Prøv avisen
Boguddrag

Poul Joachim Stender går på jagt efter duften af Guds sved

"Prædikerens Bog er fuld af visdom. Der er en tid til at græde og en tid til at le. En tid til at holde klage og en tid til danse. Men prædikeren ved også, at der en tid til at lugte godt og en tid til at stinke," skriver Poul Joachim Stender i sin nye bog "Guds sved". Foto: Leif Tuxen

I et parfumeri i Jerusalem falder den danske præst Poul Joachim Stender i snak med Keture, en alvorligt syg ældre kvinde. De to har en dybtfølt fælles kærlighed til bibelens dufte og det spontane møde bliver til et passioneret venskab. I sin nye bog ”Guds sved” fortæller Poul Joachim Stender om sine samtaler med parfumeuren Keture, som har givet ham et helt nyt gudsbillede, der involverer næsen. Læs et uddrag fra bogen her

Jeg betragtede Keturas reol med de mange hundrede blå pipetteflasker. Hver eneste bibelske duft havde skabt en forbindelse mellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes. Det forekom mig, at duftene var tynde silketråde, der vævede himmel og jord sammen. Men ud over at skabe sammenhænge havde duftene også en anden funktion. Dufte har været brugt – og bliver brugt – til at markere skel.

I Det Gamle Testamente bor kongen i et duftende palads af ceder og cypres. Han lugter, som der står i Salmernes Bog, af glædens olie. I hans klæder er der en duft af myrra, aloe og kassia. Selvfølgelig har kong David, Salomon og de øvrige konger elsket de liflige dufte. Men de har også brugt duftene til at markere magt, rigdom, seksualitet, status. Ostemagernes dal løb gennem Jerusalem som en kløft mellem to forskellige lugtuniverser. Gik man på Jesus’ tid en tur gennem byen, ville man med sin næse kunne konstatere, hvor forskellig byens aroma var. I den nedre del af Jerusalem lå slumkvartererne, hvor lugten var ram. I den øvre del af byen, hvor Herodes den Stores palads, teatret og ypperstepræstens bolig lå, var lugten til gengæld, som om den var mættet med glædens olie.

Duften fra offerbålene i templet satte også skel. Det var ikke alle, der brød sig om de dufte, der vældede op fra altrene hver morgen og aften.

"Hvad skal jeg med røgelse fra Saba, med den gode kalmus fra et fjernt land? Jeres brændofre tager jeg ikke imod, jeres slagtofre er mig ikke til behag," lader Jeremias Herren sige.

Også hos profeterne Amos og Esajas kan man læse lignende kritik. Måske tog essæerne, en jødisk sekt, afstand fra den gudsdyrkelse, der fandt sted i templet, vendte det ryggen og flyttede til Qumran ved Det Døde Hav, fordi de ikke kunne lide lugten i bageriet. I hvert fald har man ikke ved deres bosættelse fundet nogen altre til brændofre. Der er intet som dufte eller fravær af dufte, der kan adskille eller afsløre åndelige, sociale og religiøse skel.

De første tre århundreder af kristendommens historie anvendte de kristne ikke røgelse af myrra eller frankincense i deres gudstjeneste. Det skyldtes ikke, at dufte var syndige. Privat brugte mange kristne vellugtende olier både til kroppen og i deres hjem og i madlavningen og i de offentlige bade.

Men i gudstjenesten var duftene fraværende for at markere, at kristendommen adskilte sig fra de hedenske religioner og kejserdyrkelsen, som havde dufte i deres ceremonier. Og alligevel var kristendommen ikke uden lugt. Det var en forfulgt religion. Kristne martyrer blev brændt på bål, og hagiografier fortæller, hvordan deres brændende kroppe lugtede lifligt som nybagt brød og røgelse. Først da kristendommen med Konstantin den Store blev statsreligion i år 313 og ikke længere blev truet af andre religioner, kom duftene ind i gudstjenesten. Og myrra, frankincense, isop og henna steg til vejrs under gudstjenesterne, som var offerbålene på tempelpladsen i Jerusalem blevet tændt igen.

I folkekirken, hvor jeg er præst, anvendes næsen også til at markere adskillelse. Reformatoren Martin Luther påpegede, at det var Guds ord og ikke røgelse eller vievand, der virkede over for Djævlen og onde tanker. Dufte i kirken var hverken noget, han gik ind for eller var imod. Men den lutherske kirke ville markere, at den adskilte sig fra den katolske kirke, som den havde brudt med. Derfor blev duftene totalt fraværende i gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Og dermed kom min kirke til, uden at tænke over det, at lægge lige så meget vægt på næsen som den katolske kirke. Det skulle kunne lugtes, med fravær af dufte, at det er en luthersk kirke!

