Prøv avisen
Boguddrag

Haifaa Awad: Da jeg lærte at bruge mine evner i en uretfærdig verden

Sommerferier i Syrien var i mange år præget af glade dage, fester, bryllupper, kusiner og sjov. Men Haifaa Awad begyndte efter som ung at opsøge politiske miljøer og unge mennesker med andre drømme om et anderledes Syrien. Foto: Rode Joachim/ritzau.

På en rejse til Syrien blev det klart for Haifaa Awad, hvad hun ville vie sit liv til. Alle kan bruge deres viden eller evner til at hæve sig over hverdagen og gøre en forskel, siger den dansk-syriske læge i dette uddrag fra bogen "Taler til ungdommen"

Jeg har rejst meget i Syrien som barn og ung. Men én rejse glemmer jeg aldrig. Jeg var 19 og netop begyndt i 3.g. I lufthavnen i Damaskus gik det ikke helt, som det plejede.

Før rejsen skulle vi lave en afsluttende opgave, og jeg valgte at skrive en regimekritisk opgave om oprøret i den syriske by Hama i 1982, som endte med, at Bashar al-Assad-regimet nedslagtede oprørerne.

På det tidspunkt var der ikke internet og sociale medier som i dag, så begivenheden fik ikke så meget opmærksomhed. Jeg skrev opgaven, fik en god karakter og var meget stolt.

Jeg ville tage resultatet med til Syrien og vise den til især min morbror, der var advokat og arbejdede med menneskerettigheder. Min plan var at få opgaven oversat til arabisk og læse den op og høre hans mening.

Det var nok en temmelig naiv idé. For en ting er, hvad ens gymnasielærer tænker, noget andet er Assad-regimet, der kontrollerede, om man var modstander af regimet. Mange i Syrien er blevet fanget og fængslet og udsat for det, der er værre. Jeg tænkte, at ingen ville kunne forstå dansk, når jeg ankom i lufthavnen.

Men man skulle ikke tage nogle chancer. Det mente min mor i hvert fald. Vi kom til lufthavnen, som vi har gjort så mange gange før. Denne gang lå min skoleopgave i tasken, og ingen vidste det.

Det er normalt, at officerer i lufthavnen går rundt og udspørger folk om, hvad de skal i Syrien og så videre. Hvis de fatter en eller anden form for mistanke, bliver man hevet ud af køen og tvunget til at åbne kufferter og svare på flere spørgsmål. Jeg husker, at min mor sagde til mig og mine søskende, at vi ikke måtte tale politik og sige, at vi var på ferie og ellers bare være stille.

Da blev jeg ramt af angst. For måske de ikke kunne forstå dansk, men min opgave i tasken beskrev jo navne, de kunne genkende. Jeg kunne ikke holde det for mig selv og fortalte det hele til min mor.

Hun blev helt hvid i ansigtet og trak mig ud af køen og med ud på et toilet med den undskyldning, at hendes datter skulle tisse. På toilettet tog min mor opgaven og rev den i stykker og skyllede den ud i kummen.

Oplevelsen gjorde det klart, hvor bange hun faktisk var. Det gjorde et meget stort indtryk. Sommerferierne i Syrien ændrede efterfølgende karakter. Hidtil havde de været præget af glade dage, fester, bryllupper, kusiner og sjov. Men jeg begyndte også at opsøge politiske miljøer og unge mennesker med andre drømme om et anderledes Syrien.

Med tiden og regimets øget vold og drab på befolkningen er jeg blevet mere og mere harm. Kontrasterne fra mit eget liv og unges i Syrien blev så tydelige. I den periode husker jeg, hvordan røgen under en af mine sommerferier i Syrien løftede sig over Seydnaya-fængslet tæt på os. Man brændte politiske fanger, der gjorde oprør, og det var en af de uhyggelige hændelser, som stadig påvirker mig.

Jeg var ung og drømte om forandring og følte, at jeg måtte gøre noget aktivt. Jeg fandt med tiden ud af, at jeg med mit lægefag havde evner, der indebar et ansvar, om det så var at tage til Syrien og starte en ngo eller uddanne folk i førstehjælp.

Uanset, hvad jeg gjorde, stødte jeg på regimet og blev enten antastet eller truet til at standse mit ærinde, eller af min familie forsøgt stoppet af frygt for konsekvenserne. Jeg mødte mange unge, der gjorde en indsats enten ingeniører, der fjernede bomber, læger, der oprettede felthospitaler, eller medieeksperter, der kan bruge sociale medier til at udbrede budskaber.

Oplevelsen i lufthavnen dengang, jeg var 19, har lært mig, at man kan bruge ens passion for et eller andet og gøre en forskel, dér, hvor man synes, man kan hjælpe andre. Om det er i Syrien eller i sit lokale miljø. Det behøver ikke at være i en krig. Hvis man eksempelvis går op i fodbold, kan man hjælpe børn fra svære kår.

Jeg vil opfordre unge til at kigge op og forsøge at hæve sig over hverdagen. Og hvis man står ved og tror på et ideal, så kan ens evner føre en langt ud over ens specifikke felt eller faglighed.

En ung Haifaa Awad i Damaskus Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto