Glade studerende ophæver blokade: ”Vi vil fortsat kæmpe for et demokratisk universitet”

I lidt over en måned har studerende på Københavns Universitet blokeret dele af det humanistiske fakultet. Selvom de studerende har pakket deres grej sammen, er blokaden kun begyndelsen til en kamp for mere studenterdemokrati, fortæller de

Studerende på Københavns Universitet ophævede i går deres blokade på dele af det humanistiske fakultet. - Foto: Julie Meldhede Kristensen
Studerende på Københavns Universitet ophævede i går deres blokade på dele af det humanistiske fakultet. - Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Det er med overskud i stemmen, da Anna Nørgaard Sørensen, næstformand i Humanistisk Fakultetsråd, fortæller, at de studerende på Københavns Universitet har ophævet blokaden på universitetets humanistiske fakultet.

Blokaden startede som en konsekvens af fakultetets nye målplan, der skal implementeres i starten af 2020, hvor det blandt andet fremgik, at mindre fag kunne sammenlægges for at lave bredere uddannelser. Det så de studerende som en stor forringelse af de humanistiske uddannelser. Blokaden nåede at stå på i 38 dage, hvilket har betydet, at dekanen og de ansatte ikke havde adgang til deres arbejdsplads, der i stedet blev brugt som midlertidigt hjem for de studerende. Det er ifølge de studerende en af Danmarkshistoriens længste blokader, og Anna Nørgaard Sørensen anslår, at omkring 500 studerende har været involveret i blokaden, ligesom de studerende er blevet støttet af over 100 forskellige organisationer herunder fagforeninger.

Kristeligt Dagblad har talt med 23-årige Anna Nørgaard Sørensen, der til daglig studerer engelsk på Københavns Universitet.

Hvilke mål har I fået indfriet, siden I har valgt at ophæve blokaden?

"Vi har fået indfriet alle vores mål. Men vigtigst er, at mulige fagsammenlægninger er blevet fjernet fra målplanen, så vi sikrer os, at der ikke kommer flere fagsammenlægninger på humaniora de næste par år. Desuden har vi indgået en samarbejdsaftale, der giver medbestemmelse til de studerende og ansatte på humaniora. Egentlig var det ikke et mål til at starte med, men det blev det, da det gik op for os, hvor lidt medbestemmelse vi har, og hvor meget magt ledelsen har til at gennemtrumfe beslutninger.

Så vi er meget glade og stolte af, at vi har fået gennemført det her. Jeg vover gerne den påstand, at det er en historisk sejr for studenterdemokratiet."

Var det nødvendigt at indføre en blokade for at få jeres mål igennem?

"Det er blokaden og det pres, den har lagt, der er skyld i, at vi har fået vores krav igennem. I starten nægtede ledelsen at gå i dialog med os, men efterhånden har de indset nødvendigheden af en dialog. Det er en meget bekymrende ledelsesstil, nærmest arrogant. Hvis de (ledelsen, red.) løber fra aftalen, så er vi også tilbage i en blokade, for vi kan se vigtigheden i at holde dem fast."

Er blokaden et udtryk for en større bevægelse på universiteterne?

"Ja, det er en kulmination af, at vi har manglet medbestemmelse og demokrati på universitetet. Vi kan også se det på Aalborg Universitet, hvor man lukker sproguddannelser uden af inddrage de studerende og på Filmskolen, hvor der er mangel på studenterindflydelse.

Det her er en kamp, som ikke er slut – den er først lige begyndt. Samarbejdsaftalen er et rigtig godt udgangspunkt og en stor sejr for universitetsdemokratiet, men vi skal have endnu mere studenterdemokrati."

Favner bevægelsen bredt, eller består den kun af humaniorastuderende?

"Demokratiet er en af grundstenene i det danske samfund, og derfor tror jeg, de fleste studerende er interesserede i et demokratisk universitet. Men humaniora er et af de fakulteter, hvor oprør er mest nødvendigt, fordi vi i forvejen oplever at blive talt ned til og set som uduelige og unødvendige for samfundet. Den tilgang gør, at vi har brug for mere medbestemmelse for, hvordan vi får ført humaniora videre på en ordentlig måde."

Dekanen på Københavns Universitets humanistiske fakultet, Jesper Kallestrup, skriver i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad:

"Jeg er meget glad for, at vi er blevet enige om at ophæve blokaden, så vores medarbejdere kan komme tilbage på deres kontorer. Jeg forstår de studerendes ønske om mere inddragelse, og jeg håber, at den aftale, vi har lavet, kan bidrage dertil."