Når jeg besøger folk i mit sogn, indånder jeg de åndelige, sociale og kulturelle skel. I nogle hjem er luften tung af skidt, stegte løg, sprut og overophedede tv-apparater. Jeg kan lugte åndeligt armod. Andre steder er der noget i luften. Jeg suger hjemmets dufte ind i næsen og mærker, at der er højt til loftet og masser af overskud. Jeg må konstatere, at dufte samler, men de sætter også skel.

Der er mænd og kvinder, der formår at vælge en elegant parfume, der passer fortrinligt til lejligheden og årstiden og deres hud og personlighed, og som de tilmed kan dosere passende. De bærer den som en stjerne om halsen. Andre afslører med deres parfume en total mangel på smag og situationsfornemmelse. Og så er der dem, der har givet sved og dårlig ånde lov til at råde. Jeg er ikke duftsnob. Jeg mener blot, at høflighed også er at være velduftende.

Der, hvor duftene er på vej til at sætte størst skel i befolkningen, er gennem allergier. Vi er delt op i to grupper, som løb der en Ostemagernes dal mellem os. De, der tåler parfumer, og de, der ikke gør det. Og den sidste gruppe er stærkt stigende. Mange hævder, at allergierne skyldes, at der er mange syntetiske duftstoffer i shampoo, creme, sminke, sæbe, vaskepulver og parfume. Det passer. Men naturlige duftstoffer kan også give allergi. Cigaretterne, der er tilsat forskellige dufte, er på vej bort fra det offentlige rum. I haverne må der ikke tændes bål, der lugter vemodigt af efteråret. Brændeovne, der sender lugten af brændende træ ud gennem skorstenene, bliver snart forbudt. Det danske samfund stræber ikke efter at komme til at lugte bedre, men efter at blive lugtfri. Apotekerforeningen reklamerer med, at det sikreste middel mod parfumeallergi er helt at undgå parfume! Måske kommer der en dag, hvor røgelse ikke er tilladt i kirkerne, og parfumer forbydes, som de blev det af Solon i Athen omkring år 590 f.Kr. Den dag håber jeg, at der bliver revolution, og at folk går ud på gaderne med brændende fakler og råber:

"Vi vil have myrra og frankincense. Vi vil have Chanel Coco! Vi vil have Guerlain Jicky! Vi vil have Yohji Homme!" Livet begynder i næsen.

Min telefon ringede. Arieh bad mig tage til Misgav Ladakhs hospitalets intensivafdeling så hurtigt som muligt. Jeg sprang ind i en taxa ved Jaffaporten. 20 minutter efter stod jeg forpustet på Keturas stue. Hun rakte smilende sin venstre hånd op mod mig. Jeg greb den, kyssede hendes håndryg og lugtede, at hendes parfume Lavs fortsat bankede på hendes puls, men at der også på hendes håndryg hang en svag duft af olivenolie. Jeg havde regnet med at se hende i en forfærdelig tilstand, men hun lignede den kvinde, jeg havde mødt den første aften i stenkælderen. Hendes pande glinsede hvidt, parykken sad korrekt, hendes læber var røde, næsen stod ud fra hende – høj som Libanontårnet.

"Jeg er lige blevet ordnet og parfumeret af sygeplejerskerne," begyndte Ketura, "nu er jeg ren og dufter godt. Men du skal vide, at sygdommens lugte er forfærdelige. Det er, som om jeg rådner – eller som om døden sender stinkende dampe op gennem mig. Jeg kan ikke bruse, jeg kan ikke gå på toilettet, jeg kan ikke børste tænder, jeg er udleveret til andres rengøring af mig, min krop er i et konstant langsomt sammenbrud, min blære er blevet en urinpose, der hænger på min sengekant. Åh, folk må væmmes ved mine lugte, ligesom Jobs kone væmmedes ved hans ånde og hans brødre ved hans stank.

Prædikerens Bog er fuld af visdom. Der er en tid til at græde og en tid til at le. En tid til at holde klage og en tid til danse. Men prædikeren ved også, at der en tid til at lugte godt og en tid til at stinke. Han siger, at døde fluer kan få salveblandingens olie til at stinke, og nu er sygdommen og døden som døde fluer blevet blandet med de dufte, jeg har båret i mit liv. Synes du, at jeg er patetisk? Men lad mig sige det sådan: Gud afpynter mig.

Stender, min bibel ligger på bordet. Gør mig en tjeneste. Tag den og læs fra Esajas Bog, kapitel 3."

