Gunnild har haft fem knoglebrud med heste: Sporten er mere gavnlig for min sygdom, end den er farlig

Berider Gunnild Møller Jakobsen har brækket hånd, ben og en ryghvirvel på grund af knogleskørhed. Hun er bange for fremtiden, men lever med sin sygdom ved at rette blikket mod alt det, hun gør rigtigt

Gunnild Møller Jakobsen, 55, har knogleskørhed og haft fem knoglebrud med heste.
Gunnild Møller Jakobsen, 55, er berider og har osteoporose. Foto: Frank Ciliius/ Ritzau Scanpix

I 2005 brækkede berider Gunnild Møller Jakobsen sit ben. Skinnebensknoglen flækkede fra knæet og ned, som var den kløvet af en økse. Hun sprang på en hest, der løb venstre om et spring, mens hun fortsatte til højre; det var ikke et fald, der var så voldsomt, at det burde give anledning til den skade, hun fik.

Et halvt år efter brækkede hånden med et smæld, så hun med det samme vidste, hvad der var sket. Igen var årsagen banal: Hun stødte hånden ned i manen, det vil sige oversiden af hestens hals, da den lavede en uventet bevægelse.

Siden har hun brækket en fodrodsknogle, tre ribben, en finger, sit kraveben i fire stykker og senest en ryghvirvel, der har kappet tre centimeter af hendes højde.

Gunnild Møller Jakobsen, 55 år, har knogleskørhed, osteoporose, og har måttet lære at leve med en sygdom, der ikke går væk, men som også er uforudsigelig: den kan enten holde sig i ro eller blive årsag til flere og mere alvorlige brud.

”Jeg blev bange, både da jeg fik diagnosen, og da jeg fik at vide, at jeg havde det sammenfald i ryggen, altså den brækkede ryghvirvel, hvilket var i april i år. For har man haft ét sammenfald, er der 400 procent øget risiko for at få et mere inden for det første år. Frygten er selvfølgelig, at jeg ikke kan leve det liv, jeg gerne vil. At jeg går og brækker knoglerne helt uden at falde. Men samtidig er jeg god til at mobiliserer en fightervilje,” siger hun.

Hestesporten er mere gavnlig end farlig for helbredet, mener Gunnild Møller Jakobsen, som forsøger at leve sit liv så normalt som muligt trods knogleskørhed.
Hestesporten er mere gavnlig end farlig for helbredet, mener Gunnild Møller Jakobsen, som forsøger at leve sit liv så normalt som muligt trods knogleskørhed. Foto: Frank Ciliius/ Ritzau Scanpix

Knogleskørhed er en tilstand, hvor mængden og styrken af knoglevævet er nedsat. Derfor brækker knoglerne lettere. Omkring tre procent af befolkningen, cirka 172.000 borgere, er kendt med knogleskørhed ifølge en afdækning af Sundhedsstyrelsen fra 2018. Men op mod en halv million mennesker har sygdommen uden at vide det ifølge samme rapport. Det gør knogleskørhed til Danmarks mest underdiagnosticererede folkesygdom ifølge patientforeningen Osteoporoseforeningen.

En patient med hoftebrud har en overdødelighed på 20-30 procent det første år efter bruddet. Hvad angår et rygsammenfald, som det Gunnild Møller Jakobsen havde i april, er overdødeligheden 8,5 gange større i forhold til personer uden brud, forklarer læger til Kristeligt Dagblad.

Det er fakta, som Gunnild Møller Jakobsen er pinagtigt klar over. Men hun finder håb og energi til at leve med sin sygdom, netop fordi hun ved meget om den.

Hun var kun 39 år, da hun brækkede først benet og kort efter hånden.

”Det har du gjort grundigt”, fik hun at vide ved begge besøg på skadestuen, men tænkte ved sig selv:

”Det har jeg jo ikke, jeg har jo knap nok gjort noget.”

Hun insisterede på at få undersøgt sine knogler og blev diagnosticeret med osteopeni, forstadiet til osteoporose, knogleskørhed. Hun kom i behandling med tilskud af kalk og D-vitamin, og de næste år svingede hendes tal op og ned: Så var knoglerne lidt stærkere, så lidt svagere igen, indtil hun i 2017 fik diagnosen: Nu havde hun knogleskørhed.

