Fra Kristiansand over Oslo og til Trondhjem og Tromsø bugner de norske stemmeurner. Ved dagens stortingsvalg skal nordmændene beslutte, hvem der skal lede landet de næste fire år, men ifølge Norsk Regnesentral er resultatet stort set givet på forhånd: Erna Solbergs borgerlige regering har mindre end fem procents chance for at beholde magten, viser forskningsinstituttets prognoser.
Indtræffer miraklet ikke, betyder det, at socialdemokraten Jonas Gahr Støre inden længe vil kunne sætte sig for bordenden i det norske statsministerium. Og herfra vil han blive gratuleret af ligesindede kolleger fra resten af Skandinavien.
For både Danmark, Finland og Sverige ledes i forvejen af socialdemokrater. Ja, selv i Tyskland, hvor SPD’s kanslerkandidat og finansminister, Olaf Scholz, længe måtte tage til takke med en b-rolle i valgkampen, lægger det gamle arbejderparti nu an til et overraskende comeback ved forbundsdagsvalget den 26. september. Og det til trods for, at iagttagerne kappedes om at erklære Socialdemokratiet overflødigt for bare få år siden.
”Den socialdemokratiske epoke er forbi,” skrev forfatteren Carsten Jensen i Politiken i 2013.
”Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske. En epoke, der har varet i næsten 120 år, slutter med hende.”
Og selvom det er rigtigt, at Europas socialdemokratier ikke længere kan tage 40 procents opbakning for givet, formår de ikke desto mindre at sætte sig på magten. I hvert fald på kontinentets nordlige flanke.
”Analysen af det socialdemokratiske endeligt har jo vist sig at være overfladisk på mange punkter,” siger Bernt Aardal, der er leder af valgforskningsprogrammet ved Institut for samfundsforskning i Oslo.
”Og forklaringen er først og fremmest, at samfundsudviklingen de senere år har bevæget sig i en retning, som mange reagerer imod. Det gælder ikke mindst ulighed og sociale forskelle, der vokser.”
Trods medvind fra tidsånden kan ministerbiler og indflydelse dog ikke skjule, at de skandinaviske socialdemokratier ifølge Poll of Polls, netmediet Politicos vægtede gennemsnit af meningsmålinger i Europa, ligger til mellem 19 og 28 procents opbakning. I Tyskland står SPD nu til 25 procent efter at have ligget omkring de 15 procent i årevis.
”Traditionelt set har Socialdemokratiet jo været det største parti i Norge, Sverige og Danmark, men samtlige partier er jo gået markant tilbage de senere år, og i dag skal de være glade for 25 procent frem for 35 førhen. Det interessante er, at de alligevel formår at få magten, og det er nok udtryk for, at de er blevet bedre til at samarbejde med de mindre partier omkring dem,” vurderer Jonas Stein, lektor i statskundskab ved Tromsø Universitet.
Netop viljen til magt er et karakteristika, som historisk har været tæt knyttet til den røde roses parti.
”Socialdemokratiet er et parti med to ambitioner. At vinde magten. Og at fastholde den,” skal den svenske forfatter Vilhelm Moberg engang have sagt.
Men derudover forenes Nordeuropas succesfulde socialdemokratier også af et venstresving på den økonomiske politik, vurderer Åsa Linderborg, der er forfatter og forhenværende redaktør, og som har skrevet afhandling om Sveriges socialdemokrati.
”Selv de svenske socialdemokrater, som har regeret med det neoliberale Centerpartiet, har indset én ting: Hvis de skal beholde magten ved valget næste år, er de nødt til at rykke til venstre i omfordelingspolitiske spørgsmål. Præcis som det er tilfældet i Tyskland, hvor SPD nu forstår, at man ikke længere kan vinde valg uden at have flertallet af arbejderklassen med sig,” siger hun.
Samme udvikling kender vi fra Danmark, hvor venstresvinget i dele af den økonomiske politik dog er blevet suppleret med et højresving på udlændingepolitikken. Ser du det som en model til efterfølgelse i andre lande?
”Mette Frederiksens kurs er interessant, og alle socialdemokratiske partier – selv det svenske – kan godt se, at velfærdsstaten ikke kan klare ubegrænset migration, når der ikke er arbejde til alle. Men jeg har dog ikke tidligere set en så brutal idé som aftalerne med Rwanda om asylansøgere. Hverken de norske, svenske eller finske socialdemokrater kommer til at foreslå noget lignende – og bestemt heller ikke tyskerne. På den måde er Danmark en anomali i den socialdemokratiske familie,” siger Åsa Linderborg.
Perspektiv side 7 Leder side 11