Jeg drejer væk fra den sønderjyske motorvejs brusende trafik og skrår ned mod det sydvestligste hjørne af Danmark. Jeg genkender hver eneste meter på ruten. De lange, lige landeveje, landsbyerne, de ensomme træer, der rager op, de tilsyneladende endeløse jorde. Danmark flader ud her. Det er, som om landet strækker sig for at nå Vadehavet.
Mens jeg passerer mark efter mark, mindes jeg, hvor svært det var før mobiltelefonens tid at give venner rutebeskrivelser, når de skulle besøge mig i Møgeltønder, fordi det er sparsomt med kendingsmærker i dette åbne landskab. I dag har det sneet. Markerne er dækket af et ganske tyndt lag hvidt, som frosne, brune knolde lige kan stikke snuden op af. Trods mere end 20 år som dansker er jeg aldrig sluppet af med min kuldskærhed og skutter mig i bilen.
Det var også vinter, da jeg flyttede til Møgeltønder i november 1995. Hård vinter endda. Isbryderne skar sig gennem de danske farvande, og ude ved det fremskudte dige, der skiller marsk fra hav, kunne jeg ved selvsyn konstatere, hvordan det ser ud, når havet er frosset til.
Jeg stod på diget og spejdede ud over Vadehavet, hvor isen strakte sig, så langt mit øje rakte. Det var et sælsomt syn. Hidtil havde jeg kun oplevet have i bevægelse. Det sneede og blæste voldsomt den vinter, og i februar blev det så slemt, at en storm lukkede det meste af egnen i flere dage. Motorvejen stod stille, grænsen lukkede, folk talte om isvinter, og jeg frøs. Jeg havde oplevet sne tidligere, da jeg i en kort periode boede i Japan, og en enkelt gang på en vinterferie i Østrig, men jeg kendte ikke til den fra min opvækst.
En dag, hvor jeg kørte med dronning Margrethe i bilen gennem det hvide landskab, sagde hun til mig, at det var usædvanligt med så meget sne. Jeg tænkte, at det sikkert blot var et venligt forsøg på at berolige mig, så jeg ikke løb skrigende bort. Om aftenen blev det mørkt på en måde, der var ny for mig. Selvfølgelig sortner himlen om aftenen i Hongkong, hvor jeg er vokset op, men jeg havde aldrig før kørt på en uoplyst vej.
Der var intet lys, hverken fra huse, gadelamper eller andre biler. Det var både skræmmende og spændende. Denne tidlige eftermiddag et par årtier senere skinner vintersolen dog forude, og det er til min store glæde også vindstille. Det er en af disse kolde og klare vinterdage, som er så smukke i Danmark. Jeg er spændt på at nå frem til Møgeltønder, som jeg ikke har besøgt så ofte, siden jeg flyttede i 2005. Der skal jeg møde en gammel bekendt, som vil tage mig med i Tøndermarsken.
Det er et landskab, der betyder noget helt særligt for mig. Ikke kun fordi det er et af de fladeste og mest åbne landskaber herhjemme, men også fordi det var her, det hele begyndte for mig. Det var hertil, jeg flyttede for at blive dansker, og et nyt, afgørende kapitel i mit liv begyndte.
Nu skal det være begyndelsen på en ny rejse. Jeg vil tage rundt i det land, der blev mit, dengang for mere end 20 år siden, og prøve at finde ud af, hvorfor jeg og andre danskere er så glade for at bo netop her. Gang på gang ender vi i toppen af internationale lykkemålinger. Hvorfor?
Jeg vil besøge velkendte steder og opsøge for mig ukendte hjørner og stille spørgsmålene: Hvordan ser den danske lykke ud? Hvad skaber den? Jeg ved, at jeg risikerer at overse de problemer og bekymringer, som naturligvis også findes i vores samfund, men der er masser af andre, som fokuserer på ulykken.
