I Orlando genopstår Jesus hver dag

Tilrejsende får taget billeder med Jesus og bestiger Golgata i forlystelsesparken Det Hellige Land i Orlando i USA, hvor Bibelen hver dag bliver genoplivet med skuespillere, plastic-kulisser og litervis af stuntblod

En blodig Jesus bærer korset gennem Jerusalems gader i forlystelsesparken The Holy Land Experience i Florida, USA.
En blodig Jesus bærer korset gennem Jerusalems gader i forlystelsesparken The Holy Land Experience i Florida, USA.

Ingen ringere end Jesus tager imod gæsterne, når de ankommer til forlystelsesparken The Holy Land Experience i Orlando i USA. Iført lædersandaler og med langt mørkt hår hilser skuespilleren velkommen med et Fader Vor og samler utallige mennesker omkring sig. Og dem, der har lyst, kan få foreviget mødet med Guds søn, der glædeligt poserer foran kameraet.

LÆS OGSÅ: Religion kan fortolkes som leg

Parken åbnede den 5. februar 2001 og er et stort museum af scener med alt fra de ti bud, til Noas ark og Jesu korsfæstelse. Ifølge parkens hjemmeside bringer de mange bibelscener gæsterne 7000 mil og 2000 år tilbage i tiden til Mellemøsten, hvor Jesus levede. Gæsterne elsker det. Og lader sig ikke skræmme af parkens opfordringer til at søge livets sande mening.

Måske fordi vejen til Gud umiddelbart ligger lige for. Blandt andet frister parkens café med en Bibel Bar, der ifølge beskrivelsen kan bringe den sultne tættere på Jesus med syv ingredienser, som beskrives i Femte Mosebog: Hvede, byg, vindruer, figner, granatæbler, oliven og honning.


Du behøver imidlertid ikke tage hele vejen til Florida for at få et indblik i den spektakulære park, Kristendom.dk har samlet en række billeder fra The Holy Land Experience i billedserien ovenfor.