Hvem er dit politiske forbillede?
Venstres Thor Pedersen. Efter folketingsvalget i 2001 blev han finansminister i Anders Fogh Rasmussens (V) første regering, og ham og jeg fik dengang opbygget et godt samarbejde, der gjorde, at det politisk fungerede mellem Dansk Folkeparti og Venstre i 2000’erne.
En ting, jeg særligt vil fremhæve ved Thor Pedersen, er hans tilgang til forholdet mellem politikere og embedsmænd. Han var aldrig i tvivl om, at vi politikere skulle finde ud af, hvor vi politisk ville hen, og så var det embedsmændenes opgave at hjælpe os med at komme derhen. De skulle ikke bestemme den politiske dagsorden, og det er en af de ting, han har lært mig.
Jeg husker et af de første møder, jeg skulle have med ham, hvor den daværende departementschef kom ind i lokalet og regnede med, at han skulle sidde med til vores møde. Han satte sig for bordenden med pen og papir, hvorefter Thor Pedersen spurgte ham, hvad han skulle.
”Vi skal have møde?” sagde departementschefen, hvortil Thor Pedersen svarede ham: ”Nej, Kristian og jeg skal have møde. Vi har ikke brug for dig her.”
Efter vores møde fortalte Thor Pedersen så departementschefen om hovedpunkterne af den snak, vi havde haft, men den politiske samtale skulle foregå uden ham.
Hvornår har du Thor Pedersen med dig i baghovedet i dag?
Når det kommer til det politiske håndværk. Thor Pedersen var dygtig til at opbygge en fortrolighed med mig og mange andre, og derfor kunne meget politik lade sig gøre.
Vi talte om meget, jeg kunne have haft en interesse i at gå videre med til andre, men som jeg holdt for mig selv. Derfor fik jeg dengang i højere grad adgang til Finansministeriets regnekammer, end hvis han havde frygtet, at jeg ville misbruge den information, jeg fik. Så jeg har lært, at holder man tæt med tingene, får man også mere at vide – og på den måde fastholder man en god og vigtig relation til hinanden.
Har du et eksempel på, hvordan Thor Pedersen var dygtig til at vedligeholde de gode relationer jer politikere imellem?
Thor Pedersen var meget bevidst om, at politik ikke kan være foruden fortrolige og nære relationer. Jeg husker en episode i midt-2000’erne, hvor jeg diskuterede skattepolitik med Bendt Bendtsen (K), så det føg om sig i Struenseværelset på Christiansborg. Thor Pedersen bad os om at gå ind på hans kontor. Mens Bendtsen og jeg stod og var sure på hinanden, flyttede Thor Pedersen sofaen hen foran fjernsynet. Han hentede tre kolde øl, og så skulle vi tre ellers sidde og se FCK spille Champions League-fodbold. Bendtsen og jeg sad i hver vores ende af sofaen, men vi skålede og holdt fokus på kampen, som man jo gør, når man ser fodbold. Da der var halvleg, var stemningen blødt op, og Thor Pedersen mente, at nu kunne vi ellers gå hver til sit. Næste gang Bendtsen og jeg mødte hinanden på Christiansborgs gange var den kolde luft mellem os forsvundet.
Så når jeg for eksempel inviterer Peter Hummelgaard (S) og 150 andre Liverpool-fans på Christiansborg for at se fodbold, så skyldes det blandt andet sådan en episode. Man bruger en drenge-røvsting som fodbold til at samles og tale om alt andet end tunge, politiske ting, hvilket er med til at fremme de indbyrdes forhold.