægges ”nogen” betydning for minoritetskvindernes jobsituation. Hvad er din vurdering af, hvor stor betydning social kontrol og pres har for deres jobsituation?

”Jeg kan godt forstå, at man altid skal være påpasselig med at tillægge én faktor den afgørende betydning. Men med al respekt for, at man gerne vil forholde sig nuanceret til problemstillingen, skal man ikke undervurdere den sociale kontrol. Hvis der ikke umiddelbart er faktorer, som kræver, at den ene part går mere hjemme end den anden – for eksempel små børn, der kræver pasning – kan jeg ikke se, hvad der ellers skulle give anledning til, at man ikke mener, ens hustru skal arbejde. Minoritetskvinderne holder sig jo typisk ikke fra arbejdsmarkedet, fordi deres mænd er styrtende rige og har en direktørstilling. Så jeg har ikke nogle bud på, hvad det skulle være udover social kontrol, der holder kvinden fra at udvikle en identitet, der strækker sig udover hjemmet.”

Hvad vurderer du, der skal til for at bryde den sociale kontrol og løsrive sig fra det pres, man som indvandrerkvinde møder hjemmefra?

”Først og fremmest skal vi forstå, at mange minoritetskvinder har en markant anden opfattelse af økonomi end den gennemsnitlige danske kvinde. I deres kultur er det per definition mandens ansvar at varetage de økonomiske forhold. Det er dét, vi skal knække koden til at ændre på – først og fremmest ved at gå lidt tilbage i vores egne historiebøger. Hvordan forholdt det sig i Danmark for bare 40-50 år siden? Dengang var manden som udgangspunkt den primære forsørger og ansvarlig for de økonomiske forhold. Og hvordan ændrede vi det? Vi kæmpede for kvindernes ret til at arbejde – ikke bare for at få penge på lommen, men også for at opnå selvstændighed. Det er det samme, der nu skal ske for minoritetskvinder. I virkeligheden skal vi ikke opfylde den dybe tallerken på ny. Vi skal simpelthen bare introducere minoritetskvinder for den samme model og understrege, hvilken frigørelse det ville give dem at arbejde. Økonomisk frigørelse, selvstændighed, et socialt fællesskab, en relation til det danske samfund og kendskab til deres rettigheder. Der skal arbejdes med værdierne. Og det tror jeg simpelthen, man skal gøre kvinder i jobcentrene langt mere bevidste omkring.”

Hvad kan samfundet gøre for at hjælpe ledige indvandrerkvinder i arbejde?

”Jobcentrene skal have langt mere fokus på at give minoritetskvinder en forståelse af det danske samfund – i kraft af sproget, i kraft af uddannelse og i kraft af evnen til at formulere nogle selvstændige tanker. Jobcentrene sender den ene minoritetskvinde efter den anden ud i meningsløse aktiveringer, hvor de for eksempel møder op i et køkken og skal tørre gryder af, indtil dagen er omme. Jeg er selv barn af en kvinde, der har været kontanthjælpsmodtager hele sit liv i Danmark og er blevet sendt fra det ene projekt til det andet. Min mor har lært om frigørelse og selvstændighed fra sine børn, fordi vi har måttet tage en masse kulturelle opgør. Havde hun eksempelvis lært det gennem aktivering, havde det måske gjort byrden på vores skuldre lettere. Jeg synes, det er enormt ærgerligt, at min mor i så mange år har været en del af et aktiveringssystem, hvor der har været absolut ingen, som har turdet at rokke ved hendes normer og værdier, for det har ikke i sig selv været målet. Målet har bare været, at hun skulle møde op.”