Grundtvig Centeret er reddet på finansloven

I tirsdagens politiske forhandlinger lykkedes det at finde penge til at fortsætte udgivelsen af Grundtvigs værker, erfarer Kristeligt Dagblad

Frem til tirsdag aften var det tvivlsomt, om Grundtvig Centeret og udgivelsen af alle Grundtvigs 1000 værker kunne fortsætte eller ej. Der er nu fundet penge til at fortsætte projektet i et år.
Frem til tirsdag aften var det tvivlsomt, om Grundtvig Centeret og udgivelsen af alle Grundtvigs 1000 værker kunne fortsætte eller ej. Der er nu fundet penge til at fortsætte projektet i et år. . Foto: Leif Tuxen.

Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet får mulighed for at arbejde videre i endnu et år med sine aktiviteter, som først og fremmest består af det store projekt med at udgive alle Grundtvigs 1000 værker i en digitaliseret og kommenteret udgave.

Frem til tirsdag aften herskede der ellers stor tvivl om, hvorvidt udgivelsen og centeret måtte stoppe, idet den socialdemokratiske regering ikke i sit udspil havde lagt op til, at der for 2020 skulle afsættes de 10 millioner kroner fra den såkaldte forskningsreserve, som centret har fået de foregående år.

Men på et møde mellem uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg er det nu lykkedes at nå til enighed om at fortsætte finansieringen af Grundtvig Centeret, erfarer Kristeligt Dagblad. De politiske beslutningstagere vil kommentere aftalen på et pressemøde onsdag eftermiddag.