Provst i prædiken om historisk forlis: Utroligt, at I pårørende er kommet så godt igennem det

I dag er det 60 år siden, at passagerskibet M/S Hans Hedtoft og alle 95 personer om bord forliste. Mange mistede venner og familie, da ”skibet som ikke kunne synke” endte på havets bund. Årsdagen blev markeret i Holmens kirke, hvor provst Ejgil Bank Olesen satte fokus på de efterladtes oplevelse af ulykken

"Livet blev aldrig for jer som før. Den 30. januar 1959 står stadig mejslet i jeres erindring. Livet og verden tog et dybt åndedrag og gik i stå," sagde provst Ejgil Bank Olesen henvendt til de pårørende i sin prædiken, som han i dag holdte på 60-årsdagen for forliset af skibet M/S Hans Hedtoft .
"Livet blev aldrig for jer som før. Den 30. januar 1959 står stadig mejslet i jeres erindring. Livet og verden tog et dybt åndedrag og gik i stå," sagde provst Ejgil Bank Olesen henvendt til de pårørende i sin prædiken, som han i dag holdte på 60-årsdagen for forliset af skibet M/S Hans Hedtoft . Foto: Ritzau Scanpix og Petra Theibel Jacobsen.

"Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt!'"
(Johannes Åbenbaring 21, 3-5a)

Ordene fra Johannes Åbenbaringen som vi netop har hørt, danner, i dag på 60 års dagen for M/S Hans Hedtofts forlis, bagtæppe til min prædiken og mine ord til jer pårørende.

I dag, hvor vi er samlet, for at mindes dem der omkom på Hans Hedtoft og samlet for at sætte ord på al vores sorg, savn og magtesløshed.

Hørte vi:
”Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig,
ej heller pine skal være mere.
Thi det der var før er forsvundet.”

Det lyder floromvundet, at døden ikke skal være mere, ikke mindst fordi døden, den bratte, voldsomme og uventede død, på én gang totalt ændrede jeres liv.

Livet blev aldrig for jer som før. Den 30. januar 1959 står stadig mejslet i jeres erindring. Livet og verden tog et dybt åndedrag og gik i stå.

Livet blev aldrig det samme for jeres forældre, søskende, familie, venner, naboer og kollegaer.

Om vi skal bruge sprogbrugen fra Johannes Åbenbaringen, så må vi sige, at det er rigtigt, at i ét nu var verden forandret. Men så stopper enhver sammenligning også, for I så hverken en ny himmel eller en ny jord.

I så kun det afgrundsdybe hav, som åbnede sig og tomheden.

I adskillelige år var det en kamp for jer at være til - at få livet til at fungere, både fysisk og psykisk og adskillelige bukkede under på grund af fortielse, tavshed, intethed og den sociale deroute. Angsten tog bolig i jer.

Det er rigtigt, som Johannes Åbenbareren siger, at det, der var før, er forsvundet, for den livets lethed og sorgløshed og glæde, der tidligere havde rådet i jeres liv, var som blæst væk, sunket til bunds. Den var fortid. Kun en svag afglans var glimtvis tilbage.

Det er også rigtigt, som det siges, at han vil tørre hver tåre væk. Der er grædt så mange tårer, at der slet ikke er mere vand at græde af og mange skrig er kvalt i halsen. Ja, I oplevede døden. Sorgen over det tabte, over jeres kære døde fyldte og gennemsyrede alt og livet mistede sin glæde og farve. Jeres oplevelse var, at det der var før, var forsvundet, livet, verden blev aldrig det samme igen, og der kom ikke noget nyt i stedet. Hvor er det dog hjerteskærende!

Og nu er der gået 60 år, uden at der er nogen, der har påtaget sig ansvaret for beslutningen om at lave et skib, der som en anden Titanic ikke skulle kunne synke og som dengang for 60 år siden skulle sejle om vinteren i isfyldt farvand, uden dobbeltskrog og hvor pladerne ikke var svejset og radaren ikke fungerede og hvor man ville sætte hastighedsrekorder og hvor cheferne og politikerne vaskede deres hænder og hvor Grønlandsfonden dengang lod de efterladte familier i stikken, ikke mindst i Grønland men også i Danmark. Først når bedre stillede familier hyrede dygtige sagfører, var der hjælp at hente.

Hvor er det en ulykkelig og tragisk historie ikke mindst i et velorganiseret og demokratisk land. Hele forløbet! Ikke alene omkring den daværende Grønlandsfonds administration af de indsamlede midler, men også det manglende retsopgør, påberåber sig i den grad selvbesindelse.

