Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Den mest idylliske tid var nok mine teenageår, hvor jeg var glad og fuld af energi. Jeg gik på gymnasiet i Arendal i Norge og boede et lille sted 10 kilometer derfra. Der var masser af hyggelige mennesker at omgås, jeg var en del af et stort kristent ungdomsmiljø, spillede fodbold og havde det bare rigtig godt. Det måtte slutte, og jeg har haft fine faser både før og efter. Tiden på Zanzibar, hvor jeg var udsendt sammen med min kone, ser jeg tilbage på som noget helt specielt – intenst og meningsfyldt og med slid og slæb.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er taget med min far til Lavarati i Madagaskar for at give to sække ris til en præstefamilie. Der var madmangel i området, og præstekonen var kommet til fods til os for at bede om hjælp. Vi overnattede på gulvet i en jordhytte. Tidligt om morgenen går en kat hen over mig og kilder mit ansigt, så jeg vågner. Jeg følte mig tryg i Madagaskar, hvor vi boede langt ude i bushen uden elektricitet. Der var ingen slanger, som der er andre steder i og omkring Afrika, og jeg havde følelsen af, at der ikke var noget at frygte.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Som alle, der flytter til et andet land eller flytter fra landsbyen til storbyen, har jeg oplevet en form for tab – af barndommens idyl og af den fortrolighed, man kan have med det sted, man vokser op, og hvor alle taler og forstår ens modersmål. Men ved at rejse til et andet sted får man også meget. Min gode ven og åndsfælle Sigvard von Sicard døde i april, og ham savner jeg. I perioder talte jeg med ham omtrent en gang om måneden, og han var et livsvidne. Ligesom jeg selv havde han været missionær, kunne swahili og havde viden om islam. Så han kunne sætte sig ind i nogle af disse sider ved min identitet og historie på en måde, som få kan.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det har jeg gjort tre-fire gange i mit liv, blandt andet da jeg som 14-årig efter at have været på en kristen lejr og haft en åndelig oplevelse nu opfattede mig som bevidst kristen og valgte at være frimodig og ærlig og udleve den nye identitet, efter at jeg kom tilbage i skole. Det var også en stor beslutning, da jeg kiggede dybt i mig selv, tænkte efter og valgte at gifte mig med Dorthe. Når man siger ja til et ægteskab, siger man jo nej til alle andre muligheder og kan ikke vide, hvad fremtiden bringer. Men det føltes naturligt og ikke så dramatisk. Det var også et spring ud i det ukendte, da jeg sagde ja til at skrive ph.d. og dermed blive mere synlig med mine erfaringer og viden, og selvfølgelig også da jeg sagde ja til jobbet som generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at Gud lever, og at jeg lever i Gud og Han i mig, og det tror jeg også om andre. Som Paulus siger i sin tale på Areopagos: ”I ham lever vi, ånder vi og er vi.” Jeg tror, som Grundtvig har skrevet, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Og jeg tror på, at Gud er Fader, Søn og Helligånd, og at han ønsker, at vi opdager, at vi har en relation til ham.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?
Min familie – både den, jeg voksede op i, og den, jeg nu er far og ægtemand i – og mine venner og at tilhøre kirken, som er et fællesskab, der findes i så mange lande. Og så at spille fodbold. Jeg spiller stadig fodbold med veteranerne i Gilleleje et par gange om ugen, når det lader sig gøre.
Hvor skal du begraves?
Det ved jeg ikke. Den tid, den sorg.