10 kontroversielle udsagn fra pave Frans

Homoseksualitet, konflikten i Syrien og dyre biler. Det er blot nogle af de områder, som den katolske kirkes overhoved pave Frans har ytret sig om, siden han i marts blev paveviet. Her er et tilbageblik på nogle af de udtalelser, som har vakt mere opsigt end andre

Pave Frans i sin pavetid siden marts 2013 flere gange overrasket med udtalelser, man ikke hørte fra hans forgænger. Her hilser han på folkemængden i Assisi under sit besøg den 4. oktober 2013.
Pave Frans i sin pavetid siden marts 2013 flere gange overrasket med udtalelser, man ikke hørte fra hans forgænger. Her hilser han på folkemængden i Assisi under sit besøg den 4. oktober 2013. . Foto: FILIPPO MONTEFORTE Denmark.

Pave Frans har siden sin indsættelse i marts overrasket hele verden med en retning, der har adskilt sig fra sine forgængere. Mens hans forgænger pave Benedikt XVI har holdt en konservativ linje, har pave Frans efter forbillede fra Frans af Assisi, som han har taget sit navn efter, forsøgt at holde en ydmyg profil.

LÆS OGSÅ: Bag navnet - Den første pave Frans

Pave Frans hed Jorge Mario Bergoglio, da han stadig blot var kardinal, og han kommer fra den sydamerikanske afdeling af den internationale jesuitterorden, der lægger vægt på social bevidsthed, velgørenhed og uddannelse som et grundlæggende gode for alle i verden.

Den nye stil i paveembedet og flere af Frans' udtalelser har i årets løb skabt overskrifter. Her er ti af pavens mest kontroversielle udsagn.

LÆS OGSÅ: Paven: Brug forladte klostre til flygtninge

1. Hvem er jeg til at fordømme en homoseksuel person?
Da der i slutningen af juli blev holdt World Youth Days (Verdensungdomsdage) i Rio de Janeiro, besøgte pave Frans slumkvarterer og fængsler, velsignede det olympiske flag og i følgeskab med tre millioner mennesker drog han til Copacabana Strand, hvor han søndag morgen holdt en afsluttende messe. På vej hjem i flyet besvarede Pave Frans spørgsmål fra journalister, og det skabte adskillige avisoverskrifter, da han til spørgsmålet om homoseksualitet og en formodet homoseksuel lobby svarede på italiensk:

Hvem er jeg til at fordømme en homoseksuel person af et godt hjerte, som søger Herren? I kan ikke bare marginalisere de mennesker!

2. Jeg tror på Gud - ikke på en katolsk Gud
Under en samtale mellem pave Frans og grundlæggeren af den italienske avis La Reppublica, Eugenio Scalfari, spurgte paven hvad Scalfari troede på, og svarede derefter selv på spørgsmålet:

"Og jeg tror på Gud, ikke på en katolsk Gud, for der er ingen katolsk Gud, men der er Gud. Jeg tror på Jesus Kristus, på hans inkarnation. Jesus er min læremester og min præst, men Gud, faderen, Abba er lyset og skaberen. Det er min væren. Synes du, at vores opfattelser er langt fra hinanden?

3. Det vigtigste er Jesu frelse
Det katolske magasin for amerikanere, America, bragte for en uge siden et eksklusivt og omfattende interview med pave Frans. Her kunne han fortælle om sin baggrund, sine visioner og sin holdning til kirken og kristendommen. Et af de mest kontroversielle udsagn lød:

Kirken har af og til låst sig selv fast i små ting og smålige regler. Det allervigtigste er det første budskab: Jesus Kristus har frelst dig.

4.Alt handler ikke om aborter, prævention og homoseksuelle
I samme interview med magasinet America sagde pave Frans også følgende:

Vi kan ikke nøjes med kun at insistere på emner, der handler om aborter, homoseksuelle ægteskaber og brugen af prævention. Det går ikke. Jeg har ikke talt særlig meget om emnerne, og det er jeg blevet irettesat for. Men når vi taler om disse emner, bliver vi nødt til at sætte dem ind i en kontekst. Kirkens lære er i det tilfælde enkel, og jeg er en søn af kirken, men det er ikke nødvendigt at snakke om de ting hele tiden.

LÆS OGSÅ: Ingen pave har før talt om homoseksuelle som vores brødre

5.Ville Gud måske afvise en homoseksuel?
Alligevel spurgte journalisten fra America også ind til pavens syn på homoseksualitet, hvortil han svarede:

En person spurgte mig engang på en provokerende måde, om jeg anerkendte homoseksualitet. Jeg svarede ham, ved at stille et nyt spørgsmål: Sig mig: når Gud ser på en homoseksuel person, omfavner han så personens eksistens med kærlighed, eller vil han afvise og fordømme den pågældende person?'

6.Brugt Ford frem for luksuriøs pavemobil
Pave Frans' forgænger, pave Benedikt XVI, blev kørt rundt i biler fra sin private bilsamling, som inkluderede en skræddersyet Renault, en BMW X5 og en Mercedes. Pave Frans har dog valgt at blive transporteret rundt i en Ford Focus til en sum af omkring 88.000 kroner. Pave Frans har i en tale opfordret til større ydmyghed og nøjsomhed, ved at sige:

Det gør ondt på mig, når jeg ser en præst eller en nonne, der kører rundt i den nyeste bilmodel. Det går ikke. En bil er nødvendig for at udføre en masse arbejde, men vær søde at vælge en mere ydmyg én af slagsen. Hvis I er vilde med de smarte biler, så tænk blot på hvor mange børn i verden, der dør af sult.

7. Aldrig mere krig
Da hele verden i starten af september holdt vejret og ventede på, hvordan situationen i Syrien ville udvikle sig, skrev pave Frans på sin Twitter-konto følgende: Aldrig mere krig. Krig aldrig igen.

LÆS OGSÅ: Paven: Ikke krig igen! Aldrig mere krig!

8. Fordømmer kemiske våben
Pave Frans kom også til tasterne på Twitter, da den politiske verden diskuterede, hvorvidt der var blevet brugt kemiske våben under konflikten i Syrien:

Jeg fordømmer med voldsomt eftertryk brugen af kemiske våben.

9.Fattig kirke for de fattige
Da den dengang argentinske kardinal Jorge Mario Bergoglio blev valgt til at være den katolske kirkes overhoved, tog han navn efter den hellige Frans af Assisi, fordi denne munk og ordensstifter fra det 12. århundrede er en fattigdommens mand, en fredens mand, en mand som elsker og som beskytter skaberværket, forklarede pave Frans. Til de omkring 5000 journalister, der var samlet i audiens med den nyvalgte pave, udtalte han:

Hvor jeg dog gerne vil, at kirken er fattig og er for de fattige.

10. Omvendelsesarbejde giver ingen mening
Under mødet mellem pave Frans og Eugenio Scalfari fra La Repubblica, fortalte Scalfari, at hans venner mistænkte pave Frans for at ville forsøge at omvende ham i løbet af interviewet. Hertil smilte paven og svarede:

Omvendelsesarbejde er højtideligt nonsens, det giver ingen mening. Vi har behov for at lære hinanden at kende, at lytte til hinanden og forbedre vort kendskab til verden omkring os (..) verden er fyldt med krydsende veje, der både kommer nærmere og fjerner sig fra hinanden, men det allervigtigste er, at de hælder imod det Gode.

Kilde: Huffington Post