Uanset om man bor i hovedstaden eller en mindre by i Nordjylland, uanset om man er 18 eller 88 år, og uanset om man ved sidste valg stemte på SF eller DF, så er der i befolkningen bred enighed om, at fællessange på dansk er en vigtig del af kulturarven, og at den ældre del af sangskatten ikke har mistet sin relevans.
Det viser en meningsmåling om danskernes syn på fællessang, som analysefirmaet YouGov har gennemført for Kristeligt Dagblad. I alt giver 74 procent af danskerne udtryk for, at sange på dansk er en vigtig del af kulturarven. Kun hver 10. af alle adspurgte og hver 5. af de unge mellem 18 og 29 år giver udtryk for, at tiden er løbet fra de gamle sange i Højskolesangbogen.
”Det er tydeligt, at selvom det ikke er alle i Danmark, der synger særligt ofte, så er der en meget bred anerkendelse af, at det er vigtigt at have sangene som en del af en kultur, vi bærer med os,” siger Charlotte Rørdam Larsen, lektor emeritus i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i dansk sangkultur.
Hun tilføjer, at den skepsis, mange unge mødte traditionen og det nationale aspekt i sangene med i 1970’erne og 1980’erne, er forsvundet. Det hænger sammen med, at sangkulturen i stigende grad går ud på, at man ikke behøver enten at være til klassisk dansk sang eller nyere rytmisk sang. De fleste trives fint med et både-og — og med at man i kraft af kulturarven har muligheden for at kunne synge sammen.
I dag indleder Kristeligt Dagblad dels en artikelserie, dels en udvælgelsesproces, som skal føre frem til, at først et ekspertpanel, siden avisens læsere, indkredser de 10 allerbedste sange på dansk. Hvis der er 10 sange, som udtrykker noget væsentligt om det at være dansk, og så godt som alle samtidig kender disse sange, har vi 10 konkrete muligheder for fællesskab.
Jeg får mange reaktioner fra folk, som viser, at sangen for dem har virket som en mental redningsvest, et middel mod ensomhed.
Blandt de seks medlemmer af sang-panelet er Katrine Muff Enevoldsen, sanger, komponist, højskolelærer og tv-vært på blandt andet DR-programmet ”Fællessang — sammen hver for sig”, som har været en seersucces i to sæsoner, og som hun mener har givet sang-begejstringen et yderligere løft.
”Det er tydeligt, at fællessang giver mange danskere stor glæde. Og det, som er sket under corona, er efter min mening vildere, end at vi holder liv i kulturarven. Jeg får mange reaktioner fra folk, som viser, at sangen for dem har virket som en mental redningsvest, et middel mod ensomhed,” siger hun.
Hvis man har en forestilling om, at gamle danske sange er en del af et borgerligt dannelsesideal, forventer man måske, at vælgere til blå partier bakker sangskatten mere op end røde vælgere. Det gør de også, men forskellen er ikke stor. 80 procent af de blå vælgere og 75 procent af de røde vælgere ser dansk sang som vigtig kulturarv, Både blandt SF’s og DF’s vælgere er opbakningen 81 procent.
Hvad angår geografi, har Charlotte Rørdam Larsen en oplevelse af, at fællessangstraditionen trives bedre i Jylland end i hovedstadsområdet. Det gør den også, men det overrasker hende, at forskellen ikke er større, end at gennemsnitligt 70 procent af københavnerne hylder sangen som kulturarv, mens den region, som har størst tilslutning, er Nordjylland med 79 procent.
”Måske er det, fordi der er kommet mange jyder til København. Det kan også være, at coronakrisen har bevirket, at der er opstået et større behov for fælles identifikation på tværs af hele landet,” siger hun.
Katrine Frøkjær Baunvig er religionshistoriker og leder af Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet og har forsket i såvel det fællesskab, Grundtvig skabte med sine sange, som fællessangens betydning i dag. Hun betegner fællessang i Danmark som en ”kulturel signaturpraksis”, altså noget, vi danskere føler, vi skiller os ud fra andre folk ved at gøre. Samtidig peger hun dog på, at fællessang i nutiden også kan ses som en temmelig individuel oplevelse:
”Selvom fællessangen er vendt stærkt tilbage, er den ikke i lige så høj grad reintroduceret i dagligdagen. Jeg ser den mere som en del af en begivenhedskulturel strømning, hvor man køber en billet til et sangarrangement og tager hen og synger, fordi man tænker, det vil være godt for én selv. Det kan diskuteres, om man derved bliver en del af et folkefællesskab.”
Bøger&Kultur side 13-14