Prøv avisen
Boguddrag

Filosof: Når man beder, bliver det, der synes umuligt, muligt

Der findes tre måder at bede på, skriver den franske filosof Bertrand Vergely: Den første består i at bede om noget, den anden i at takke og lovprise, og den sidste i at leve og elske. Foto: Ritzau/Scanpix

At bede er at ønske noget for sig selv, ens nærmeste eller for det samfund, man lever i. Derfor kan bønnen få os til at drømme, reflektere og handle, skriver den franske filosof Bertrand Vergely i en ny bog, der udkommer i dag. Læs et uddrag her

Er det at bede en form for filosofi? Hvis man spørger en filosof, vil han sige, at når man er filosof, så beder man ikke, man filosoferer. Spørger man en præst, vil han sige, at når man beder, så filosoferer man ikke, man beder. Og heri har de begge ret og uret.

Der findes en talemåde, som vi alle sammen enten selv har brugt eller hørt andre sige: ”Nu har vi gjort, hvad vi kunne. Nu er der kun tilbage at bede.” Talemåden er ikke helt dum, for det er ikke alt, der er muligt her i tilværelsen. Det kan man nægte at erkende og trumfe sin vilje igennem alligevel. Det er det, utopien gør. Eller man kan fortvivle ud fra en logik om, at når ikke alt er muligt, så er intet muligt. Det er det, den nihilistiske håbløshed er et udtryk for. Endelig kan man vælge en mere pragmatisk strategi, hvor man erstatter utopien med det muliges kunst og håbløsheden med bøn – ligesom i ovenstående talemåde.

Vestens tænkere har tre gange gennem historien valgt den pragmatiske strategi. Første gang var, da stoikeren Epiktet adskilte det, der afhænger af os, fra det, der ikke afhænger af os. Anden gang var middelalderens kristne teolog Thomas Aquinas’ skelnen mellem naturens lovmæssigheder og Guds nåde. Tredje gang var den tyske filosof Immanuel Kant, der begrænsede fornuften for at give plads til troen og det, der overgår den menneskelige erkendelse.

Alle tre tilfælde er udtryk for en vis pragmatisme, men ikke desto mindre er strategien problematisk. For når man adskiller handling og bøn, undgår man ganske vist utopien og håbløsheden, men det bliver ikke klogt af den grund. For adskiller man bøn og handling, så underkender man både bønnen, handlingen og klogskaben på én gang.

At bede er det samme som at bede om noget og dermed begære noget; og at begære og bede er en handling. For i det øjeblik påkalder man livets kræfter, der gør det muligt at leve. Hvad sker der, hvis man afviser bønnen som ubrugelig? Så gør man det umuligt at handle, for så fratager man handlingen kraft og liv, og frem for at handle klogt blændes man i stedet af sine fordomme og sin uvidenhed. Det er derfor, det er vigtigt at stille sig selv spørgsmål. Den moderne verdens ideal om rationalitet og sekularisering deler virkeligheden i to, med handling på den ene og bøn på den anden side. Men er tingene virkelig så enkle?

Når vi taler om virkelighed, er der også et andet begreb, vi skal have fat i, nemlig væren, der i filosofien som regel bruges til at betegne virkeligheden. Mange bliver forvirrede over dette begreb, men det er der ingen grund til, for det værende henviser i bund og grund til noget, vi alle sammen har oplevet, nemlig nærvær. Hvad sker der, hvis vi er til stede i det, vi laver? Hvis vi vækker nærværet inde i os selv, så kommer vi også i kontakt med nærværet i det, der er omkring os. Og hvis vi kommunikerer med dette nærvær, så kan det ydre nærvær både få mulighed for at indvirke på os og vi på det. Det er der allerede en lang tradition for inden for shamanismen, som var menneskets første religion. Her indtager bøn en central plads i form af åndemaneri. Dette er ikke tilfældigt, for påkaldelsen af ånder gør handling muligt, i og med at det sætter én i forbindelse med universets, menneskets og de spirituelle kræfter, der er til stede i eksistensen. Er det irrationelt? Eller overtroisk? Slet ikke. Det er tværtimod udtryk for realisme. Når man forsøger at gøre noget uden at være åben over for de kræfter, der findes inden i os, så fejler man. Det er egentlig ganske logisk. Hvis en handling skal lykkes, skal den være levende. Det kræver, at man får den til at leve, og det gør man ved selv at blive levende. Og levende, det bliver man, hvis man ikke alene ønsker at leve, men også inviterer livet til at komme ved at bede til, at det må komme.

Hykleriske bønner

I både jødedommen, kristendommen, islam og buddhismen beder man. Og bøn indgår i afrikanske og indianske ritualer. Over hele verden har mænd og kvinder siden tidernes morgen bedt. Hver dag bliver der bedt milliarder af bønner verden over. Ikke desto mindre opfordres der inden for selvsamme retninger til, at man beder anstændigt og med mådehold. For der findes også vildledende, hykleriske og uoprigtige bønner; af og til beder vi til ingen verdens nytte.

Den ortodokse præst Anthony Bloom fortæller i bogen En vej til bøn om en samtale, han engang havde med en kvinde i sin menighed. Denne kvinde bad Jesusbønnen (hvor man reciterer ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder” igen og igen) uden at mærke noget. Normalt giver fremsigelsen af Jesusbønnen en let varme i hjertet, men for denne kvinde skete der ingenting, så hun var skuffet og følte ikke, at hun gjorde nogen åndelige fremskridt. Fader Bloom spurgte hender derfor: ”De bor på et dejligt plejehjem, ikke sandt? Og De har et fint værelse med udsigt over en vidunderlig park. Er De nogensinde standset op og har betragtet Deres værelse, parken, skønheden i de rammer, De lever i? Har De nogensinde glædet Dem over alt dette og takket Himlen for det?” Kvinden tilstod, at det havde hun ikke. Hun havde aldrig betraget selve tilværelsen og glædet sig og været taknemmelig over det, hun så og oplevede.