”Jeg tuder meget,” siger Gunnild Møller Jakobsen om det vilkår, hun skal leve med.

”Jeg bliver rigtig ked af det,” siger hun også.

Og: ”Selvfølgelig har jeg ondt af mig selv.”

Men i samtale med Gunnild Møller Jakobsen er den slags udsagn bisætninger. De bliver enten foregrebet eller trumfet af de udsagn, der kommer lige før eller efter.

Næsten alle knoglebrud, hun har haft, er sket i forbindelse med heste: Fingeren brækkede, da hun longerede, en træningsform hvor hesten løber i en cirkel om træneren, der står på jorden. Gunnild Møller Jakobsen fik fingeren viklet ind i longen, det vil sige tovet: ”Det kunne lige så godt være sket med en hundesnor”, konstaterer hun.

Gunnild Møller Jakobsen, 55, er berider og har osteoporose.
Gunnild Møller Jakobsen, 55, er berider og har osteoporose. Foto: Frank Ciliius/ Ritzau Scanpix

Ben, kraveben og hånd brækkede, mens hun red. Men de små stød op gennem kroppen, som ridning også giver, styrker knoglerne, og det samme gør den almindelige aktivitet omkring hestene, fokuserer hun på:

”Jeg går mange skridt hver dag, når jeg lukker heste på fold og tager dem ind igen. Det værste, jeg kan gøre for min sygdom, er at blive inaktiv. Så bliver det helt sikkert værre. Jeg har taget jobbet op til overvejelse, men jeg mener faktisk, jeg har det rigtige job, fordi jeg får bevæget kroppen, som man skal,” siger hun.

Hun er 55 år og absolut ung blandt Danmarks diagnosticerede patienter, hvor forekomsten stiger betydeligt efter 65 år.

”Men det er jo godt, jeg ved det og har fundet ud af det, så jeg får behandling – andre går jo udiagnosticerede rundt, så deres krop forfalder endnu mere end min,” er hendes ræsonnement.

Med andre ord: Gunnild Møller Jakobsen har en livsomvæltende sygdom. Men i det mindste har hun overblik. Hun har orienteret sig i alle kroge af det landskab, hun opererer i. Hun har en vis ro i den tanke, at hun gør det så godt, hun kan.

Hun har også stadig håb.

”I mange år, fra 2006-2014, blev det jo ikke værre. Så jeg tænker: ’det går nok.’ Jeg er lige nu på den medicin, der er mest almindelig, og som bremser knogletab. Men der er stadig andre behandlingsmuligheder, blandt andet en behandling der genopbygger knoglerne,” siger hun.

Listen over risikofaktorer for at få knogleskørhed er lang. Gunnild Møller Jakobsen har ikke mange af dem: Hun er hverken undervægtig eller inaktiv, og hun er ikke ryger eller har et stort alkoholforbrug. Men de to vigtigste faktorer har hun: Knogleskørhed løber i hendes familie, og så er hun kvinde.

Hendes mor, moster og mormor har og havde knogleskørhed. Hendes far fik diagnosen for godt et år siden. Han gik til lægen med gentagne ”hekseskud”. Da han skulle have nyt pas og derfor skulle måles, kom han hjem og fortalte, at han var blevet otte cm. lavere.

”Det viste sig, at han har haft fire sammenfald i ryggen. Det havde jo været rigtig godt, hvis nogen havde taget et røntgenbillede af den ryg og fundet ud af, hvad det var, for han er blevet en lille mand og har dagligt stærke smerter. Tænk, hvis han var blevet opsporet og behandlet tidligere,” siger Gunnild Møller Jakobsen.

Siden artiklen blev skrevet, er Gunnild Møller Jakobsens knogleskørhed forværret. Hun er nu ved at afklare, om hun kan få adgang til en anden type medicin. Hun er bange og ked af det, men fokuserer stadig på sin ridning og hestesportens gode effekter for sygdommen samt håbet om en ny og virksom medicin.