Prøv avisen

Seeberg: Et visionært Grønland bør have fokus på bæredygtighed

Udsigt over indlandsisen ved Thule

Valget i dag er en oplagt mulighed for at sætte en visionær dagsorden for et bæredygtigt samfund

Allerede nu kommer 70 procent af Grønlands elektricitet fra vedvarende energikilder. Vandkraftværker i det vidtstrakte land leverer så meget grøn strøm, at grønlænderne med god ret kan være overordentligt stolte og kalde sig blandt verdens førende nationer på området.
 
Samtidig sættes der flere og flere solcelleanlæg op af både Selvstyret og af virksomheder og der eksperimenteres med elbiler i de større byer. Her betyder et begrænset vejnet med korte distancer, at det ikke er uden for rækkevidde at forestille sig, at man her kan blive blandt de første, der siger farvel til benzindreven transport.
 
Blandt visionerne fra de politiske partier i den igangværende valgkamp er opførelsen af endnu flere vandkraftværker og et mål om, at Grønland skal være fuldt selvforsynende med grøn energi i 2024.
Det er et overordentligt ambitiøst mål. I Danmark mener politikerne, at vi skal være fossilfri i 2050. Så det kræver selvfølgelig et stålsat fokus fra de grønlandske politikere at nå dertil. Derfor – og af mange andre grunde – er det grønlandske valg i dag så afgørende.
 
Det kan blive et valg, hvor man lægger fortiden og de kedelige personsager bag sig, visker tavlen ren og formulerer drømmene om et Grønland i fremgang, et bæredygtigt og selvbærende Grønland.
Med de rette politiske prioriteringer kan man nå målet. 

Hvis vi ser på det grønlandske fiskeri, der udgør næsten 90 procent af den grønlandske eksport, er der her fornuftige bæredygtighedstakter.
 
Det grønlandske rejefiskeri, som er en helt afgørende indtægtskilde og udgør den største del af Grønlands eksport, blev i fjor fremtidssikret med en MSC-certificering, der betyder, at fiskeriet er bæredygtigt.
En lignende proces er nu igangsat for stenbiderfiskeriet, og både politikere og industri har ligeledes ytret ønsker om, at det skal ske for fiskeriet efter hellefisk.

Hvis det sker, vil næsten hele Grønlands eksport altså være bæredygtig. Det tror jeg ikke, der er andre lande i verden, der vil kunne prale af.

Med et sådant potentiale hviler der også et ansvar på det grønlandske samfund og på de grønlandske politikere, der er på valg på i dag. Hvis målet skal nås, kræver det disciplin fra politikerne, så man ikke uddeler kvoter til højre og venstre. Det er det heldigvis også kun et mindretal, der vil. For de fleste politikere er enige om at opbygge et bæredygtigt Grønland, der er værd at værne om.

Derfor er det også så vigtigt, at den spirende mineindustri i Grønland ikke ødelægger det billede. Det er positivt, at man vil udvinde sjældne jordarter, der kan bruges i udbygningen af grønne energiløsninger i resten af verden, men minedrift er svært at se som bæredygtig, uanset hvordan man betragter det.

Man tager noget fra jorden, som ikke er umiddelbart fornybart. Og dermed ikke bæredygtigt.

Men Grønland har naturligvis ret til minedrift. Der er brug for økonomisk udvikling i Grønland. Og det kan finde sted på en måde, der er skånsom. Det kræver bare, at den grønlandske administration og de grønlandske politikere står fast og formulerer en ambitiøs politik, der sikrer, at minedriften ikke ødelægger den natur og det dyreliv, som Grønland lever af i dag og baserer sin eksport på.

Jeg skal ikke her give et bud på den politik, men afgørende er det, at miljøarbejdet på mineområdet i Grønland opprioriteres i forhold til situationen i dag.

Der er ikke afsat nok ressourcer til gå mineselskaberne efter i kortene. Og mineselskaberne selv er ikke villige nok til at fremlægge rapporterne om, hvordan deres projekter vil påvirke naturen.

Tidligere og nu lukkede grønlandske miner bød desværre ikke på de bedste erfaringer. Her siver bly og zink og andre miljøforurenende stoffer ud fra de forladte mineanlæg og findes stadig i dyr og planter, søer og fjorde i nærheden af de nedlukkede miner.

Det skal man undgå i fremtiden. Man kan ikke ændre på, at minerne vil tage noget fra jorden, men man kan altså sikre, at de ikke efterlader problemer for naturen, når den sidste minearbejder har forladt minen.
Så når nu Grønland er så visionær på en stribe andre områder – som beskrevet herover eksempelvis grøn energi og bæredygtigt fiskeri – kunne det forestående valg og den kommende regeringsperiode, så ikke også være muligheden for at sikre, at Grønlands mineeventyr bliver blandt de mest skånsomme råstofindustrier i verden?

Det tror jeg der er opbakning til i Grønland. For grønlænderne elsker med god ret deres natur, de høje bjerge og dybe fjorde, det unikke dyreliv og de på samme tid sårbare og hårdføre plantearter.

Både Siumuts Kim Kielsen og IA’s Sara Olsvig, der lige nu virker som de bedste bud på en ny formand for den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har markeret sig som politikere, der tænker i bæredygtighed og bekymrer sig om naturen.

Kielsen har været miljøminister og blandt andet kæmpet for at begrænse affald i den grønlandske natur og Olsvig har flere gange påpeget vigtigheden af, at Grønland har et rent miljø og lagt op til en zoneinddeling af Grønland, som sikrer, at de vigtigste naturområder lades helt i ro.

Det giver grund til optimisme.

På naturens og Grønlands vegne.