C.S. Lewis får mindesten i Westminster Abbey

50-årsdagen for C. S. Lewis død markeres i Westminster Abbey næste år. Her får forfatteren bag de elskede Narnia-bøger en mindesten i Poets' Corner blandt mindesmærker for andre berømte britiske forfattere

"Lewis var en ekstraordinært fantasifuld og dybsindig tænker og forfatter, som formåede at formidle den kristne tro på en måde, som gjorde den troværdig og tiltrækkende for en bred skare af mennesker. Han har en blivende og fortsat stigende indflydelse på vores nation," siger Kannik ved Westminster Abbey, Vernon White i forbindelse med offentliggørelse af planerne om mindestenen.

Om lidt under et år, nærmere bestemt 22. november 2013, er det 50 år siden, at den britiske forfatter C. S. Lewis døde. Westminster Abbediet har i den anledning bekendtgjort, at de vil placere en mindesten for ham i klosterkirken i det såkaldte Poets' Corner, der ligger i det sydlige tværskib. Det skriver BBC News.

Dermed kommer romanforfatteren, poeten og essayisten Lewis i selskab med for eksempel John Keats, William Blake, T.S. Eliot, Charles Dickens med flere, der alle har mindesmærker i Poets' Corner.

Kannik ved Westminster Abbey, Vernon White, udtaler i forbindelse med offentliggørelse af planerne om mindestenen:

Lewis var en ekstraordinært fantasifuld og dybsindig tænker og forfatter, som formåede at formidle den kristne tro på en måde, som gjorde den troværdig og tiltrækkende for en bred skare af mennesker. Han har en blivende og fortsat stigende indflydelse på vores nation.

Fortællingerne om Narnia er formentlig Lewis mest kendte bøger herhjemme. De er yderligere kommet i fokus gennem filmatiseringer de seneste år.

LÆS OGSÅ:Portræt af C.S. Lewis

Lewis var i sine unge år på et tidspunkt ateist, men vendte siden tilbage til kristendommen, som han var opdraget med. Under 2. Verdenskrig blev han kendt for sine kristne radiotaler, som fik betydning for den britiske kampgejst.

C. S. Lewis døde 22. november 1963 - i øvrigt samme dag, som John F. Kennedy blev skudt.

TEMA:Narnia