Ny forskning: Halvanden millioner jøder blev dræbt på 100 dage af nazisterne
Under Aktion Reinhard blev polske jøder udryddet med hidtil ukendt hast af nazister, viser nye beregninger
I august, september og oktober 1942 udførte tyske naziledere historiens mest intensive folkedrab.
I løbet af bare 100 dage blev omkring halvanden millioner polske jøder gasset eller skudt ihjel af nazisterne, viser nye beregninger netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Advances. Det skriver Videnskab.dk.
15.000 jøder blev i gennemsnit dræbt om dagen i de tre måneder, der ifølge det nye studie var den mest drabs-intensive periode af Holocaust og sandsynligvis i menneskehedens historie.
"Man kan se på tabellerne, at der er en vanvittig udladning af vold fra august til oktober i 1942," siger Holocaust-forsker Therkel Stræde, der har nærstuderet graferne i det nye studie, men ikke selv har været involveret i forskningen, til Videnskab.dk.
Læs mere på Videnskab.dk:Fandt Holocaust virkelig sted?
"Ved udgangen af 1942 var der næsten ikke flere jøder i Generalguvernementet (den tyskbesatte del af Polen, red.), så der kan man se, at drabstallet går ned," fortsætter historikeren, der er lektor på Syddansk Universitets Institut for Historie.
Nazisternes intensive jødeudryddelse i 1942 gik under kodenavnet Aktion Reinhard. Aktionen startede i marts 1942 og varede i 21 måneder. I alt blev 1,7 millioner jøder myrdet under aktionen.
Aktion Reinhard i Polen var begyndelsen på nazisternes systematiske udryddelse af jøder i Europa. 'Endlösung der Judenfrage' – 'den endelige løsning på jødespørgsmålet', blev missionen kaldt af nazistpartiet.
Jødeudryddelsen fortsatte frem til slutningen af 2. verdenskrig i 1945. Mellem 1942 og 1945 blev fire millioner jøder dræbt i KZ-lejre. I alt blev op til 6 millioner jøder dræbt af nazisterne mellem 1933 og 1945.
Læs mere på Videnskab.dk:Hvorfor forfølger fluerne os?
Det nye studie viser, at omkring en fjerdedel af dem blev slået ihjel i august, september og oktober 1942.
Forskeren bag studiet, Lewi Stone, der er matematikprofessor på RMIT University i Australien, har regnet sig frem til udryddelseshastigheden under Aktion Reinhard ved at lave estimater over, hvor mange jøder der blev deporteret fra deres hjem i de 21 måneder, aktionen varede.
Det har han gjort ved at studere køreplaner over de tog, der transporterede jøderne fra deres hjem til KZ-lejrene.
Ifølge forskeren bag studiet, Lewi Stone, dokumenterer beregningerne, at Holocaust uden sammenligning er det største og mest intensive folkedrab i historien.
Læs mere på Videnskab.dk:Internettet ændrer din hjerne
En udbredt opfattelse har ellers været, at massakren i Rwanda i 1994, hvor mellem 500.000 og 1.000.000 rwandalesere blev dræbt på 100 dage, var historiens mest intensive folkedrab.
"Mit studie viser, at mens der under massakren i Rwanda var 8.000 ofre om dagen i en 100-dages periode, var drabsraten under Holocaust næsten dobbelt så høj i løbet af en 100-dages periode under Aktion Reinhard," skriver Lewy Stone på The Conversation.
"Det er den vigtigste lærdom fra Holocaust, som efter min mening aldrig nogensinde må blive glemt," skriver han.