Ærkebiskop: Modebranchen har udvandet korsets betydning

Ærkebiskoppen af Canterbury Justin Welby begræder, at modebranchen har udvandet korsets symbolske værdi, og han mener, et kors uden denne værdi ikke er værd at bære

Den anglikanske ærkebiskop Justin Welby mener, at korsets symbolske værdi efterhånden er blevet udvandet af modeindustrien. På billedet er han til gudstjeneste i Nairobi, Kenya den 20. oktober 2013.
Den anglikanske ærkebiskop Justin Welby mener, at korsets symbolske værdi efterhånden er blevet udvandet af modeindustrien. På billedet er han til gudstjeneste i Nairobi, Kenya den 20. oktober 2013. . Foto: DAI KUROKAWA/ Denmark.

Korset har ikke længere den symbolske tyngde, som det engang havde. Nu er det bare som ethvert andet smykke, slet og ret en pyntegenstand.

Det giver ærkebiskoppen af Canterbury Justin Welby udtryk for i forordet til bogen Looking Through the Cross af Dr Graham Tomlin, der udkommer i februar 2014. Siden ordlyden af forordet kom frem, er det flittigt blevet citeret og omtalt de seneste dage, blandt andet i The Telegraph.

LÆS OGSÅ:
Se korsets mangfoldige udtryk

Engang forholdt det sig ganske anderledes, mener ærkebiskoppen. Korset var et skammens symbol for de første kristne, eftersom Jesus blev henrettet på et kors. Nu er der mange, som går rundt med det uden at reflektere videre over dets dybere mening, og hvad det egentlig var for et forfærdeligt henrettelsesinstrument oprindeligt. Ærkebiskoppen skriver:

En af mine venner plejer at beskrive det sådan, at folk lige så godt kunne gå rundt med en forgyldt galge eller en lille elektrisk stol i en kæde.

LÆS OGSÅ: Den ydmygende henrettelse

I forordet stiller ærkebiskoppen spørgsmålet til læseren, om vi nu står med et udvandet symbol, et symbol som er kraftløst og værdiløst? Hvad vil det betyde for kristendommen og de kristne? Han besvarer selv spørgsmålet som følger:

Kristendom med et svækket kors, er kristendom uden en trone til Kristus og uden et symbol på håb for de troende.

Ærkebiskoppen håber, at Graham Tomlins udgivelse vil få folk til at reflektere over og se korsets værdi. Som titlen angiver, handler det om at se gennem korset eller ind i korset, og det vil sige at se, forstå og mærke den tyngde, som det gemmer på, der er langt fra det overfladiske modefænomen. Dermed bliver det igen værd at bære rundt på.

LÆS OGSÅ: Dagmarkorsets historie