At bede er en påkaldelse af Livets ånd; Livet med stort L. Men bønnen behøver ikke kun tage form af ord. Når man er til stede uden andet formål end at være til stede – når man påkalder det værende – beder man i virkeligheden. Så bøn er med andre ord mere, end vi tror. Af samme grund er det også forkert at tænke, at man kun beder, når man beder. Eller at man ikke beder, hvis ikke man beder. For hvis man ikke er i kontakt med det værende, beder man ikke, selv hvis man beder. Og hvis man er nærværende, fuldt til stede, beder man, selv når man ikke beder.

Bønnen bliver frugtesløs, hvis man ikke er til stede i den, ligesom Jesus minder os om:

"Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord [...] Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje."

Man kan godt være religiøs og samtidig ubekendt med religionen, hvis man ikke ånder eller trækker vejret. For så er man en hedning, paganus, i ordets negative forstand, man er stupid og åndløs. De åndløse er ophidsede, og de ophidsede er åndløse.

De åndløse og ophidsede beder meget. De er sågar befængt med bønner, de beder evig og altid om noget, trygler og presser på. Og det fører ikke til andet end en udmattelse af verden. Stress, den moderne verdens største plage, stammer derfra, fra en ødelagt bøn, fra en ødelæggende bøn.

Lad være med at stresse verden med jeres bønner, der ikke er rigtige bønner, siger Jesus. Og hans ord er helbredende, fordi de peger på kilden til vores onder. Lad være med at lyve, når I beder, siger han – helbredende ord.

"Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker [...] Når du faster, så salv dit hoved, og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker."

Jesus siger til os, at når man beder, bør man ikke vise, at man beder. Når man faster, bør man ikke vise, at man faster. Der findes religiøse handlinger, som er blottet for diskretion og blufærdighed, og som dermed snarere bunder i religiøs ekshibitionisme end i en dybfølt religiøsitet. Er det ikke, hvad den franske dramatiker Molières karakter Tartuffe i komedien af samme navn gør? Er det ikke, hvad fanatikeren gør? I dag er det religiøse tørklæde meget omdiskuteret. Og ganske vist er det smukt at tilsløre sig, men hvis man ikke længere ser andet end tørklædet, dækker man sig så rigtigt til? Et tørklæde, der stiller sig til skue, tilfører det verden blufærdighed?

Religion er en personlig sag. Den er blid og sart. Fordi Gud er inderlig, blid og sart. Når man stiller ham til skue, dræber man inderligheden. At være religiøs indebærer, at man ikke viser sin tro, at man ikke fremstår som religiøs, men at man er det. Man skal passe på med at reducere religionen til religiøse tegn, for hvis man gør det, forvandler religionen som sammenhængskraft sig til et religiøst hovmod, der skaber splittelse. I vore dage bryster det demokratiske rum sig af at være et stolthedens rum, hvor alle minoriteter kan vise deres forskellighed frem og på den måde tilkæmpe sig synlighed og tage revanche. Men man kan ikke på én gang være stolt over sin religion og samtidig ydmyg over for Gud. Idet man redder sin tro for verdens øjne, mister man den i Guds øjne.

"Når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte."

Det skjulte – det, man kun siger til én eneste, jegets og duets mystik, en inderlig hvisken – hænger uløseligt sammen med diskretion. Det gode larmer ikke, men larm gør heller ikke noget godt. Både vores psykiske og politiske vanskeligheder skyldes en kaotisk bøn. Og det samme gælder vores ontologiske vanskeligheder. Det vil sige vores vanskeligheder med at være til stede i verden.

”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn,” står der i både Anden og Femte Mosebog. Det samme gælder billeddyrkelsen. Guds billede og Guds navn befinder sig på grænsen mellem indre og ydre, og derfor kan de også sige os noget om begge dele. Hvis man går helt ind i dem, åbenbares det liv, de er religiøse billeder på. Så kommer man i berøring med eksistensens høje energier – brændende energier. At energierne er brændende, mærker man, når man er i et forhold. Når vi hører vores navn udtalt, når kærligheden åbenbarer sig for os og en krop pludseligt afdækkes, da overvældes vi. Dette gør sig endnu mere gældende, når der er tale om Gud. Guds navn, som på hebraisk gengives med tetragrammet YHVH, der betyder ”Jeg er”, er et brændende navn. For det er ikke bare et navn, det er også vores navn, fordi vi i vores indre er opfyldt af dette ”Jeg er”.

Det er med andre ord vigtigt at være forsigtig med at bruge Guds navn. Bruger man det forkert, brænder man enten Gud af, fordi man går fejl af ham, eller sig selv, fordi man har at gøre med energier, der er større end én selv. At bede er ligesom et stævnemøde eller en bryllupsfest, som gemmer på store skatte. Man kommer ikke for sent til et stævnemøde. Man ødelægger ikke en bryllupsfest. Det har man ikke lov til. Man bør derfor også passe på, når man beder: Det er bedre ikke at bede end at bede forkert.

At bede er en påkaldelse af Livets ånd; Livet med stort L. Men bønnen behøver ikke kun tage form af ord. Når man er til stede uden andet formål end at være til stede – når man påkalder det værende – beder man i virkeligheden

Bertrand Vergely