Seks gode råd: Sådan kobler du af i juleferien

Julen er en tid, der priser fred og nærvær, men for mange – måske særligt børnefamilier – kulminerer december i uendelige gøremål. Stressekspert Bjarne Toftegård giver her seks råd til at koble af i juletiden

Vores samfund er indrettet på en måde, hvor vi altid skal være produktive. Men nogle gange er det sundt at komme ned i gear, forklarer stressekspert.
Vores samfund er indrettet på en måde, hvor vi altid skal være produktive. Men nogle gange er det sundt at komme ned i gear, forklarer stressekspert. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix.

Fred, frelse og fordragelighed, lyder julens budskaber til menneskene.

Men hjemme i stuerne kan højtiden hurtigt blive en anden og mere opslidende periode. Med en kulret børneflok gående om anklerne og en blok fuld af gøremål, vil mange forældre opleve, at julefreden slår om i stress og jag i jagten på den perfekte jul.

Men hvad gør man, hvis man gerne vil benytte tiden i juleferien til at koble af? Ifølge Ph.d. og stressekspert Bjarne Toftegård kan juletiden blive en travl måned, hvis man ikke er i stand til at finde balancen mellem omverdenens forventninger og ens egne krav.

Han giver her seks råd til at finde ro til at lade batterierne op i ly af julens mange aktiviteter.

1. Læs en bog eller saml et puslespil. Hjernen bliver konstant bombarderet med et væld af indtryk, som stresser sindet. I en travl tid kan det derfor være givtigt at søge mod analoge medier. De kan fungere som åndehuller og give plads til fordybelse i et gangbart tempo.

”Når tingene bliver analoge, så slapper hjernen af. Dels kan der være et socialt element i et brætspil eller et puslespil, men det foregår også i et roligt tempo. I de analoge medier er der heller ikke en indbygget afhængighedsskabelse, som der er i de fleste elektroniske spil.”

2. Gå lange ture. Kan man gå sig til frelse? Måske ikke, men faktum er, at lange ture kan afhjælpe stress, ensrette fokus og samle tankerne. Den friske luft og sollyset kan virke beroligende på os og have samme mediterende effekt som yoga og hypnose.

”Lange ture fjerner de stresshormoner, man har i kroppen. Når man er stresset, farer tankerne rundt i hovedet på en, og dem kan man billedligt talt få til at forsvinde på spadseretur i skoven eller på stranden.”

3. Vær realistisk i forhold til julen. Prøv at overveje, hvad der er vigtigt, og hvilke ambitioner som er realiserbare. Man skal ikke lade sig rive med af, hvad andre synes er vigtigt. Ofte er begrænsning mere gavnligt end overflod, og det vil børnene også trives bedre i.

”Bare fordi naboen har en tradition om at bage småkager om søndagen, er det ikke ensbetydende med, at alle familier skal gøre det. Tag stilling til, hvad det er, som betyder noget, og som giver glæde og gavn i julen. Fravælg i stedet de byrder, som ikke har en værdi i sig selv.”

4. Vær i god tid. Forsøg at undgå store, uoverstigelige pukler kort før juleaften. En al for overbebyrdet start på juleferien, vil gøre det sværere at koble af senere. Sørg for at skemalægge dine gøremål og planlæg dig ud af travlheden.

”Mange løber forvirrede rundt i dagene op til juleaften, og det betyder, at de ikke kan være nærværende i juleferien. Hvis man er stresset den 23. december, så er man ikke afstresset den 24. og 25. december, selvom man har sovet længe. Tværtimod bliver stress-symptomerne i kroppen i længere tid.”

5. Sørg for at få sovet nok. Når man sover, restituerer kroppen og hjernen. Det er afgørende i en højtid, hvor tålmodigheden konstant sættes på prøve af omgivelserne. Forsøg derfor at opretholde en fornuftig søvnrytme i december.

”I juletiden vil mange gå senere i seng – også børnene, og derfor vil man komme i søvnunderskud. Det skaber en negativ spiral, hvor overskuddet gradvist svinder, og det er ikke frugtbart i en tid, hvor omverdenen efterspørger nærvær og indlevelse.”

6. Afsæt en dag eller to uden planer eller aktiviteter i kalenderen. Nyd hinandens selskab og nyd gaverne i juleferien. Der behøver ikke at ske noget hele tiden. Forsøg i stedet at komme ned i tempo. Juleferien kan være et positivt afbræk fra en hektisk hverdag, hvis man formår at løsne op på uholdbare ambitioner, og hvis man har modet til at give sig selv fri.

”Vores samfund er indrettet på en måde, hvor vi altid skal være produktive. Men nogle gange er det sundt at komme ned i gear. Prøv i stedet at lave nogle vejrtrækningsøvelser eller bede en bøn. Det kan hjælpe med at fokusere sindet og tankerne på noget andet end hverdagens skærmydsler.”