Jeg tog Keturas slidte bibel. Den lugtede af myrra, forekom det mig, af frankincense og kassia, den var rød og gul af understregninger. Jeg læste:

"Herren siger: Zions døtre er stolte, de går med knejsende nakke og med kælne blikke, de tripper af sted med ringlende ankelkæder; derfor vil Herren gøre Zions døtre skaldede og blotte deres isse. På den dag fjerner Herren deres pynt: ankelringkæder, soltegn og månetegn, øreringe, armbånd og slør, hovedklæder, ankellænker, brystbånd, lugtedåser og amuletter, fingerringe og næseringe, festklæder, kapper, slag og tasker, spejle, kjortler, turbaner og sjaler. Så kommer der stank i stedet for balsamlugt."

"Sådan er det," mumlede Ketura, som om hun talte mere til sig selv end mig, "Herren har fjernet mit pynt. Maison Martin Margiela, Guerlain L’Heure Bleue, Thierra Mugler Alien, Dior Poison, Estée Lauder White Linen, La Perla, Lavs. Nu kommer der stank."

Jeg blev stående, holdt hendes hånd, der var tør og kølig.

"Min præst var her," Ketura sendte mig et smil, "jeg modtog euchelaion – sygesalvningen. Mens han bad, tegnede han kors med olivenolie på min pande, mine næsebor, kinder, læber, bryst og på begge mine håndrygge. Det var, som om han gav mig en harnisk på. Og da han forlod mig, vendte han sig om i døren og sagde til mig, at jeg nu, efter at have modtaget det hellige sakramente, havde fået Kristus’ styrke på mig. Tre gange udbrød han: 'Frygt ikke, frygt ikke, frygt ikke!' Så gik han. Hvis olivenolien bliver det sidste, jeg lugter, er det en værdig afslutning på mit liv som næse. Det er krondiamanten af alle dufte.

Mens han penslede mine næsebor, vejrede jeg somrene i Schweiz og Frankrig, da jeg var ung og arbejdede for de store dufthuse, og mine kontorer vendte ud mod nyslåede grønne græsplæner. Jeg lugtede friske artiskokhjerter vædet med citron – langsomme middage i haven på Scopusbjerget med min søn og mand. Det forekom mig, at jeg også lugtede et rødt fuglenæb med et frisk olivenblad. Jeg tror, at jeg har fået et tegn på, at Gud vil redde mig. Ligesom duen kom til Noas ark med et olivenblad i munden for at fortælle, at syndflodens tid var omme, sådan er jeg også blevet varslet om min redning. Pastor, salver du også som præst de syge i din menighed?"

"Nej, Ketura," svarede jeg, "jeg kender godt opfordringen fra Jakobsbrevet, hvor der bliver sagt, at hvis nogen er syg, så salv ham med olie i Herrens navn og bed for ham. Men i min lutherske kirke beder vi for de syge uden olie. Nogle gange modtager de nadveren, og deres sidste duft kan blive duften af brød og vin."

"Så smukt," sukkede Ketura, "at dø med næsen fyldt af Jesus’ legeme og blod. Jeg har ladet mig fortælle, at mange, i det øjeblik de dør, ser et hvidt lys. Det beskrives, som om de bliver omfavnet af en lysende engel. Hvorfor er der aldrig nogen, der har haft nærdødsoplevelser, som har berettet om, hvilken duft de mødte? Tror du, jeg endnu en gang møder den ozoniske lugt, som greb mig ved Genesaret Sø?"

"Det gør du," sagde jeg og mærkede et skvulp af gråd slå op i mig, "himlen er utæt, som mine øjne er nu. Undskyld… alle de bibelske dufte, du har præsenteret mig for, er briser fra Paradis. Vi har fået lov til at tyvstarte med at lugte Guds rige. Gud Herren bøjede sig ned over Adam og blæste livsånde ind i hans næse. Sådan tror jeg, at Kristus efter vores død vil vække os til et nyt liv ved at fylde vores næse med sine livsånde, der måske lugter af henna, nardus, safran, granatæbletræets blomster, galbanum, myrra, frankincense, aloe og alle de andre dufte, du har stående i stenkælderen."

Prædikerens Bog er fuld af visdom. Der er en tid til at græde og en tid til at le. En tid til at holde klage og en tid til danse. Men prædikeren ved også, at der en tid til at lugte godt og en tid til at stinke.

Men den lutherske kirke ville markere, at den adskilte sig fra den katolske kirke, som den havde brudt med. Derfor blev duftene totalt fraværende i gudstjenesten og de kirkelige handlinger.