Hvor mange ord kan ni måneder gamle Christian forstå? Peger han på dyrene i godnatlæsningsbogen – og er han smilende og opmærksom, når han møder nye mennesker?
Dette er spørgsmål, som flere og flere danske forældre skal forholde sig til, fra deres barn er helt spæd – ikke bare i diverse magasiner og blade, men også i de offentlige institutioner, hvor børnene opholder sig i dagstimerne.
De senere år har flere og flere daginstitutioner i landets kommuner nemlig indført faste rutiner med at teste og måle de helt små børns kompetencer – og flere tests er på vej, så også forældrene fremover selv kan teste deres 0 til 3-årige børn.
Målet er at opdage for eksempel sproglige vanskeligheder eller autistiske træk så tidligt som muligt og at tjekke, om børnene lærer dét, de skal, inden de begynder i skole.
Men udviklingen har taget overhånd, mener en række fagfolk, som Kristeligt Dagblad har talt med. De finder den voksende testkultur i børnehøjde bekymrende, for det kan i værste fald fratage børnene deres nysgerrighed og selvværd, lyder det.
En af dem er Else Guldager, der i mange år har beskæftiget sig med små børn. Hun er uddannet sundhedsplejerske, har en ph.d. i sundhedsvidenskab og er til daglig faglig redaktør på sundhedsplejersken.dk.
”Generelt er alt det her testeri meget problematisk, og man bør holde sig fra det i forhold til de små børn. Det skaber en pacekultur, som er meget usund, og det er et udtryk for en individualistisk konkurrencementalitet, som går ud på at finde fejl hos børnene,” siger Else Guldager.
Først og fremmest mener hun ikke, at man kan teste børn, når de er så små, fordi udviklingen fra barn til barn er så forskellig på dette tidlige stadie i deres liv. For det andet mener hun, at det er spild af tid.
”Al den tid, som man bruger på dette testshow, skulle man hellere bruge på at skabe nogle ordentlige og trygge rammer for børnene og hjælpe forældrene i deres forældreskab,” siger hun og tilføjer, at man bør nøje overveje de etiske spørgsmål, som er forbundet med denne udvikling:
”Man skal være klar over, at man kan tage grueligt fejl, fordi testene langtfra ser det hele. Man er i gang med at skabe en managementkultur, som minder om en pølsefabrik, og det er med til at skabe et problematiserende syn på de børn, som ikke lever op til idealerne.”
Læs også: Interessen for at teste små børns trivsel er stigende
Per Schultz Jørgensen er som professor emeritus i socialpsykologi og tidligere formand for Børnerådet en af de mest erfarne forskere inden for familieliv, opdragelse og børnepsykologi herhjemme.
Han mener, at der er sket en markant udvikling i forhold til at måle børns udvikling de seneste 20 år.
”Vi lever i en målbar tid. Siden 1990’erne har videnskabeliggørelsen af vores børn fået et enormt boost, og der er sket en neoliberal markedsgørelse af hele vores velfærd med Pisa-test og trivselsmålinger for både store og små,” siger han og forklarer, at tendensen med at teste børn begyndte i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor man blandt andet tjekkede børnene i forhold til, om de var skolemodne eller ej.
I dag er testeriet rykket fra skolen helt ned i vuggestuen, og når forældre i dag bliver indkaldt til en samtale i småbørnsinstitutionen, bliver de mange steder præsenteret for test- eller måleskemaer på deres barn – for eksempel Kompetencehjulet, Læringshjulet, Temperaturmålingen eller HPA-redskabet bare for at nævne et par stykker.
Landets pædagoger har efterhånden vænnet sig til de mange test, fortæller Allan Baumann, der er faglig sekretær i BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Han mener, at testene er vigtige redskaber i det pædagogiske arbejde.
”Men det er samtidig også ufatteligt vigtigt at understrege, at pædagogerne har retten til at bestemme, hvilke redskaber, der skal bruges i de forskellige situationer. Man må ikke forfalde til at tro, at ét redskab kan give alle svarene, og man må ikke bare teste for testens skyld. Man skal gøre det for barnets skyld,” siger han.
Til næste år sænker man yderligere barren for, hvor små børnene skal være, før man kan teste dem. Tre nye testskemaer, der er udviklet i USA for at hjælpe forældre, sundhedspersonale og pædagoger til at indkredse, hvordan små børn mellem 0 og 3 år trives, kommer nemlig til Danmark.
Læs også: Tag den amerikanske test for småbørnsforældre her
Skemaerne er ved at blive oversat og afprøvet i en dansk sammenhæng på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), fortæller ph.d.-studerende og cand. mag. Maiken Pontoppidan, der står bag det nye danske projekt.
Målet er at vurdere, om de indsatser, der er målrettet de helt små børn, faktisk fører til bedre trivsel på længere sigt, forklarer hun og understreger, at interessen for at teste små børn ude i kommunerne har været støt stigende de senere år.
Per Schultz Jørgensen er både begejstret og en smule bekymret ved udsigten til, at man nu også vil måle udviklingen blandt de helt små børn mellem 0-3 år.
