Præsts tornado-tweets rusker op i teologisk lidelsesdebat

Den tornado, der for nylig lagde dele af Oklahoma i USA i ruiner, har sat gang i en stor teologisk debat blandt en række amerikanske præster og forfattere

Præst John Piper (i midten) refererede i et tweet til Gud, der lader Satan straffe Job ved at dræbe hans ti børn, da en tornado hvirvlede gennem Oklahoma for nylig. Kritikere kalder sammenligningen upassende og krænkende.
Præst John Piper (i midten) refererede i et tweet til Gud, der lader Satan straffe Job ved at dræbe hans ti børn, da en tornado hvirvlede gennem Oklahoma for nylig. Kritikere kalder sammenligningen upassende og krænkende. Foto: Wikimedia Commons

Kort efter en orkan hærgede byen Moore i Oklahoma og tog 24 menneskeliv den 20. maj skrev præsten og forfatteren John Piper på sin Twitter-profil:

Dine sønner og døtre sad og spiste og drak vin hjemme hos deres ældste bror, da der kom en voldsom storm ude fra ørkenen. Den slog mod husets fire hjørner, så det faldt sammen over de unge mennesker, og de døde. (Jobs Bog 1,19)

Da stod Job op, flængede sin kappe og klippede sig skaldet. Så kastede han sig til jorden fyldt med ærefrygt (Jobs Bog 1,20)

LÆS OGSÅ: Billedserie: Tornado-ofre får hjælp i kirken

John Pipers tweets, som efterfølgende har vakt stor debat, citerer fra Jobs Bog, hvor Gud lader Satan straffe Job ved at dræbe hans ti børn, hans husdyr og tjenere. Selvom John Pipers tweets ikke nævnte tornadoen ved navn, haglede kritikken for referencerne ned over ham, skriver blandt andet religionnews.com og christianpost.com.

Kritikere: Ingen tragedie er fortjent
Rachel Held Evans, en populær evangelikal forfatter, tog skarpt afstand fra Pipers krænkende teologi om fortjente tragedier og skrev, at kristne må holde op med at reagere på tragedie med et argument om, at Gud udøver sin dom over mennesker.

Det eneste, de her mennesker behøver at få at vide, er at vi ikke kan sige hvorfor denne tragedie skete, men Gud er god og Gud elsker os, sagde Rachel Held Evans i et interview.

Præst og blogger fra Idaho Doug Wilson tog dog Piper i forsvar i et interview om sagen, da han understregede at teologiske emner er logisk enkle, men følelsesmæssigt komplekse.

Den kristne kirke må vende tilbage til en robust forståelse af, hvem Gud er. Hvis vi gør det, skal vi ikke igennem de her situationer hver gang en tragedie forekommer, sagde han.

Guds vilje skal ikke forklares
Forfatteren Philip Yancey støtter også op om Pipers teologiske standpunkt. Yanceys reaktion var, at det værste, vi kan gøre, er at opføre os som Jobs venner, der prøver at forklare, hvorfor Gud tillod tragedien, der ramte Jobs familie.

LÆS OGSÅ: Newyorker skriver hele Bibelen i hånden

Gud tilslutter sig forvirringen og endda ramaskriget, der opstår når uforståelige ting sker. Når lidelse opstår, tvinger det os til at konfrontere livet på en anden måde end vi normalt gør, siger Philip Yancey ifølge Religion News Service.

De kritiske stemmer tæller også præst i en californisk mega-kirke, USAs ottende største, Rick Warren. Han tweetede nogle dage efter tornadoen og Pipers udmelding:

I tider med dyb smerte har mennesker ikke brug for logik, råd, opmuntring, ej heller Skriften. De har bare brug for, at man dukker op og holder mund. #Love.

Fortryder tweets
Siden debatten gik i gang har John Piper slettet de kontroversielle tweets og har på sin blog forklaret, hvorfor han valgte at skrive dem:

"Når tragedien rammer mig, finder jeg stabilitet og håb i at høre om, at andre også har mistet, særligt når de er gået igennem det, som Job gjorde. Job sørgede virkelig. Han var plaget. Han faldt til jorden. Han græd. Han ragede sin isse. Dette var, for mig, et billede på det, som må være ved at ske i Oklahoma. Jeg troede, det ville hjælpe. Men jeg så, hvor mange, der ikke oplevede det sådan, så jeg fjernede citaterne igen," siger den nyligt pensionerede præst fra Minnesota.

LÆS OGSÅ: Amerikansk mærkestrid om Jesus som tøjmærke

David Mathis fra Pipers menighed forklarede ligeledes på bloggen, at:

John indså i går aftes ret hurtigt, at det som giver ham trøst efter en tragedie, er ikke det samme, der giver genlyd i alle andre, skrev David Mathis den 21. maj.