Jeg vil finde lykken og dermed forhåbentlig minde mig selv og andre om de mange gode sider af vores land. Lykken har optaget mennesket meget længere, end vi har målt den. I antikken beskrev de græske filosoffer den som et liv med dyder. Hvis man handlede fornuftigt og moralsk godt, ville man opnå det gode liv og blive et helt og harmonisk menneske.
Senere blev lykken beskrevet som sjælero, nydelse og succes. Psykologer, filosoffer, hjerneforskere, sociologer, økonomer og kunstnere er blot nogle af dem, der har vendt og drejet den og stadig gør det. I 2012 begyndte FN at stræbe efter en mere holistisk måde at betragte verdens tilstand på. Frem for blot at måle et lands fremgang i økonomisk vækst ville organisationen også interessere sig for, hvordan livskvaliteten var i verdens lande, og hvad der skabte gode samfund og gode liv.
Vi fik en international lykkedag (hvert år den 30. marts) og de hitlister, der skabte overskrifter over hele kloden om danskerne som verdens lykkeligste folk. Fra 2013 til 2015 lå Danmark øverst på listen. Siden er vi blevet overhalet, men vi har stadig en placering i top-3, og vi danser stadig tæt i toppen med den samme håndfuld lande: Finland, Norge, Island og Schweiz.
En fællesnævner for de lande, der scorer højest i målingerne, er velstand og en tradition for at fordele goderne og skabe et socialt sikkerhedsnet. Det er et veludviklet demokrati, fravær af korruption og frihed til at leve livet, som man ønsker. Alt sammen noget, jeg gerne vil blive klogere på.
Jeg er dog også interesseret i at komme tæt på nogle af de mere uhåndgribelige sider af det gode liv: naturen, litteraturen, barndomslivet, danskheden og æstetikken, for eksempel. Hvad betyder de for vores glæde ved livet? For at finde svar har jeg opsøgt en stribe danskere, der har været så venlige at dele deres betragtninger og erfaringer med mig. Og det har været en stor glæde for mig at genopdage og dvæle ved alt det, jeg elsker ved Danmark og betragter som den danske folkesjæl.
Jeg har gennem mit liv set landet fra vinkler, som andre ikke har. Jeg kom fra en multikulturel familie i en af verdens største byer til en lille landsby i Sønderjylland. Jeg skulle lynhurtigt lære alt om landet, sproget og kulturen, så jeg kunne blive dansker og som en del af kongehuset også repræsentere Danmark.
I mit nye virke fik jeg desuden mulighed for at komme helt tæt på Danmarkshistorien og møde mennesker fra alle afkroge af det danske samfund. Det fascinerede mig dengang, og det gør det stadig. Hvem er vi danskere? Hvad er det, der gør Danmark til Danmark? Og hvorfor blev jeg selv en lykkelig dansker? På min researchrejse har jeg forsøgt at samle mine erfaringer og sætte dem sammen med nye. Med andre ord: at kaste endnu et kærligt og undrende blik på det folk, jeg blev en del af.
Iver Gram bor i et lille fredet hus i Møgeltønders hovedgade, Slotsgade, der må være landets kønneste med sine lave, velholdte huse med små karnapper og markante fyldningsdøre. Iver er en vidende mand, der har lært mig meget om vadehavsregionen. Som nyuddannet lærer blev han ansat i Miljøministeriet, hvor han var med til at etablere naturvejlederordningen, og sideløbende blev han også biolog, vandfugleforsker og fik en ph.d. i bæredygtig turisme. I dag driver han firmaet Sort Safari, der tager turister med på ture i den enestående region for at opleve naturfænomenet sort sol, stære på træk, fange østers og spotte sæler.
Når jeg har tilbragt tid sammen med Iver, bemærker jeg altid detaljer i landskabet, som jeg før lod blikket glide forbi. Det er længe siden, jeg sidst har set ham, og gensynet er glædeligt. Han står i sin lave hoveddør og venter på, at jeg får parkeret, så han kan invitere mig indenfor. Huset er bygget i begyndelsen af 1800-tallet. Væggene i den lille stue skråner let, og bjælkeloftet er malet i en havgrøn farve. “Vi skal ud og se på gæs,” siger Iver.