Utroligt at I pårørende, som er her i dag, har klaret det så godt og er kommet så godt igennem, på trods af fortielserne og tavsheden som hele sagen blev omgærdet med og på trods af, at der i den bedste mening, ikke blev talt om det og jeres store tab. For det gjorde man ikke den gang.

I dag ved vi, at der skal tales og tales. Vi ved at det hjælper at sætte ord på sorgen. Og det er rigtigt: omsorg, kærlige kram, nærvær, samvær, varm te og tæpper hjælper. Intet af det var tilstede dengang I hørte, at jeres kære var druknede.

Det var noget, der blev hvisket om i krogene og dørene blev lukket, skolekammeraterne pegede fingre og sagde, at nu kommer din mor ikke hjem, for hun er druknet. Angsten og smerten knuger vores hjerter.

Det er så langt fra Johannes Åbenbaringens profeti, som tænkes kan, om, ”at jeg så en ny himmel og en ny jord”. Det er rigtigt: den første himmel og den første jord var forsvundet, jeres verden, jeres fundament var forsvundet og sunket i havet, og det føltes ikke, som var en ny strålende verden i sigte.

Der var kun mørke, og I fægtede rundt som i blinde. Jeres kære var der ikke længere, alt var anderledes, forfærdeligt, koldt og tomt.

I dag danner Holmens kirke ramme om en mindegudstjeneste i anledningen af 60 året for Hans Hedtofts forlis. Skibet der ikke kunne synke sank med alle 95 passager og besætningsmedlemmer.

Det VAR en katastrofe i Grønland og i Danmark. I Grønland boede der dengang over 33.000 mennesker, så der var ikke den bygd ikke den familie, der på den ene eller anden måde ikke var ramt.

I dag ved gudstjenesten har alle gode kræfter samlet sig og hjælpen og opbakningen fra alle sider har været enestående. Efterladte og deres familier også fra Grønland har ved den nuværende Grønlandsfonds hjælp fået mulighed for at deltage.

Hans Hedtofts redningskrans – det eneste håndgribelige, der er tilbage fra forliset er også tilstede her i dag. For jer efterladte er det af uvurderlig betydning. at den er her. Det har bevæget jer for måske er den noget af det sidste jeres far, mor, bror, slægtning har set og rørt ved, før den forfærdelige katastrofe indtraf.

Vi er i dag samlet foran Gud den almægtiges åsyn for at frembære al vores sorg og fortvivlelse, over det der skete og over at livet for altid ændrede sig, dengang meldingen kom fra telegrafist Carl Dejligbjerg:

”Vi synker nu. Vi synker nu.”

Og skibet forsvandt. Vi er her for i Jesu navn at forsone os med fortiden og tilgive de fejl og fatale beslutninger der blev taget. Vi er her for at bede om at vores sorg, savn og også vores bitterhed må tages fra os, så vi kan forsone os med tabet og takke for det liv vi har fået, så vi i frimodighed og glæde kan leve det i fællesskab med hinanden.

Vi beder om at kunne se en god fremtid i møde, både i Grønland med de opgaver og udfordringer, der venter det grønlandske samfund på verdens smukkeste ø og i Danmark.

Der er grædt mange tårer, men en dag skal hver tåre tørres bort. Vi er her for i taknemmelighed at mindes vores kære og for at blive mindet om det håb og den trøst vi ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde har fået forkyndt: at også for os og vores kære og for dem der har måttet bære skyldens byrde må være en glædelige opstandelse på den yderste dag – en ny himmel og en nye jord, hvor hver tåre er tørret væk.

Indledningsvis sang vi salmen: ”Se nu stiger solen af havets skød”. Den er en meget stærk lovprisning af livet og dagen. I malende og stærke billeder, beskrives glæden over livet og de mennesker vores liv er knyttet til ”Moder, søster, elskte, min kærlighed”.

Ingen navne er for gode, når Guds kærlighed og Guds skaberværk skal beskrives og lovprises og når troen på Guds kærlighed skal fremkaldes.

Livets Gud os skærmer, vi er hans børn. Intet kan rive os ud af Guds hånd. Selv om havet opsluger os, eller nattemørket lukker sig omkring os, så er vi i Guds hånd, og DEN river os ud af dødens garn.

Derfor må og kan vi glæde os over dagen i dag og over hver eneste ny dag, for:

"Se, da stiger solen af hav på ny alle dødens skygger for evig fly."

Amen.