”Grundlæggende er det positivt, at man går mere videnskabeligt til værks. Faren er, at vi opstiller en målestok, som alle små børn bliver sat op i mod,” siger han.
Ifølge Per Schultz Jørgensen er det især bekymrende, hvis de nye måleredskaber bruges til at vurdere børnenes trivsel ud fra økonomiske rammer i kommunerne.
”En klog mand sagde engang: Alt har enten en pris eller en værdighed. Man kan erstatte det, som har en pris med en tilsvarende værdi, mens det, som ikke har nogen pris og altså ikke nogen tilsvarende værdi, er det, som til gengæld har værdighed (Immanuel Kant, 1724-1805, red.). Altså – er vi ikke tilbageholdende med at måle og veje børnene, risikerer vi at fratage dem det, som gør dem unikke, det, som Kant kalder værdigheden.”
Det er især udtalelser som denne, der får pædagogikprofessor Niels Egelund til at sige en del skældsord, som han ikke vil citeres for, da Kristeligt Dagblad ringer ham op og spørger, om han også synes, at testkulturen har vokset sig for stor herhjemme.
For mens Else Guldager og Per Shcultz Jørgensen repræsenterer én fløj i testdebatten, så tilhører Niels Egelund den stikmodsatte. Som formand for det danske Pisa-konsortium og professor i pædagogik på institut for uddannelse og pædagogik ved Aarhus Universitet er han en varm fortaler for tests – også af de helt små børn under tre år.
”Vi lever i 2014, samfundet stiller store krav til dets borgere, og vi er i skarp international konkurrence. Derfor er vi nødt til at sikre, at der ikke er nogen, der halter bagefter,” siger Niels Egelund og fortæller, at det er dokumenteret, at det er markant billigere for samfundet at sætte ind tidligt, end når barnet er fyldt 15.
”Derfor er det vigtigt at have redskaberne til at kunne følge op på, om barnet udvikler sig, som det skal, eller om det hænger fast,” siger han og understreger, at det er et spørgsmål om at have et mere robust materiale at støtte sin vurdering på end en pædagogs rene skøn.
”Og så er det bare lettere at rette op på børns problemer, når de er små, end når de er begyndt i skolen,” som han siger.
Testeriet kan dog også tage overhånd, mener han. Som nu i Storbritannien og USA, hvor testkulturen er langt mere udbredt – også blandt de helt små børn. Her bliver børn i skolealderen testet én gang om ugen.
”Der tester man for testens skyld og indretter hele pædagogikken efter de test, der er,” siger han og tilføjer, at det ikke er målet herhjemme:
”Udbredelsen af test til små børn i Danmark skal sikre, at de 20 procent af en ungdomsårgang, som ikke får en uddannelse i dag, får det i fremtiden.”
Men Niels Egelund står meget alene med sine synspunkter, og flere af hans argumenter kritiseres af de andre fagfolk for ikke at holde stik. Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, lægger ikke skjul på, at han er dybt uenig med formanden for det danske Pisa-konsortium.
Ifølge ham er det skrækken for, at danske skolebørn skal havne nederst på Pisa-ranglisten, der har fået politikerne til at indføre flere og flere test af børn helt ned i vuggestuealderen.
”Der er tale om en epidemi, som jeg finder fagligt forkastelig, og den kommer til at få store negative konsekvenser for vores børn og for vores samfund,” siger Dion Sommer.
”Logikken bag denne testkultur er, at jo tidligere man sætter ind med målinger og vurderinger, desto bedre vil børnene klare sig i det internationale videnssamfund. Men ironisk nok viser forskningen, at denne type test har den stik modsatte effekt,” siger han og refererer til sin kommende bog ”Læring, dannelse og udvikling – kvalificering til fremtiden i daginstitution og skole”, hvori han dokumenterer, at testkulturen fører til testangste og nervøse børn med lavt selvværd.
”Derudover kan vi se, at børnene kommer til at klare sig dårligere i en række kernefag: Det gælder sprog, matematik og naturforståelse,” siger han og understreger, at børn fra gennemsyrede testkulturer også viser sig at være mere aggressive end børn, der er vokset op med en bred, indlevende pædagogik.
”En amerikansk undersøgelse viser, at børnene har syv gange så mange følelsesmæssige problemer som andre børn, og de har svært ved at regulere deres følelser, hvilket gør det yderst problematisk for dem at være sammen med andre mennesker,” siger Dion Sommer og tilføjer, at den voksende testkultur også påvirker forældrene, fordi man skaber nogle snævre rammer for, hvad det ideelle barn – også kaldet konkurrencebarnet – kan.
Men konkurrencebarnet bliver en taber som voksen, fastslår Dion Sommer:
”Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal opkvalificere næste generation, så de kan klare sig i et videnssamfund, men jeg er dybt uenig i metoden. Om 20-25 år vil vi se, at det testregime, som styrer lige nu, vil resultere i en generation af voksne, som er dårligere forberedt end deres egne forældre. Og det kommer til at få nogle store samfundsmæssige konsekvenser.”