“Der er mange af dem lige nu. Bramgæs, hedder de. De kommer fra det russiske ishav, og vi får flere og flere. I maj har vi Europas største gåseflokke.”
Bramgåsen har været fredet siden 1979. Bestanden var på det tidspunkt meget lille, og den dalede. I dag ser det anderledes ud.
“Nu begynder landmændene at være kede af det, for i dag kan vi have op til 100.000 bramgæs i området, og de æder altså to gange deres kropsvægt og har afføring hvert andet minut,” fortæller Iver.
“Hvorfor kan de lide at være her?” spørger jeg. “Fordi det er mildt, kystnært, der er vedvarende græs – og de ikke er truet,” siger han med et smil, og det kunne jo unægtelig lyde som den danske opskrift på lykke.
For 20-30 år siden var bramgæssene ved at uddø, blandt andet fordi russerne fangede dem, forklarer han. Jagten var nødvendig, hvis soldaterne i ishavsforlægningen nær Murmansk ikke skulle sulte.
“Har du nogensinde været i Murmansk?” spørger Iver.
Det har jeg. Det var i november, og der var intet lys, ikke engang til at oplyse den enorme statue af Lenin, som befolkningen stolt viste frem i udkanten af byen. Iver har været der flere gange og mindes, hvordan skrottede ubåde ligger langs kysten, og gennemsnitsalderen er lav, fordi folk bliver syge af lavradioaktivt affald og nikkel fra nedbrydningen af malm.
“Ja, det sted glemmer man ikke. Det ligger som en tung sten i rygsækken. Det er så traurigt,” bemærker han.
Et kort øjeblik bliver der stille i stuen. Man forstår, hvorfor både gæs og Iver foretrækker at være her.
På vej ud til gæssene orienterer Iver mig om, hvad jeg kan forvente: måske over 20.000 bramgæs i luften på samme tid. De flyver ikke så tæt, som vi kender det fra stærene i sort sol, for så ville de brække vingerne. Til gengæld er de større og en lille smule hysteriske på denne tid af dagen, fordi havørnen begynder at jage.
Vi skal nærme os dem forsigtigt, formaner han. Ikke noget med at smække med bildøren. Når de bliver agtpågivende, ser de sorte ud, fordi de strækker deres sorte halse for at spejde. Jeg husker første gang, jeg så sort sol. Det er en af de mest fænomenale naturoplevelser, jeg nogensinde har haft.
Det var en forårsaften omkring skumringstid, og jeg stod helt stille og spejdede mod himlen i det svindende lys uden at ane, hvad jeg skulle forvente. Ivers stemme afbrød mine tanker: “Nu kommer de!” Langt borte i horisonten så jeg en sort plet komme til syne. Det lignede ikke fugle. Pletten bevægede sig tættere og tættere på og voksede i størrelse, til den fyldte himlen over mig, og jeg kunne se, at det var hundredtusinder af stære. 700.000, lød Ivers bud. De bevægede sig sammen i bølger, dansede som til klassisk musik. De changerede som nordlys, blot i sort.
Når en rovfugl fløj ind i flokken for at angribe, spredte de sig lynhurtigt, skiftede retning og dykkede og havde styr på formationerne, som var de et fodboldhold med forsvarsspillere, angribere og fløje. Der var en styrke i mængden, som tog vejret fra mig.
Hver for sig var de bittesmå, men sammen blev de stærke. Som en hær sendte de droner af sted for at finde de bedste sivområder at overnatte i. Og pludselig, på nul komma fem, forsvandt de. Ned i marsken et sted. Jeg registrerede ikke en eneste bevægelse i sivene, hørte ikke et pip. Intet. Flere hundredtusind fugle var pist væk.