Kristendom.dk har sat emnet Gud som terapeut? til debat. Det vil nok komme bag på nogen, at Han IKKE skulle være det, eftersom ethvert kirkesogn med respekt for sig selv ser det uklare begreb det kirkelige liv som en mulighed for at give kirkegængerne en god oplevelse.
LÆS OGSÅ: Sognepræst: Gud er en far, der handler som en mor
Den traditionelle (næsten et skældsord) højmesse glider i skammekrogen til fordel for oplevelsesgudstjenester af enhver art. Bamserevy til børn, spiritualitet til åndeligt søgende; en barnedåb skal indeholde en koreografi med en falanks af kamerabevæbnede onkler og en bærbar bilpark til den freestylende storebror.
Hvis menigheden intet oplever, har vi i folkekirken en udbredt klagekultur, der lader solen gå langt ned over sin vrede. Kun en tåbe frygter som bekendt ikke en konfirmandmor.
LÆS OGSÅ: Alternative gudstjenester
Men er Gud kærlighed, skal da ikke folkekirkens kerneydelse, gudstjenesten, formidle denne kærlighed? Er Gud ikke den, der ånder på øjet, når det græder, som tager vore små og store sorger på sig og viser os, at vi er okay inderst inde? Er der ikke en tendens til at gøre gudstjenesten mere intim for at styrke sansningen af Guds nærvær mere autentisk end fra en prædikestol?
Gud bliver latterlig
Dette gudsbillede siges at være fremherskende i USA. Det ved jeg ikke meget om, men når kristendom.dk spørger, hvilket gudsbillede, jeg har, terapeut eller frelser, må jeg indrømme, at alarmen lyder.
Det er Gud, der skabte mennesket i sit billede, så når vi skabninger gør os et billede af Gud, bliver det latterligt. Selv de første disciple gjorde sig et billede af Gud og kappedes om at være dem, der fik Jesu opmærksomhed. Selvfølgelig gør vi os billeder af Gud, de er bare forkerte.
Hvis Gud som terapeut skal være en mulighed på linje med Gud som frelser, er det en frelse med meget lille f, når det sådan kan skiftes ud. Frelsen ligger heller ikke i terapien, og terapi er ikke frelse. Med terapi er det som med psykoanalyse, den kan afdække syndens tegn (nervøsitet og angst for fremtiden er tegn på synd og mistillid til Gud), men den kan ikke tilgive synden. Det kan kun Gud. Terapien ligger inden for lovens, menneskelivets område. Frelsen er evangeliet og Guds.
LÆS OGSÅ: Hvor er Gud er i en ond verden?
Kirken har ændret sig
Gennem kirkehistorien har vinklen ændret sig; fra reformationstiden med Luthers opgør i frisk erindring gennem ortodoksi, rationalisme, pietisme til vore dages noget mere beskedne kirkelige forhold, hvor man som i regeringskredse anvender lappeløsninger, spændende gudstjenesteliv i stedet for Guds ord.
I dag bliver stadig flere områder, der før var overladt til menneskets eget valg, underlagt lovgivning, hvilket igen medfører større risiko for overtrædelser. Intet under, at menneskene er nervøse og usikre, og at selv en lille bekymring hurtigt vokser sig stor. Tænk blot på hvad CO2 udslip har medført af mareridt. Man kan med andre ord ikke ubetinget sige, at alt er blevet bedre.
Det er utaknemmeligt at forkynde evangeliet
Men siger vi, at nutidens mennesker er anderledes stillet end de, der levede før os, er det ikke sandt under evighedens synsvinkel. Fordi vi ikke respekterer samfundets autoriteter, og de, måske derfor, heller ikke respekterer sig selv, er det ikke ensbetydende med, at Gud ikke længere er en autoritet.
Vi vil gerne trække Gud med os i faldet, men det er ikke ligetil. Det er en stor og utaknemmelig opgave at forkynde Guds evige frelse for en menighed, der hellere vil omsorg og skuespil, men det er nu engang kirkens opgave som forkyndende og bedende kirke.
I julekalenderen Jesus og Josefine, kommer Jesus til København og anbringes på en institution med henblik på psykologisk udredning (han siger, hans far er i himlen!). Hvad er en psykolog? spørger han Josefine, der svarer: Det er en slags præst. Bare uden Gud. Heri ligger faren ved terapien.
Margrethe Horstmann er teolog og konstitueret præst.